7
I januar 2010 igangsatte Kulturministeren en udredning om de danske museer. Formålet med museumsudredningen er på bag-
grund af en status og diskussion af museernes udfordringer og fremtidige udviklingsmuligheder at få opstillet anbefalinger til
inspiration for områdets aktører og grundlag for en eventuel revision af museumsloven. I sidste ende handler det – også – om
økonomi, idet de statslige museumsbevillinger næppe vil blive forøget ved en eventuel lovrevision. Måske netop derfor har
sammenlægning i større enheder været et gennemgående tema i debatten. I den forbindelse skal man imidlertid være særdeles
opmærksom på den betydelige støtte, som kommuner og private sponsorer yder til det danske museumsvæsen. Administrativ
forenkling af museumsverdenen fra statens side er således ikke pr. automatik lig med en bedring af de danske museers samlede
økonomi og udbudsmuligheder. Det bør man betænke – i tide.
Fiskeri- og Søfartsmuseet er et af de museer, der har fornem opbakning fra såvel hjemkommune som private bidragydere.
Esbjerg Kommune yder årligt knap tre gange så meget som staten til Fiskeri- og Søfartsmuseets drift, og trods økonomisk
trange tider øgede kommunen i det just forgangne år endda sit driftstilskud til museet med halvanden million kroner årligt
fra 2011 at regne. Vi er dybt taknemmelige for såvel den flotte kommunale opbakning som for den velvillige private støtte til
museets mange konkrete projekter, hvis resultater bl.a. afspejles i årbogens artikler og afsluttende beretning. Årbogen er i sig
selv et manifest udtryk for den støtte, som en række private virksomheder yder Fiskeri- og Søfartsmuseet gennem de såkaldte
fadderskaber. Nærværende årbog er nummer 23 i rækken, siden initiativet blev søsat. Hovedparten af vore faddere har været
med i rigtig mange år; enkelte endda helt siden starten. Tusind tak for det.
Afslutningsvis en stor tak til museets bestyrelse og medarbejdere for godt arbejde i 2010, og til årbogens bidragydere for
artikler og beretning om husets virke i året, der gik.
Morten Hahn-Pedersen
museumsdirektør
Forord
1,2,3,4,5,6 8,9,10,11,12,13,14,15,16,17,...192