129
        
        
          måske skyldes, at der er positive tilbagekoblingsmeka-
        
        
          nismer, som de ikke kan simulere tilstrækkelig godt.
        
        
          De resultater, der er vist i denne artikel, er baseret på
        
        
          modeller, der ligger tæt på gennemsnittet af de mest
        
        
          avancerede nye modeller. Det må dog siges, at for en del
        
        
          regionale ændringer som f.eks. stigningen i stormaktivi-
        
        
          tet i Nordsø-regionen er der forsat betydelig spredning
        
        
          mellem de forskellige globale klimamodeller. Derfor er
        
        
          resultaterne, som er vist i figurerne 14-15 behæftet med
        
        
          betydelig usikkerhed. Disse figurer er godt nok baseret
        
        
          på regionale modeller, men det er de globale klimamo-
        
        
          deller, der så at sige bestemmer de grundlæggende regi-
        
        
          onale ændringer i klimaet. De regionale modeller er blot
        
        
          fortolkninger af de globale modeller, hvor fokus især
        
        
          ligger på ekstremer. Når det gælder skiftet i nedbør i
        
        
          figur 16, er der formentlig tale om et noget mere robust
        
        
          signal end for stormene. Der er gode fysiske argumenter
        
        
          for, at dette skift er en mere grundlæggende konsekvens
        
        
          af global opvarmning.
        
        
          3.
        
        
          
            Usikkerhed om størrelsen af de naturlige klimavariatio-
          
        
        
          
            ner.
          
        
        
          Disse skyldes dels ’interne’ variationer i det globale
        
        
          klimasystem, dels påvirkninger fra varierende - men
        
        
          uforudsigelig - solaktivitet og vulkansk aktivitet. Der har
        
        
          været gennemført en mængde undersøgelser af begge
        
        
          bidrag:
        
        
          Med hensyn til de ’interne’ variationer kan man passen-
        
        
          de skelne mellem de mere kortvarige variationer, f.eks.
        
        
          El Nino (figur 9) og NAO (figur 7), og de mere langva-
        
        
          rige, som er relateret til vekselvirkninger mellem atmos-
        
        
          færen, oceanerne og evt. også iskapperne, f.eks. Dans-
        
        
          gård-Oeschger begivenheder (figur 2). De globale klima-
        
        
          modeller er fint i stand til at simulere kortvarige, interne
        
        
          klimavariationer. Derfor skal man sikre sig, at man gen-
        
        
          nemfører klimasimuleringer over tilstrækkelig mange år,
        
        
          så de ændringer, man ser fra en periode til en anden, ikke
        
        
          bare er et udslag af sådanne variationer. Resultaterne i
        
        
          figurerne 14-16 er beregnet ud fra to simulerede perioder
        
        
          på 30 år. Selvom dette kan virke som rimelig lang tid, er
        
        
          det faktisk i underkanten, når man tænker på, hvor meget
        
        
          f.eks. NAO indekset (figur 7) varierer ’af sig selv’. Det-
        
        
          te giver et yderligere bidrag til usikkerheden i figur 14-
        
        
          16. Klimamodellerne skulle i princippet også kunne
        
        
          simulere mere langvarige, pludselige klimasvingninger
        
        
          som Dansgaard-Oeschger begivenheder. Men man har
        
        
          endnu ikke haft tilstrækkelig computerkraft til at gen-
        
        
          nemføre de meget lange simuleringer (mange tusind år),
        
        
          der skal til for at vise, at de rent faktisk også gør det, når
        
        
          de f.eks. benyttes til at simulere klimaet under sidste
        
        
          istid. Der er dog foretaget beregninger med lidt simplere
        
        
          modeller, og de viser sig i stand til at simulere væsentli-
        
        
          ge træk ved disse begivenheder.
        
        
          Det helt vigtige spørgsmål i denne forbindelse er
        
        
          naturligvis, om der som følge af den globale opvarmning
        
        
          kunne opstå pludselige store klimasvingninger som
        
        
          f.eks. i filmen
        
        
          
            The day after Tomorrow
          
        
        
          . Denne mulighed
        
        
          synes dog at være lidet sandsynlig: 1) Nyere studier
        
        
          peger på, at f.eks. Dansgaard-Oeschger begivenheder
        
        
          næppe vil optræde, når man har et varmt klima som nu.
        
        
          2) Der er gennemført simuleringer med mange forskelli-
        
        
          ge globale klimamodeller over konsekvenserne af global
        
        
          opvarmning, og ingen af disse antyder, at oceancirkula-
        
        
          tionen i oceanet bryder fuldstændig sammen (som i fil-
        
        
          men). 3) De nyeste data fra isborekerner tyder på, at den
        
        
          forrige meget varme mellemistid (Eemtiden) havde et
        
        
          meget stabilt klima.
        
        
          Med hensyn til de naturlige ’eksternt’ styrede klima-
        
        
          variationer har der i Danmark været meget fokus på
        
        
          solens bidrag til den globale opvarmning frem til nu.
        
        
          Spørgsmålet har især været, om solen gennem en indi-
        
        
          rekte mekanisme, der involverer kosmisk stråling og
        
        
          skyer, eventuelt kunne have bidraget afgørende til den
        
        
          seneste globale temperaturstigning. Dette er dog næppe
        
        
          tilfældet: Forskellige typer data over solens aktivitet
        
        
          inklusive galaktisk kosmisk stråling viser, at solens akti-
        
        
          vitet har varieret lidt i de seneste 50 år men også, at der
        
        
          ikke har været nogen generel op- eller nedadgående
        
        
          trend i denne periode. Når det gælder fremtiden er det
        
        
          med den nuværende viden desværre ikke muligt at for-
        
        
          udsige hverken solens eller vulkanernes bidrag til