Page 121 - Sjæklen2004

Klimaet reagerer på den menneskeskabte energipåvirk-

ning. Man kan regne ud, at den ’rene’ globale tempera-

turstigning som følge af en energipåvirkning på 2 Watt per

kvadratmeter er på omkring 0.5˚C. De 0.5 grader er en teo-

retisk ligevægtstemperatur, som først ville opnås efter flere

hundrede år, når verdensoceanerne er varmet op. Derfor kan

man umiddelbart undre sig over, at den målte globale mid-

deltemperatur allerede nu er steget med hele 0.6-0.8 grader

(se figur 5). Der er to årsager til dette. Dels har der været en

vis stigning i solens aktivitet i første halvdel af 1900-tallet,

som har virket opvarmende, og dels findes der såkaldte til-

bagekoblingsmekanismer, som kan forstærke eller dæmpe

den ’rene’ effekt på de 0.5 grader. Et par af de vigtigste til-

bagekoblingsmekanismer er nævnt i appendix.

Beregninger over atmosfærens strålingsforhold viser, at

en direkte effekt af stigende koncentration af især CO

2

er, at

temperaturen i stratosfæren falder - altså en reaktion, som

er stik modsat reaktionen længere nede i atmosfæren og ved

overfladen. Det kan vises, at effekten især er tydelig i den

øverste del af stratosfæren. Da effekten af stigende solakti-

vitet viser sig som temperaturstigning i alle niveauer, altså

også i stratosfæren, kan man faktisk benytte stratosfæriske

temperaturer til at estimere, om en given klimaændring pri-

mært skyldes tiltagende drivhuseffekt eller tiltagende sol-

aktivitet. Det skal bemærkes, at også udtynding af ozonla-

get i stratosfæren medfører et fald i stratosfærens tempera-

tur. Dette er dog primært i den nedre del af stratosfæren.

Da der er mange forskellige muligheder for tilbagekob-

linger i Jordens klimasystem, benytter man computermo-

deller, der simulerer de fysiske forhold i Jordens atmosfære,

oceanerne, havisen og på landjorden. De grundlæggende

træk ved sådanne klimamodeller er beskrevet i appendix.

Da computermodellerne er baseret på grundlæggende fysik

har de i princippet indbygget en stor mængde forskellige til-

bagekoblinger inklusive de, som er nævnt i appendix. Selv

om modellerne beskriver mange træk i klimaet særdeles

realistisk, er der dog ingen garanti for, at de simulerer alle

vigtige tilbagekoblinger realistisk. Der bruges derfor man-

ge ressourcer på at verificere simulationer med klimamo-

deller og sammenligne disse med f.eks. moderne satellit-

data eller proxydata

2

fra sidste istid. Det viser sig i sådanne

sammenligninger, at der er væsentlige ’kvalitetsforskelle’ i

de forskellige modellers beskrivelse af klimaet. Man bør

derfor ikke fæste lige megen lid til alle resultater baseret på

sådanne modeller. Modellerne er dog det bedste værktøj,

man har til beregne klimaændringer som følge af forskelli-

ge typer ’ydre klimapåvirkninger’ som f.eks. menneske-

skabt drivhuseffekt.

Årsagerne til de seneste 100 års klimaudvikling

Ved hjælp af simuleringer med klimamodeller, teorier for

klimaets opførsel og analyse af alle tilgængelige observati-

oner af atmosfæren og oceanerne kan man i dag sige føl-

gende om klimaudviklingen i de seneste 100 år:

• Den globale temperaturstigning i første halvdel af 1900-

tallet skyldes sandsynligvis en kombination af tiltagende

menneskeskabt drivhuseffekt, tiltagende solaktivitet og

ændringer i varmetransporten i Atlanterhavet. De to

første effekter har i denne periode givet et relativt jævnt

stigende bidrag til den globale opvarmning, men den sid-

ste ’interne’ effekt har især givet anledning til en tempe-

raturstigning i de polare egne på den Nordlige halvkugle.

• I de seneste ca. 30 år er det sandsynligt, at hovedparten

af den globale temperaturstigning skyldes tiltagende

menneskeskabt drivhuseffekt. Efter ca. 1950 har solakti-

viteten ikke været tydeligt stigende eller faldende. Der

har dog været typiske 11 års variationer i solaktiviteten,

der ser ud til at have haft en mærkbar cyklisk effekt på

klimaet. Der har i samme periode været tre kraftige vul-

kanudbrud: Agung (1963), El Chichon (1982) og Pina-

tubo (1991). På grund af oceanernes træge reaktion har

den afkølende effekt fra vulkanerne varet i flere år efter

udbruddene.

• Stigningen i NAO indekset (se ovenfor) fra ca. 1970-

1990 er fortsat genstand for videnskabelige undersøgel-

ser, men det kan ikke udelukkes, at den er delvist relate-

ret til global opvarmning.

• Det generelle temperaturfald i den nedre del af stratos-

færen skyldes med stor sandsynlighed den gradvise

121