Page 115 - Sjæklen2010

115
Beretningerne dannede desuden baggrund for restaurerin-
gen af Ane Cathrine foretaget på Fiskeri- og Søfartsmuseet
i 1968-70. Man interviewede da fhv. skibsfører S.H. Søren-
sen, der var på everten som lægterdreng i 1897 (interview og
breve 1964-67), fhv. sømand J. Larsen, der havde sin første
hyre på Ane Cathrine i 1901, borgmester/sognerådsformand
Marius Sørensen, Nordby, der som dreng sejlede med sin
far skibsfører Chr. Christensen, som ejede og førte skibet
1904-14 (interview 1967), og fhv. sømand H.C. Hansen, der
i flere år var forhyret med Ane Cathrine, da faderen fisker
Andreas Jensen Hansen ejede og førte skibet 1916-33 16 og
desuden Kaptajn Hansen (f. 1890) (interview 1970).
Der blev også benyttet informanter, som kunne berette
om evertens senere udvikling, bl.a. Paulus Nielsen, der erin-
drede everter tilbage til de første årtier af 1900-tallet, Hans
Pedersen, som huskede dem fra 1920’erne og Jens Leo
Thomsen (f. 1913), der sejlede som mandskab ombord på
Ane Cathrine i 1932 (interview dec. 1980).17
Fartøjstypen
Det fladbundede fartøj, everten, var specialiseret til sejlads
i lavvandede områder som i Vadehavet og på floderne/åerne
i tilknytning hertil. Everten er en bådtype, som kendes fra
Tyskland allerede i 1200-tallet. Den ældst kendte båd, som
i formen ligner en evert, blev fundet i Brügge i 1899.18 Far-
tøjstypens udbredelse strakte sig i hovedsagen fra det nedre
Elb-område, op langs den tyske Nordsøkyst til de frisiske
øer og det danske Vadehav. Nogle af de tidligste spor af
everter findes desuden i Flandern og Brügge. 19 I Danmark
var der hjemmehørende everter på Rømø, Mandø og enkelte
steder på fastlandet, men langt de fleste hørte til på Fanø.20
Fladbundede skibstyper fandtes også i andre områder med
lavt vand og store tidevandsforskelle. Bl.a. blev der på de
engelske floder anvendt forskellige typer af den engelske
barge, f.eks. Thames barge, og i de hollandske farvande sej-
lede tjalken foruden adskillige andre nederlandske fartøjsty-
per.21 Fælles for dem alle var den manglende køl, som gjorde
det muligt at lade fartøjerne hvile på havbunden ved ebbe.
Der er forskellige løsninger som alternativer til en køl, så
afdriften mindskes – sænkekøl eller sidesværd. Sidstnævnte
var løsningen på både evert, tjalk og barge. En engelsk pa-
rallel til Ane Cathrine i størrelse, alder og funktion er far-
tøjet Shamrock, en ketchrigget barge fra Plymouth, der blev
restaureret i 1970’erne.22
Størrelsen på everterne varierede med en længde på mel-
lem 7,25 og 20,75 meter, en bredde på 3 til 6,25 meter, en
dybde på 0,75 til 2,5 meter og en kapacitet på 5 til 60 brt.23
De nyere stålbyggede everter nåede omkring 1. Verdenskrig
op på 100 tons. Før da byggede man kompositeverter – en
kombination af træ og stål. Den sidst byggede evert, Drom-
mel på 15 tons, blev søsat i 1952 og sejlede til 1964.24 Ane
Cathrine har med sine 14,8 meter i længden (18,2 meter
med ror og klyverbom), 3,84 meter i bredden og med en rig-
ning på 13 meter en helt gennemsnitlig størrelse, og er som
sådan meget repræsentativ. Den kunne laste 300 hektoliter25
eller ca. 20-25 tons.
Det eneste større byggested uden for det tyske område
var på Fanø. Evertens glansperiode i den danske del af va-
dehavet var i sidste del af 1700-tallet og i 1800-tallet. Der
blev bygget et stort antal everter på Fanø frem til begyndel-
sen af 1800-tallet, hvorefter evertbygningen skete i mindre
omfang. Tonnagemæssigt lå everterne mellem 2 og 15 kom-
mercelæster (ca. 4-30 brt), men langt de fleste var mellem 5
og 10 (ca. 10-20 brt).26 Efterhånden blev everterne udkon-
kurreret af andre transportformer – i hovedsagen jernbanen.
På Fanø var everten den dominerende skibstype fra midten
af 1700-tallet og ind i første del af 1800-tallet. Derefter fik
sejlads på Nord- og Østersøen stigende betydning, og ef-
terhånden blev andre og større skibstyper dominerende.27
Everten var dog stadig betydningsfuld for den lokale trans-
port i Vadehavet.
Everter var træskibe bygget af eg, bøg, fyr og senere
lærk, men der var ingen skove på Fanø, så alt træ blev hentet
udenøs.28 Eg og bøg til skibsbyggeriet på Fanø kom antage-
lig fra skovene på fastlandet – Estrup skov og området om-
kring Gram. Meget af træet til skibsbygningen blev sejlet til
Fanø fra Ribe.29 Gran og fyr, bl.a. til master, blev i højere
grad hentet i Norge, og også Altona var leverandør. Træet
blev bragt med tog syd fra til Ribe eller Esbjerg (fra 1874)
og udskibet derfra.30 Fanø fungerede desuden som transit-