Page 117 - Sjæklen2010

117
Evertsejladsen
Everterne blev hovedsagelig benyttet til kysttrafik, men der
var også trafik med tyske everter til og fra Middelhavet (der
blev fragtet sydfrugter nordpå) og enkelte sejlede over At-
lanten (bl.a. til Brasilien). 39 I Danmark var everterne hoved-
sagelig udbredt i Vadehavsområdet, hvor de blev anvendt til
kystsejlads mellem fastland og øer samt ad åer som Varde
Å og Ribe Å. I Vadehavet benyttede man mindre fartøjer til
at ”lægte” (fragte) gods mellem de store skibe, som ikke
kunne sejle ind til kysten pga. af for stort dybgående, og
skibsbroer og ladepladser. Disse fartøjer blev generelt kaldt
lægtere, og dette udtryk blev hyppigt brugt om everterne.40
Vadehavseverterne fragtede typisk landbrugsprodukter
(korn, halm, hø), byggemateriale (tømmer, mursten, kalk),
brændsel (kul, brænde, tørv) eller stykgods fra købmanden.
Den primære fart var fra byer (Ribe, Varde, Esbjerg) og
ladepladser og landingssteder (Ho, Kjelst, Tarphage, Jan-
derup, Roborg mm.) til øerne (Fanø, Mandø, Rømø) eller
mellem byer og ladepladser.41 Men Fanøskipperne sejlede
også med everterne til Altona, Hamborg og Amsterdam ef-
ter kolonialvarer.
Lægtere (herunder everterne) hentede bl.a. klynelaster
(tørv) fra Varde, Roborghus og Strandby,42 mursten fra
Maade teglværk,43 købmandsvarer fra Ribe indtil kammer-
slusens opførelse, hvor Ane Cathrine i øvrigt fragtede byg-
gemateriel til.44 Faskiner blev hentet i Ho, sejlet til Skallin-
gen og brugt til høfder. Hø blev hentet fra Darum enge og
Mandø Hølade ved Ribe Holme. Der sejledes også træ til
skibsværfterne på Fanø, og tidligere – før færgeriet – også
kvæg.45 Der blev desuden udskibet jydepotter i 1600-, 1700-
og 1800-tallet – de blev kørt på vogne ud i vandet og om-
lastet til lavbundede lægtere.46 Fra øerne sejledes bl.a. fisk,
muslingeskaller til kalkbrænding og sand.47
Marius Sørensen kunne berette følgende om sejladsen
med tørv og andre laster: Når der blev sejlet med klyne blev
lugerne stillet på højkant langs lugekarmen, så kunne kly-
nelasten stuves helt op under storsejlsbommen. Mellem lu-
gekarmen og lønningen var der så en ret smal passage, hvor
der lige kunne gå en mand.48 Agten for stormasten stod der
et håndspil, der med en oprigget bom brugtes ved losnin-
gen. Lossebommen havde sin plads under storsejlsbommen.
Var der kul eller lignende i lasten, blev der hængt en tønde
under bommen, således at man ved et taljetræk på spillet
trak tønden op fra lasten til en vogn, der stod på kajen. Der
var så en mand eller to i lasten, en mand ved spillet og en
mand på vognen (kusken eller en arbejder). Hver gang en
tønde var gået op, blev der slået en kridtstreg på en af lu-
gekarmene. På den måde holdt man ”Talje”. Mursten blev
losset ved håndkraft. Så havde man sejldugsluffer på hånd-
fladerne. Èn langede et bundt sten – vel ca. 4-5 stykker – op
på lugekarmen, en anden op på kajen og en tredje op på
vognen. Det var ofte kvindearbejde.49
Everter sejlede ikke kun indenrigs. F.eks. sejlede De
Frue Johanne af Nordby på 12 kommercelæster (ca. 24 brt)
i 1843 tur/retur mellem Nordby og Grimstad i Norge og tur/
retur mellem Hjerting, engelske havne og Varde samt en tur
til Riga i ballast med hør, hamp, hvede og tobak retur til
Varde.50 Everterne sejlede også til bl.a. Holland.51 Senere – i
det 20. århundrede – overgik de få overlevende everter til
stenfiskeri og muslingeskrabning – også Ane Cathrine, der i
1919 fik indbygget motor og styrehus.
Evertens tid var ved at være ovre med fremvæksten af al-
ternativ transport ad jernbane og faste dampskibsruter. Der
blev endnu sejlet på traditionel vis frem til mellemkrigs-
tiden. Efterhånden mistede everterne den vigtige rolle, de
havde haft i Vadehavet. Da der blev indsat en ny motordre-
ven bilfærge mellem Esbjerg og Fanø i 1926, var det begyn-
delsen til enden for evertsejladsen i Vadehavet.52 Ebbevejen
til Mandø blev forstærket i slutningen af 1920’erne, og der
blev i stigende grad kørt lastbil hertil, og Rømødæmningen,
der blev etableret i 1948, gjorde en ende på everttrafikken til
Rømø. De sidste everter var i funktion i 1960’erne.
Bådtypen evert var – både hvad angår størrelse og det
gods der blev fragtet – at sammenligne med en jagt, som var
det dominerende fartøj i småskibsfarten i de indre farvande
i 1800-tallet (indtil jernbane, dampskibe, broer og biler
udkonkurrerede dem). Forskellen var, at everten var tilpas-
set det særlige lavvandede farvand i de sydvestlige egne af
Danmark. Naturforholdene – dvs. det lave vand og de små
åløb – satte deres begrænsninger. Der var typisk ikke søkort