Page 120 - Sjæklen2004

Når der er så mange forskellige mekanismer og forhold,
der kan få klimaet til at variere helt naturligt, er det ikke
simpelt at vurdere, om klimavariationerne, der har fundet
sted i de seneste årtier, er naturlige eller menneskeskabte.
Drivhusgasserne og variationer i klimaet
Drivhusgasserne har til næsten alle tider i Jordens udvik-
lingshistorie været en meget vigtig medspiller i forbindelse
med klimavariationer. I perioder, hvor klimaet har været
varmt, har der normalt været meget høje koncentrationer af
kuldioxid (CO2) og metan (CH 4). Omvendt i kolde perioder.
Når man ser hen over millioner af år, er det især geologiske
processer, der er ansvarlige for variationer i atmosfærens
koncentrationen af drivhusgasser. På kortere sigt skyldes
variationerne især udvekslinger mellem atmosfæren på den
ene side og de øverste jordlag og oceanerne på den anden
side. Variationer af den sidste type har været meget tydeli-
ge - f.eks. i forbindelse med istidernes kommen og gåen (se
figur 10). Umiddelbart kunne man fristes til at spørge, om
det så ikke er variationer i drivhusgasserne, der er årsagen
til istiderne. Dette er dog næppe tilfældet. Den efterhånden
generelt accepterede teori til at forklare istider er, at Jordens
bane om solen varierer på en række måder. Dette medfører,
at den mængde sollys, der modtages på forskellige bredde-
grader på forskellige årstider varierer langsomt. Når denne
effekt f.eks. afkøler klimaet lidt, sker der en forskydning i
nogle hårfine balancer mellem mængden af CO2 og CH 4 i
atmosfæren og mængden af kulstof i oceanerne og på land-
jorden. Alt i alt fører dette til et fald i atmosfærens indhold
af drivhusgasser. Derved afkøles klimaet yderligere, og der
er således igangsat en selvforstærkende proces. Selv om
drivhusgasserne ikke er den egentlige årsag til istiderne, er
den selvforstærkende effekt en meget vigtig årsag til, at isti-
derne var så kolde, som tilfældet var.
Menneskets udslip af drivhusgasser er så stort, at de natur-
lige balancer mellem atmosfærens, landmassernes og ocea-
nernes kulstofindhold forskubbes. Oceaner og landmasser
kan så at sige ikke følge med til at opsuge det, vi mennesker
slipper ud i atmosfæren. Derfor stiger atmosfærens indhold
af CO2 meget dramatisk for tiden. Som det kan ses af figur 10
lå koncentrationen i slutningen af sidste istid nede omkring
190 ppmv (dvs. der var 190 CO2-molekyler per million luft-
molekyler). Efter istidens afslutning har CO2 -koncentratio-
nen ligget ganske stabilt omkring 260-280 ppmv. Siden star-
ten af 1800-tallet er koncentrationen begyndt at stige, og den
ligger i dag på ca. 380 ppmv. Dette er sandsynligvis den
højeste koncentration i de seneste 20 millioner år. Inden
industrialiseringen lå CH4 -koncentrationen omkring 750 ppb
(dvs. 750 CH4 molekyler per milliard luftmolekyler). Den
nuværende koncentration er langt højere, nemlig omkring
1800 ppb. Det skal nævnes, at hastigheden hvormed CH4
koncentrationen stiger er aftaget noget i de seneste 5-10 år.
De høje koncentrationer af drivhusgasser giver en ganske
betydelig energipåvirkning af Jordens klima. Den samlede
energipåvirkning siden førindustriel tid fra ændringen i alle
typer drivhusgasser og den afkølende effekt fra små partik-
ler er knapt 2 Watt per kvadratmeter i gennemsnit for hele
planeten. Selv om bidraget fra selve den øgede koncentrati-
on af drivhusgasser kan beregnes rimelig nøjagtig, er der er
en betydelig usikkerhed i dette tal, især fordi den afkølende
effekt fra partiklerne er svær at beregne.
120
Figur 10. Målinger fra en isborekerne i Vostok, Antarktis: Varia-
tioner i temperatur (rød kurve) estimeret ud fra indholdet af den
tunge iltisotop 18O, koncentrationer af kuldioxid (sort kurve) og
metan (blå kurve) i luftbobler i isen.
Temperature Relative to Present Climate ( C)
Carbon Dioxide Concentration (ppmv)
Methane Concentration (ppbv)
Thousands of Years Before Present