10
        
        
          tagne stormfloder, der var med til at sande åerne til, betød,
        
        
          at ladesteders og udhavnes betydning voksede, mens køb-
        
        
          stadens skibbro i stigende grad blev betjent af lægtere, dvs.
        
        
          mindre både, der efter omladning transporterede varerne op
        
        
          og ned ad åen mellem de store skibe og købstaden.
        
        
          Ved ladestederne var der som hovedregel ikke bygget
        
        
          egentlige havneanlæg. Ladestederne lå typisk, hvor et af Va-
        
        
          dehavets dyb rakte ind mod land, så de fladbundede skibe
        
        
          kunne komme tæt ind mod kysten, når det var højvande.
        
        
          Ved ebbetid kunne skibene så ligge på den tørlagte vade,
        
        
          og vogne kunne køre helt ud til dem for at laste og losse.
        
        
          Hvis vaden var meget klæg, kunne det være nødvendigt at
        
        
          anlægge en kørevej over vaden ud til det sted, skibene lagde
        
        
          til, som det f.eks. var tilfældet ved Roborghus og ved Højer.
        
        
          Ved Hjerting derimod var grunden så fast, at det ikke var
        
        
          nødvendigt.
        
        
          3
        
        
          Desuden skulle der gerne være mulighed for
        
        
          videretransport af varerne, gerne både med vogne ad tilkør-
        
        
          selsveje over land og ad åen med pramme og lægtere.
        
        
          En vigtig årsag til at søfarten var koncentreret i købstæ-
        
        
          derne var, at myndighederne ville sikre, at der blev betalt
        
        
          told af ud- og indførte varer, og derfor søgte man at begræn-
        
        
          se antallet af steder, hvorfra der udskibedes varer. Toldste-
        
        
          derne var som hovedregel knyttet til købstæderne, men hvis
        
        
          praktisk taget alle varer udskibedes et andet sted end i køb-
        
        
          staden, kunne det hænde, at man helt flyttede toldstedet fra
        
        
          købstaden, sådan som det var tilfældet med Varde Toldsted,
        
        
          der i 1692 blev flyttet til Hjerting. En anden mulighed var
        
        
          at have toldbetjente udstationeret på ladestedet, som det var
        
        
          tilfældet i Roborghus og i Sønderho.
        
        
          Tolderne kunne ikke helt forhindre smugleriet ved de
        
        
          
            Udsnit af den hollandske kartograf van Keulens kort fra midten af 1600-tallet. Øst vender opad. Fra nord mod syd ses åernes udløb, der gav
          
        
        
          
            adgang til de gamle købsteder: Varde Å, Ribe Å og Vidåen med Tønder. Tønder kaldtes i ældre tider også Lütkentønder, dvs. Lille-Tønder i
          
        
        
          
            modsætning til den større by Møgeltønder (Store-Tønder). Senere blev størrelsesforholdet vendt om. Mod nord er Vesterside markeret med A,
          
        
        
          
            Skallingkrog med E.