Page 50 - Sjæklen2003

knyttet Landbrugsministeriet. På dette tidspunkt omfattede fis-

keriet følgende sagsområder: almindelige fiskerisager, fiske-

riinspektionen, fiskerikontrollen, Den biologiske Station, bug-

sering af fiskerfartøjer gennem Thyborøn kanal, forsikring af

fiskerfartøjer, fiskeriindtægter, understøttelser til fiskerifor-

søg og fiskeudklækning samt tilsyn med afsætning af dan-

ske fisk i udlandet. Til at varetage sidstnævnte opgave an-

satte Landbrugsministeriet i 1897 en fiskeriagent i England.

Antallet af fastansatte tjenstemænd med ansvarsområde in-

den for fiskeriet var stigende; udover Statens fiskerikonsu-

lent og Statens fiskeriagent i England, blev også personalet

hos Den biologiske Station udvidet op igennem 1890’erne

4

.

Udvidelserne af administrationen fortsatte i de følgende

år. I 1902 blev Kommisionen for Danmarks Fiskeri- og Hav-

undersøgelser - der var nedsat af Marineministeriet i 1893 -

således rekonstrueret og henlagt under Landbrugsministri-

et. Og ved en revision af Lov om fiskeri i 1907 bestemtes,

at fiskerikontrollen skulle bestå af en fiskeriinspektør og to

fiskerikontrollørerer. Fiskeriinspektøren blev tillige Land-

brugsministeriets konsulent. Samtidig hermed oprettedes et

særligt tilsyn med ferskvandsfiskeriet. Ved en fornyet revi-

sion af loven i 1917 ændredes stillingsstrukturen en smule,

hvorefter fiskeriets øverste embedsmand havde titel af fis-

keridirektør. Nogenlunde samtidigt hermed nedsattes også

et fiskeriråd med ti medlemmer, der havde til opgave dels at

afgive erklæringer i fiskerisager af praktisk eller videnska-

belig natur, som ministeriet forelagde rådet, dels på eget ini-

tiativ at komme med forslag til fremme og forbedringer. Det

var hensigten, at Fiskerirådet skulle mødes to gange årligt,

men grundet de herskende krigsforhold gik rådets aktivite-

ter i stå i 1918 og kom ikke siden igang

5

.

Ved Normeringsloven i maj 1923 ændredes fiskeriets

administrative forhold endnu en gang. Embedet som fiskeri

direktør blev flyttet fra fiskerikontrollen til Landbrugsmini-

steriet, hvor der blev oprettet et fiskeridirektorat til behand-

ling af samtlige ministeriets sager vedrørende fiskeri. Fiskeri-

direktøren blev dog ikke sidestillet med departementschefen,

idet han kun fik såkaldt faglig referat, dvs. ministerreferat i

sager, hvis afgørelse forudsatte teknisk sagkundskab. I en

kort periode fra 1929 til 1935 blev fiskeridirektoratet hen-

lagt til det nyoprettede Ministerium for Søfart og Fiskeri,

men ved dettes nedlæggelse kom fiskeridirektoratet påny

tilbage til Landbrugsministeriet, hvis navn herefter blev Mi-

nisteriet for Landbrug og Fiskeri. Fiskeridirektoratet havde

igennem hele perioden kun ét kontor, men fra 1931 udvide-

des staben med en fiskerikonsulent, og omtrent samtidig blev

det bestemt, at fiskeridirektøren i sit embede stod umiddel-

bart under ministeren. Den administrative ligestilling med

departementschefen blev dog ikke fulgt af en tilsvarende

lønmæssig ligestilling før Lønningsloven af 1946. På dette

tidspunkt var der dog formentlig andre forhold, der optog

sindene mere. Administrationen oplevede et stigende ar-

bejdspres, og fra flere sider blev der presset på for at få eta-

bleret et selvstændigt fiskeriministerium, hvilket skete un-

der regeringen Hedtoft i 1947

6

.

Et selvstændigt Fiskeriministerium

Siden 1919, hvor Dansk Fiskeriforening første gang rettede

henvendelse til Regering og Rigsdag for at få oprettet et

eget departement, havde det været et hovedpunkt for begge

fiskeriorganisationer - Dansk Fiskeriforening og Vestjysk

Fiskeriforening - at få oprettet et selvstændigt ministerium.

Op igennem 1920’erne og 1930’erne var det derfor til stadig

skuffelse for fiskerne, at der ikke blev taget hensyn til deres

ønske. Fra Statens side blev den afvisende holdning hoved-

sageligt begrundet med, at fiskeriet ikke økonomisk kunne

bære et selvstændigt ministerium. Trods dette argument

blev kravet gentaget talrige gange på de årlige generalfor-

samlinger og i andre sammenhænge, hvor fiskeriforenin-

gerne var involveret. Udover formuleringen af kravet om en

egen minister blev der dog ikke arbejdet meget med sagen

imellem valgperioderne - mulighederne for at trænge igen-

nem i den politiske dagligdag var ganske enkelt for små.

Ved valget i oktober 1947 og den efterfølgende lange

valgforhandlingsperiode demonstrerede fiskeriets organisa-

tioner, at de efterhånden havde lært at begå sig i det politi-

ske system. I tidligere valgsituationer havde man rettet hen-

vendelse til en statsministerkandidat, der enten ikke havde

selvstændig indflydelse på regeringssammensætningen, eller

som tabte kampen om regeringsmagten. Dette problem om

50