Page 14 - Sjæklen2010

14

vedkommende var baseret på importeret olie. Energibespa-

rende foranstaltninger og spørgsmål om forsyningssikker-

hed og alternative energiformer blev fremherskende emner

i dansk politik

7

.

I 1976 oprettede den danske regering Energistyrelsen

og lancerede landets første energiplan. Hovedmålet var at

mindske olieforbruget mest muligt. Dette skulle ske via en

kombination af initiativer som på den ene side forbedret

bygningsisolering og på den anden side omstilling af elvær-

ker fra olie til kul, opførelse af atomkraftværker, bedre ud-

nyttelse af Nordsøens kulbrinter og endelig forskning i ved-

varende energi. Tre af initiativerne blev hurtigt gennemført.

I 1977 kom der nye standarder for bygningsisolering, frem

til 1981 forøgedes kullenes andel af det danske energifor-

brug fra 10 % til knap 33 %, og med hensyn til Nordsøens

kulbrinter gennemførte regeringen i årene fra 1976 til 1981

tre aftaler med koncessionshaveren A.P. Møller til sikring af

statens kontrol med disse ressourcer. Elværkerne plæderede

for atomkraft som den billigste forsyning med rigelig energi,

men bl.a. skeptiske indlæg fra Organisationen til Oplysning

om Atomkraft (OOA) skabte tvivl om atomkraften. OOA

fik så stor folkelig opbakning, at det skabte politisk tøven

i spørgsmålet om dansk atomkraft, der fik sit første grund-

stød med uheldet på atomkraftværket på Three Mile Island

ved Harrisburg i USA i 1979 og sit endelige dødsstød med

ulykken i 1986 på det sovjetiske atomkraftværk i Tjenobyl.

Under atomkraftdebatten havde modstandersiden frem-

hævet den vedvarende energi som et alternativ. Tvindsko-

lens vindmølle i Ulfborg, der ved fuldførelsen i 1978 med

sine 2.000 kW var verdens største vindmølle, var et manifest

udtryk for denne holdning. Der var dog også andre, som in-

teresserede sig for vindmøller. En af de førende på området

var tømrermester Christian Riisager fra Skærbæk ved Her-

ning, som på basis af studier af Vindings og Juuls arbejder

var nået frem til at konstruere en lille vindmølle, der kunne

lave vekselstrøm og kobles direkte ind på elnettet. Riisa-

gers mølle med en effekt på 22 kW blev opstillet i 1975 og

med baggrund i erfaringerne med denne mølle, blev Riisa-

ger den første til at starte serieproduktion af små vindmøl-

ler. I slutningen af 1970’erne var der omkring en halv snes

små virksomheder, der beskæftigede sig med fremstilling af

vindmøller. Virksomheder som Vestas, Nordtank og Bonus,

der senere blev store vindmølleproducenter, kom også til i

denne periode. Disse tre virksomheder havde alle baggrund

i fremstilling af maskiner og tilbehør til landbrugssektoren,

og da det traditionelle marked i landbruget stagnerede, ka-

stede man sig over vindmøller som en ny mulighed for at

udnytte virksomhedernes produktionskapacitet

8

.

Udmøntningen af Energiplanens tanker om forskning

i vedvarende energi skulle komme til at vise sig særdeles

nyttig for den spirende branche. I første omgang iværksatte

man tre projekter, nemlig reetablering af Gedser-møllen

med efterfølgende målinger og analyser, opførelse af to

store vindmøller på hver 630 kW ved Nibe og endelig etab-

lering af en prøvestationen for mindre vindmøller ved Risø.

Sidstnævnte, der blev etableret i 1978, var det af de tre pro-

jekter, der umiddelbart fik størst betydning for fremtiden.

Prøvestationens opgaver var i første omgang forskning og

udvikling inden for vindmølleteknologi, meteorologi og

konsulenttjeneste i forhold til den gryende industri. Året

efter blev opgaverne udvidet med en test- og godkendel-

sesafdeling i forbindelse med, at Folketinget vedtog en

lov om statsstøtte til vindmøller på 30 % af anskaffelses-

Prøvestationen ved Risø, etableret 1978. Foto: Energimuseet,

Bjerringbro.