Page 9 - Sjæklen2009

9

Vadehavets havne og ladesteder

Af Mette Guldberg

I dag er der tre erhvervsaktive havne i den danske del af

Vadehavet

–

Esbjerg Havn, Havneby på Rømø og Nordby på

Fanø

–

men går man et par hundrede år tilbage i tiden, så

havnestrukturen i området helt anderledes ud. Dengang var

søfartserhvervet knyttet til de tre gamle købstæder, Varde,

Ribe og Tønder, med tilhørende ladesteder. Mange af Vade-

havets tidligere havne og ladesteder er ikke synlige i land-

skabet i dag, men kendskabet til deres placering kan være

med til at fortælle om tidligere tiders kontaktflader og trans-

portveje. I denne artikel gives en oversigt over Vadehavets

mange havne og ladesteder fra senmiddelalderen og frem til

begyndelsen af 1900-tallet. Hvert enkelt sted har sin særlige

historie, som fortjener at blive fortalt. En af dem er Ho La-

deplads, som skildres i en anden artikel i denne årbog.

Havne og ladesteder

I dagens sprogbrug dækker betegnelsen havn over et bygget

anlæg med moler, kajer og bolværker, men egentlig bety-

der havn blot et vandareal, hvor skibe kan ligge beskyttet,

og hvor der kan foretages losning og lastning, reparationer

m.m.

1

Det kan enten være en naturlig havn eller en kunstig

havn – og ofte en kombination af begge dele, således at man

ved hjælp af bygningsanlæg har forbedret de oprindelige

forudsætninger for en god naturhavn. Et ladested eller en

ladeplads er en særlig form for havn. Betegnelsen dækker

et sted, hvor skibe kan lægge til for at losse eller laste,

2

men

som ofte ikke ligger ved en by.

Når man skelner mellem havne og ladesteder i Vadeha-

vet, har det en overvejende juridisk forklaring. Før grund-

loven og næringsfrihedsloven i midten af 1800-tallet havde

købstæderne privilegier ikke alene på handel og håndværk,

men også på søfart. Det betød, at man som udgangspunkt

skulle være borger i en købstad for at kunne drive søfart, og

at de transporterede varer skulle fortoldes ved købstadens

toldsted. Imidlertid var det ikke alle købstæder, der havde

egnede havneanlæg for al varetransport, og de gjorde derfor

brug af ladesteder, der var mere bekvemt beliggende i for-

hold til transportforholdene.

Vadehavsområdet er et meget foranderligt landskab, hvor

tidevandet transporterer store mængder af sand og mudder

ved hver flod og ebbe, ikke mindst ved de tilbagevendende

stormfloder. Dermed flyttes også sejlrender, hvilket giver

meget skiftende sejlforhold. Følgelig var ladestederne i brug

i kortere eller længere tid alt efter, hvor gunstige sejlforhol-

dene var, og de ladesteder, der skal omtales i det følgende,

var ikke alle i brug på én gang.

Købstadshavne

De gamle købstæder – Varde, Ribe og Tønder – havde deres

oprindelse i bebyggelser, der var opstået, hvor det var mu-

ligt at passere en å, når man rejste nord-syd over land, og

hvor det samtidig var muligt at nå havet, hvis man sejlede

mod vest. Her udnyttede man først åens muligheder som na-

turhavn, og siden blev der bygget en egentlig skibbro langs

åen. Købstadshavnene i Vadehavsområdet var således alle

åhavne, hvor skibene kunne ligge beskyttet et stykke oppe

ad åen væk fra selve kysten.

I løbet af 1500- og 1600-tallet blev det i stigende grad

ladestederne, der overtog funktionen som havn for købstæ-

derne. Skibenes voksende størrelse kombineret med de gen-