Page 36 - Sjæklen2003

rihavnene8 . I det omfang der foregik nogen form for handel
uden for det lokale marked, var det som oftest til storbyer
som f.eks NewYork, Philadelphia, Atlanta og i Europa Lon-
don, København og Oslo, hvor der dels var fiskerimuligheder
tæt på, dels var tilstrækkeligt med købestærke kunder, der
var villige til at betale de ofte høje priser på rejer.
De hyppigst forekommende produkttyper i handlen be-
stod på dette tidspunkt af tørrede rejer og rejekonserves.
Forarbejdning af tørrede rejer var en traditionel kinesisk
produktionsmetode, der blev introduceret i USA af kinesi-
ske immigranter omkring 1860. Metoden vandt først indpas
i Califonien, men blev i løbet af kort tid også introduceret i
sydstaterne, bl.a. Louisiana. Fremgangsmåden ved produk-
tionen af tørrede rejer var relativt simpel. Rejerne blev først
kogt i saltvand, hvorefter de blev lagt til tørring i solen på
særligt konstruerede platforme. Efter tre til fire dage blev
skallerne pillet af rejerne, og disse var klar til salg. Denne
industri blev hurtigt ret omfattende, og flere steder langs
Den Mexicanske Golf opstod små separate fiskerbyer med
fokus på produktion af rejer. Herfra eksporteredes betydelige
mængder rejer til især Fjernøsten.
På konservesområdet var USA også blandt pionererne.
Allerede i midten af 1870’erne blev der således i staterne
Mississippi, Louisiana og Texas udviklet forskellige typer
rejekonserves til brug for eksport til det nordøstamerikan-
ske marked. Som oftest var der tale om rejer konserveret i
saltlage. Disse blev hældt på dåser, pakket i tønder og iset,
hvorefter de var klar til transport. Denne fremgangsmåde
var imidlertid relativt omkostningstung set i forhold til pro-
duktionen af tørrede rejer, og der krævedes derfor en øget
efterspørgsel, for at denne produktion kunne gøres økono-
misk rentabel for flere end nogle få udbydere.
Det samme gjaldt for ferske rejer. Succesfulde leveran-
cer af ferske rejer til de attraktive markeder i storbyerne var
yderst afhængige af transporthastigheden og håndteringen
undervejs. Grundig isning samt beskyttelse mod varme var
essentielle faktorer. De fleste jernbaneselskaber viste imid-
lertid kun begrænset interesse i at levere en sådan speciali-
seret service, før der kunne garanteres en profitabel trans-
portvolumen. Det samme gjaldt for de etablerede dampskibs-
ruter. Derfor var konsumtionen af ferske rejer som oftest
forbeholdt det lokale marked. I mange havnebyer i det syd-
lige USA hørte det således i 1870’erne og 1880’erne med til
dagligdagen, at fiskerkonerne om morgenen gik rundt og
udråbte deres tilbud om ferske rejer i byens gader. Et lig-
nende motiv, men i mindre målestok, kendes fra Drammen,
hvor velbeslåede bedsteborgere i 1890’erne kunne købe fri-
ske dybvandsrejer hos fiskerkonerne på Drammens torv9.
For at der kunne opnås et større gennembrud for handlen
med rejer, især ferske rejer, krævedes såvel infrastrukturel-
le fremskridt som tekniske og institutionelle fremskridt.
Den globale transportrevolution op igennem 1890’erne med
en kraftig øgning i jernbane- og dampskibstrafikken løste
en stor del af de infrastrukturelle problemer. For leveran-
dørerne til det nordøstamerikanske marked, der stadig var
centrum for en stor del af den globale rejehandel, betød de
bedre transportforhold, at man havde mulighed for at benyt-
te sig af små dampskibsselskaber, der gik i fast kystrutefart
til hovedmarkedet. Hertil kom, at dampskibsselskaberne
optog samarbejde med jernbaneselskaberne og således kun-
ne tilbyde leverancer til stort set alle landets regioner. En
lignende udvikling i rejeindustriens transportmønster kan
identificeres i flere europæiske lande, herunder bl.a i Dan-
mark, hvor betydelige mængder ferske rejer efter transport
med damper eller jernbane solgtes som delikatesser i Kø-
benhavn.
De forbedrede transportforhold i tiden omkring år 1900
var imidlertid ingen garanti for succes, og handel med rejer
indebar således fortsat store økonomiske risici. De fragtor-
drer, som blev genereret af rejeindustrien, var stadig for små
og uregelmæssige til, at befragterne tog de nødvendige hen-
syn, så rejerne kunne komme frem i en salgbar tilstand. En
løsning af dette problem kunne opnås ved at transportere
rejerne i særligt indrettede frysevogne, hvilket imidlertid
øgede transportudgifterne og derfor fordrede øgede tilførel-
ser samt mulighed for at opbevare rejerne, indtil en tilpas
stor forsendelse var opnået. Fryselagre blev et nøgleord for
den videre udvikling, og i de følgende år blev der inden for
rejeindustrien anvendt megen energi på at oparbejde til-
strækkelig frysekapacitet til at tilfredsstille kravene.
36