Page 69 - Sjæklen2003

ske stat og blev gennem godt 130 år drevet som statshavn,

men i år 2000 overgik den til Esbjerg Kommune og ændre-

de hermed status til

kommunal selvstyrehavn

1

.

Set samlet skulle Esbjerg Havn på denne baggrund såle-

des kunne udgøre et ideelt studieobjekt i sammenhængen. I

det følgende skal vi derfor belyse, hvorledes Esbjerg Havns

infrastruktur har udviklet sig inden for de fire hovedområder:

· Skibsfart

· Færgetrafik

· Offshore

· Fiskeri

På den basis skal problematikken omkring havnen som kon-

fliktzone afsluttende belyses. Fremstillingens fokus vil pri-

mært ligge på perioden fra omkring 1970 til i dag, men af

forståelseshensyn vil det i nogle sammenhænge være for-

målstjeneligt at trække linjerne længere tilbage.

Skibsfart og godstrafik

Esbjerg Havn blev »født« af det danske nederlag i krigen

mod Preussen og Østrig i 1864. Som konsekvens af neder-

laget mistede Danmark hertugdømmerne Slesvig og Hol-

sten til Bismarcks nye Tyskland, der dengang endnu var i

støbeskeen. Med Slesvig og Holsten forsvandt ikke bare de

eneste vestvendte havne i det danske monarki, men også en

trediedel af monarkiets samlede landbrugsareal. Officielt

blev loven om Esbjerg Havn i 1868 politisk argumenteret

gennem den danske Rigsdag ud fra ønsket om at kunne lede

dansk handel uden om de tidligere danske havne i det nu

tyske område, men tanken om den nye dampskibsbesejlede

og jernbaneforbundne havn mod vest kan også have basis i

et uudtalt politisk ønske om udvikling af de magre potenti-

elle landbrugsarealer i Midt- og Vestjylland til erstatning for

den landbrugsjord, som var gået tabt med Slesvig og Hol-

sten. Placeringen af den ny havn havde været omdiskuteret,

men til sidst valgte man at anlægge havnen ved det øde og

mennesketomme Esbjerg, fordi det dybe Grådyb fra Nord-

søen her skød tæt ind under land og i virkeligheden frem-

bød det eneste sted på den datidige danske vestkyst, hvor

dampskibe havde mulighed for på betryggende vis at an-

løbe en havn

2

.

Samtidig med anlægsloven om Esbjerg Havn vedtog den

danske Rigsdag love om anlæg af to jernbaner, der mod øst

koblede havnen på det øvrige danske jernbaneanlæg og

mod nord forbandt den nye havn med det store og i jern-

banesammenhæng endnu uopdyrkede Midt- og Vestjylland.

Det officielle argument for vedtagelsen af de to jernbanelo-

ve var, at den nye havn ville være meningsløs, hvis man

ikke let kunne komme dertil. Men set i lyset af hidtidige øst-

danske politiske protester mod kostbare jernbaneudbygnin-

ger i det magre Midt- og Vestjylland kan havnen uofficielt

være blevet brugt som løftestang for opbygningen af det

jernbanesystem, der infrastrukturelt var en uomgængelig

nødvendighed, hvis disse egne på længere sigt skulle kunne

udvikles til erstatning for det, man havde tabt i Slesvig og

Holsten

3

.

I de første år efter havnens officielle åbning i 1874 teg-

nede havnen ikke til at blive nogen overvældende succes,

selv om den dog i 1879 havde erobret 1% af danske havnes

totale godsomsætning. Det var omlægningen af det danske

landbrug i 1880’erne fra eksport af korn og levende dyr til

eksport af forædlede produkter såsom bacon, smør og æg,

som blev afgørende for Esbjergs gennembrud. Ikke mindst

i det hidtil så magre midt- og vestjyske område fokuserede

man på den ny produktion og anlagde i 1880’erne og

1890’erne en mængde nye andelsejede mejerier og slagteri-

er. Den omlagte produktion afhang af import af foderstof-

fer og kul og hurtigst mulig eksport af de forarbejdede pro-

dukter. Eftersom Storbritannien i begge sammenhænge var

det vigtigste mål for denne vareudveksling, fik den ny havn

i Esbjerg nu en særdeles god strategisk beliggenhed. Der

blev foretaget betydelige investeringer i havnens infrastruk-

tur i form af først farvandsafmærkning, siden uddybning af

den søværts adgangsvej, og i 1909 vedtog den danske Rigs-

dag en betydelig udvidelse af selve havneanlægget i Es-

bjerg. Allerede ved århundredskiftet var Esbjerg omsæt-

ningsmæssigt blevet en af Danmarks største trafikhavne, og

trods et midlertidigt tilbageslag under 1. verdenskrig, hvor

havnen praktisk talt blev lukket p.g.a. minefare på Nord-

69