Page 21 - Sjæklen2010

21

der søsat ikke mindre end seks danske havmølleparker ved

Middelgrunden, Horns Rev, Rønland, Nysted, Samsø og

Frederikshavn. I forhold til logistik og geografi var Horns

Rev nok den største udfordring

11

.

Havmølleparkerne på Horns Rev

Med en samlet investering på ca. 2 mia. kr. søsatte Elsam

i 2002 verdens hidtil største havmøllepark på Horns Rev.

Parken, der fik navn efter sin placering, var med en be-

liggenhed på et område mellem 14 og 20 km vest for Blå-

vands Huk på Jyllands vestkyst samtidig den havmøllepark

i verden med den hidtil længste afstand til land. Den nye

havmøllepark blev opført på mellem 6 og 14 meters vand-

dybde og bestod af i alt 80 vindmøller, der var placeret med

en indbyrdes afstand på 560 meter, hvilket bragte parkens

samlede areal op på ca. 20 kvadratkilometer.

Hver enkelt mølle bestod af et fundament og et tårn med

maskinhus, hvortil møllens tre vinger var monteret. Møl-

lernes navhøjde var 70 meter, og med en rotordiameter på

80 meter på vingerne fik møllerne en samlet højde på 110

meter over vandoverfladen. Hver mølles samlede vægt lå

mellem 439 og 489 tons. Vægten pr. vinge var 6,5 tons,

mens maskinhus og tårn vejede henholdsvis 79 og 160 tons.

Vægtforskellene mellem møllerne lå i fundamenterne, der

afhængigt af dybde og belastningshensyn vejede mellem

180 og 230 tons. Det var altså temmelig anselige dimen-

sioner, der skulle arbejdes med. Dimensioner og vægt var

imidlertid kun et par af projektets udfordringer. Dertil kom

vanskelige anlægsforhold, hvor vind og sø kunne stoppe ar-

bejdet, og endelig var opbygningen af en havmøllepark et

komplekst foretagende, hvor mange faktorer skulle koordi-

neres og passes sammen til en helhed.

Anlægsarbejdet gik i gang i marts 2002. Opstillingen

af møllerne blev indledt med placering af møllernes fun-

damenter, som bestod af et rundt stålrør med en diameter

på ca. fire meter. En rambuk, placeret på en platform med

støtteben, slog stålrøret ca. 25 meter ned i havbunden. Store

specialfartøjer udstyret med kraner og nedsænkelige støt-

teben til sikring af stabilitet under operationen løftede her-

efter først tårn, dernæst maskinhus og til sidst vingerne på

plads på hver enkelt mølle.Gennem kabler i havbunden blev

møllerne forbundet med hinanden i et kabelnet, som blev

tilkoblet parkens transformatorplatform. Fra transforma-

torplatformen blev et 21 km langt nedspulet søkabel ført i

land til en kabelstation ved Hvidbjerg Strand, hvorfra et 36

km langt landkabel blev etableret til den videre transport af

den producerede elektricitet frem til Karlsgårde transforma-

torstation og derfra ud i transmissionsnettet til forbrugerne.

Projektets bygherre havde fordelt det omfattende arbejde

ud på en række entrepriser med følgende leverandører: MT

Højgaard (fundamenter), Vestas (møller incl. opstilling samt

fjernovervågningsanlæg), Alstom (transformer), Siemens

(fordelingsanlæg og shuntreaktor), Enmaco (dieselgene-

rator), Semco Maritime (lavspændings- og overvågnings-

anlæg til transformerplatform), HBG (stationsplatform),

Nexans (søkabel) og ABB (landkabel og koblingsudstyr).

Entréprisefordelingen gav indtryk af såvel spredningen af

den store investering som den koordineringsindsats, der var

nødvendig for at gennemføre projektet. Trods de vanskelige

vilkår lykkedes det at gennemføre det komplekse anlægs-

projekt, så den sidste af de 80 møller kunne sættes i drift den

11. december 2002.

For bygherren var idriftssættelsen af det store projekt

mindst lige så spændende som anlægsarbejdet, idet det var

den efterfølgende drift og produktion, som i sidste ende

skulle bringe investeringen i land. I udgangspunktet hand-

lede det om at opnå den størst mulige driftssikkerhed og

skabe de bedst mulige vedligeholdsvilkår, så man minime-

rede antallet af nødvendige produktionsstop. Havmøllepar-

ken på Horns Rev var derfor indrettet med fjernovervågning

fra land, så eventuelle problemer hurtigt kunne opdages og

serviceres. Hver enkelt mølle var indrettet med to forskelli-

ge adgangsmuligheder for servicemandskab; en serviceplat-

form på toppen af maskinhuset gav adgang med helikopter,

mens en platform placeret på tårnet ni meter over vandover-

fladen via en lejder gav mulighed adgang med båd. I desig-

net af møllerne var der lagt vægt på at begrænse behovet

for service mest muligt, og man regnede i udgangspunktet

med to større serviceeftersyn pr. mølle pr. år samt et til tre

ekstraordinære servicebesøg. Selv om der kom udfordrin-