Page 60 - Sjæklen2003

Forhandling om bevaringsordningen
Skibsbevaringsfonden blev inviteret til en serie møder med
Fødevareministeriets embedsmænd. Efterhånden fandt man
frem til en fælles forståelse af problemstillingerne, og en
række betingelser for gennemførelsen af det nye regulativ
kunne herefter opstilles.
Der var i begyndelsen af forhandlingerne megen skepsis
fra embedsmændenes side, idet man frygtede, at de udran-
gerede fartøjer fremover kunne anvendes til fiskeri. Dette
problem var ikke Skibsbevaringsfondens. Det måtte natur-
ligvis blive en sag mellem Fiskerikontrollen og de berørte
fartøjer at finde en fornuftig løsning herpå, og enden blev,
at en ny ejer af et udtaget bevaringsværdigt fiskerfartøj i
hvert tilfælde underskriver en aftale om, at fartøjet fremo-
ver ikke må anvendes til fiskeri.
Det første udspil fra ministeriet var, at de udtagne far-
tøjer skulle være museumsfartøjer, men efterhånden blev
embedsmændene overbevist om, at også private skulle have
mulighed for at erhverve et bevaringsværdigt fiskerfartøj.
Der måtte bare opstilles en række betingelser for den frem-
tidige anvendelse og restaurering, således at bekendtgørel-
sens formål blev opfyldt.
Den første betingelse for, at et fartøj kunne tages ud med
ophugningsstøtte blev, at det kunne erklæres bevaringsvær-
digt under Skibsbevaringsfondens normale retningslinier for
bevaringsværdige fartøjer:
· Fartøjet er et typisk dansk brugsfartøj eller lystfartøj
· Det fremstår i original stand eller på en sådan måde, at de
ændringer, der er foretaget, fortæller en karakteristisk ud-
viklingshistorie
· Fartøjet er rimeligt vedligeholdt
Da grundlaget for hele aftalen netop var kulturbevaring, var
det vigtigt at tilgodese det bevaringsmæssige aspekt, og man
enedes om, at Fonden fremover i samtlige sager skulle ud-
færdige en såkaldt rammeaftale, hvori var beskrevet, hvor-
ledes fartøjet fremover skulle bevares og restaureres. På
grundlag af disse to dokumenter fra Skibsbevaringsfonden,
samt en række andre aftaler mellem Fødevareministeriet og
bådens ejer, skulle fartøjet nu kunne tages ud af ordningen
med fuld ophugningsstøtte.
Da ordningen fra ministeriets side fra starten var tænkt
som værende for museumsfartøjer, blev der tale om et ret så
restriktivt system. Det betyder, at fartøjerne enten skal fry-
ses, som de er, når de tages ud af fiskeriet, eller eventuelt
kan tilbageføres til et udseende, som de på et tidspunkt har
haft inden for perioden fra bygning til udtagning af fiskeri-
et. Det betyder naturligvis, at det ikke er muligt at ombyg-
ge båden til egentligt lystfartøj med f.eks. huse og ruf på
dækket m.m. Det oprindelige dækslayout skal således hol-
des, og ønsker man at anvende fartøjet til lystfartøj, må det
ske diskret under dæk.
Når man med en sådan ordning ønsker at bevare traditi-
onelle fiskefartøjer, er der flere detaljer, som kan volde lidt
problemer. Hvorledes forholder man sig f.eks. til det udstyr
og grej, der er om bord?
Det er indlysende, at nye ejere finder det uhensigtsmæs-
sigt at have store tromler, vaskestativer med mere stående
på dækket, hvis udstyret ikke skal anvendes. Der foretages
derfor en vurdering af hvert eneste fartøj med henblik på at
gøre det anvendeligt for den nye ejer og samtidig sikre, at
det fremtræder i en rimelig autentisk form. Således kan man
evt. fjerne nyere udstyr og i stedet anvende noget ældre ud-
styr, som båden tidligere har haft om bord.
En lille, men særdeles væsentlig detalje, er bådenes fis-
kerinumre, som er malet på skanseklædningen ved stævnen.
Dette nummer, der kan ses på lang afstand, er en særdeles
væsentlig del af fartøjets identitet. Mange har hidtil beholdt
nummeret, uden at det har skabt problemer. Men desværre
er dette emne nu endt som en sag på et skrivebord i Fiskeri-
direktoratet. Det er endnu uvist, hvorledes sagen vil for-
løbe, men får bådene ikke lov at beholde numrene, så vil
deres udtryk som kulturhistorisk interessant objekt blive re-
duceret betragteligt.
Den ordning, der er sat sammen for at kunne udtage far-
tøjer til bevaring, er ret stiv og restriktiv, og det har været en
svær balancegang mellem bevaringshensyn og hensynet til,
at fartøjerne ikke skulle kunne anvendes til fiskeri igen. På
den anden side må man vel også sige, at har man ikke en
60