problemer, kombineret med en generelt stagnerende tendens
i det kommercielle fiskeri, førte til, at der kom en øget fokus
på muligheden for at dyrke rejer inden for akvakulturen.
På videnskabeligt niveau havde dyrkning af rejer været
kendt siden 1930’erne, men endnu i slutningen af 1960’erne
manglede der en mængde vigtig viden som grundlag for
etablering af en egentlig stordrift. Flere steder - navnlig på
den sydlige halvkugle - arbejdedes der imidlertid intenst
med at generere den nødvendige viden, og navnlig forskere
fra Kina og Taiwan var langt fremme i udviklingen. I USA
blev der sideløbende hermed opbygget et netværk af insti-
tutioner og uddannelsesprogrammer til at understøtte forsk-
ning i dyrkningen af rejer. Kombineret betød disse initiati-
ver, at der blev skabt et grundlag for yderligere vækst i reje-
industrien, og fra midten af 1970’erne tog produktionen af
dyrkede rejer et spring fremad. Rejefarmere i mere end et
dusin lande opdagede, hvordan moderne og gennemviden-
skabelige driftsmetoder var nøglen til profit - en ny industri
var blevet grundlagt.
I flere tilfælde var resultaterne fra den nye industri impo-
nerende. I Ecuador, der som et af mange sydamerikanske
lande nød godt af amerikansk know-how, præsterede flere
af de store rejeindustrielle anlæg således at forrente den
investerede kapital i løbet af det først driftsår - undertiden
endda med den første høst. Små intensive rejefarme i
Taiwan skabte et dusin rejemillionærer, og semi-intensive
statsejede rejefarme i Kina høstede store profitter fra tidli-
gere ubrugt land omkring Bo Hai bugten i den nordvestlige
del af Det Gule Hav. Omkring 1975 nåede produktionen
inden for akvakulturen et niveau omkring 50.000 tons, hvil-
ket svarede til ca. 2,5% af den samlede verdensproduktion
af rejer. I de følgende år fortsatte den kraftigt ekspansive
tendens. I Sydamerika var Ecuador godt på vej til at blive
en af de ledende producenter af dyrkede rejer i den vestlige
verden. I Østen fortsatte Kina med at være den førende.
Samtidigt eksperimenterede såkaldte tidevandsfarme i Thai-
land, Indonesien og Filippinerne med monokulturer og
semi-intensiv rejeakvakultur, hvilket yderligere medvirke-
kede til at øge den samlede produktion.
I tiåret fra 1975 til 1985 steg produktionen af dyrkede
rejer fra 50.000 til næsten 200.000 tons, eller omkring 10%
af verdensproduktionen. Industrien gennemløb en hastig
vækstfase, og allerede i 1988 var produktionen steget til
450.000 tons. Heraf blev langt størstedelen produceret i det
sydøstlige Asien, hvor Kina og Indonesien var de førende
lande, men også Filippinerne, Indien, Indonesien og Thai-
land var væsentlige bidragydere. De gode år i 1980’erne
forløb dog ikke problemfrit. Samtidig med meldinger om
nye rekordproduktioner ramtes industrien i årtiets slutning
også af sine første betydelige »krak«. Fra hundredevis af re-
jefarme på Taiwans vestkyst blev der i 1988 rapporteret om
en høj og uforklarlig mortalitet, og i løbet af ét år faldt pro-
duktionen fra 100.000 til 20.000 tons. En nærmere under-
søgelse viste, at den primære årsag til den drastiske udvik-
ling lå i en intensiveret drift, hvor rejerne grundet forure-
ning svækkedes og blev mere modtagelige for forskellige
typer af virus. Allerede det følgende år - i 1989 - blev reje-
industrien ramt af et nyt tilbageslag. I løbet af blot et år faldt
prisen pr. kilo rejer i grossistleddet fra otte en halv dollars
til fire en halv dollars, hvilket betød, at rejefarmerne blev sat
under kraftigt økonomisk pres. Flere eksperter fremhæver,
at den japanske kejser Hirohitos langtrukne dødskamp spil-
lede ind på denne udvikling. De japanske forbrugere skar
ned på luksus og festligheder i denne periode, og det med-
førte opbygning af store rejelagre. Kort tid efter kejserens
død i begyndelsen af 1989 kollapsede markedet som resul-
tat af overforsyning. Denne let særprægede sammenhæng
kan betragtes som værende et enestående tilfælde. Når det
drejede sig om forurening og rejefarmenes påvirkning af
det omgivende miljø, så man imidlertid fortsat nye proble-
mer dukke frem op igennem 1990’erne.
Sideløbende med etableringen af rejedyrkningen fortsat-
te fangsterne - trods stedvise problemer med overfiskning -
også med at stige op igennem 1980’erne og 1990’erne. På
den nordlige halvkugle skete dette især med baggrund i
fiskeri i grønlandske farvande (Danmarkstrædet). Op igen-
nem 1980’erne deltog i alt seks europæiske nationer i dette
fiskeri: Grønland, Norge, Island, Danmark, Frankrig og
Færøerne. Særligt i begyndelsen var fangsterne kraftigt sti-
gende, men i årene efter 1988 begyndte de samlede fangster
40
1...,30,31,32,33,34,35,36,37,38,39 41,42,43,44,45,46,47,48,49,50,...216