Page 46 - Sjæklen2010

46
Antal formuende
År 1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947
Fiskepakkere 25 22 27 40 59 37 77 164 153
Selvstændige erhverv 46 59 36 33 32 35 34 47 54
Fiskeeksportører 42 38 53 58 71 74 80 90 92
Partsfiskere 100 97 206 245 264 357 413 724 686
Fiskeskippere 224 250 249 273 314 332 367 390 392
437 466 571 649 740 835 971 1415 1377
til arbejdernes lønstigning kunne imidlertid også være med
til at legitimere de, som det blev formuleret i foreningsregi
store værdier, som under besættelsen passerede igennem
auktionshallerne.
Pengerigeligheden inden for erhvervet blev også om-
sat i kutterflåden, hvor de øgede indtægter for en stor dels
vedkommende blev investeret i nybygninger. Kutterflåden
blev således i årene 1939 til 1945 forøget med over 40 %.18
Der var samtidig tale om en gennemsnitlig forøgelse af stør-
relsen på kutterne, og kutterflåden endte dermed også med
en langt større kapacitet end forud for besættelsen. Netop
behovet for at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af denne
kapacitet og dermed også et rentabelt fiskeri efter krigen op-
tog diskussionen inden for fiskeriets organisationer i besæt-
telsens sidste år. For så vidt blev de store indtægter ikke søgt
skjult, hvilket naturligvis også ville have været svært. Om-
vendt undgik man fra erhvervets side at foretage en kobling
mellem de store indtægter og selve besættelsessituationen –
ikke mindst handlen med Tyskland. Det var måske lettere
for fiskerne at undgå at italesætte en sådan forbindelse, fordi
de blot fangede fisken, men ikke selv solgte den til tyskerne.
Her indgik nemlig et mellemled i form af eksportørerne,
som forestod eksporten til Tyskland.
Også udviklingen inden for fiskeeksporten trodsede de
umiddelbare forventninger ved krigens udbrud. Ligesom for
fiskerne havde fremtidsudsigterne for eksportørerne været
dystre ved krigsudbruddet i 1939. På et bestyrelsesmøde i
marts 1940 kunne det således konstateres, at krigsudbruddet
og afbrydelsen af handlen med Storbritannien havde gjort
halvdelen af foreningens medlemmer eksistensløse.19 Man
ønskede derfor, at disse kunne overgå til eksport til det tyske
marked. Herudover frygtede man, at der ville blive indført
rationeringer på fisk, således at fiskeauktionerne og dermed
eksportørerne ville blive overflødige. Det er måske i det lys,
man skal forstå den uenighed, som efter 1941 opstod om
fordelingen af eksportkontingenter til tredjeland. I Esbjerg
var det Esbjerg Fiskeeksportørforening, der stod for forde-
lingen af det første kontingent til Italien, hvilket forårsagede
nogen diskussion. Det skyldtes bl.a., at bestyrelsen som ud-
gangspunkt ønskede at fordele kontingentet mellem de eks-
portører, der allerede forud for besættelsen havde haft en vis
eksport til dette land, nemlig byens tre største eksportører.
En del af de øvrige eksportører krævede imidlertid, at alle,
der ønskede det, så vidt muligt fik andel i eksporten, hvilket
også blev resultatet, da man lavede en fordelingsplan, som
tilgodeså samtlige interesserede medlemmer.
Det viste sig som bekendt, at bekymringerne var ube-
grundede med hensyn til den fortsatte eksport, og ekspor-
tørerne blev modsat fiskerne i langt højere grad involveret i
de direkte forhandlinger med tyske myndigheder. Allerede
under de dansk-tyske handelsforhandlinger i april og maj
1940 blev fiskeeksporten rammelagt. Tyskland ønskede at
aftage al den fisk, der ikke kunne afsættes på hjemmemar-
kedet. Systemet var baseret på månedlige genforhandlinger,
Langt flere inden for fiskeriet og de relaterede erhverv blev registreret som formuende i løbet af besættelsen. Kilde: Esbjerg by- og erhvervs-
økonomiske oversigter.