Page 19 - Sjæklen2008

19
skabet havde lastet 10.809 pund i dagene forinden. På kom-
pagniets regning blev den 31. marts lastet 316.719 pund
sukker.48 Værdien af kaptajnens og officerernes sukker blev
bogført med 1.435 rdl, dertil kom kattun for 164 rdl 3 s 12
d.49 Naturligvis var Hark Nickelsens erfaring vokset i åre-
nes løb, og dermed også hans viden om mulighederne for
at tjene penge ved en sådan rejse. Fra gang til gang voksede
dog også den kapital, som han kunne sætte ind. Hver gevinst
bidrog til en større profit på den næste rejse, hvor han der-
med også kunne tage flere varer ombord på egen regning.
Hark Nickelsen var dog en sparsommelig natur. Han
stoppede, da han havde tjent nok. I modsætning til Hark
Nickelsen levede f.eks. kaptajn Bernt Jensen Mørch i
København så umådeholdent, at han måtte optage lån for sin
last, og hans familie gik konkurs og faldt i gæld, da han døde
på sin sidste rejse. Hark Nickelsen var bevidst om risikoen.
Han var – som også de fleste andre kaptajner – kun virksom
i forholdsvis kort tid for det danske Vestindisk-Guineiske
Kompagni.50 Måske besad Hark Nickelsen et særligt han-
delstalent og tjente mere end de andre på kortere tid, men
måske var det også hans egne erfaringer som slave i Algier,
der lod ham opgive slavefarten, så snart han havde tjent nok
til at kunne leve af renterne i resten af sit liv.
Den rigeste mand på Amrum
Søfarten var farlig, helbredsskadelig og fuld af afsavn.
Tilbagekomst til hjemøen for at slå sig ned var derfor må-
let for de succesrige søfolk på de nordfrisiske øer. Sådan et
levnedsforløb dannede den indre „drejebog”, der prægede
søfolkenes adfærd og erfaringer.51 Også Hark Nickelsen
fulgte denne livsplan, idet han bad om sin afsked hos det
Vestindisk-Guineiske Kompagni, da han havde tjent til-
strækkeligt. Umiddelbart efter sin hjemkomst den 29. juli
1749 indsendte Hark Nickelsen sin afskedsbegæring med
den begrundelse, at han var syg og måtte undergå en læge-
lig behandling.52 Mange kaptajner døde undervejs, og for så
vidt var sygdom ikke usandsynlig. Det var dog også et sik-
kert argument, når man ville høre op, for hvem ville sende
et skib af sted med en syg kaptajn? Og hvem skulle kontrol-
lere, hvor syg han i virkeligheden var?
Ganske vist havde Hark Nickelsen opnået borgerskab i
København i 1734. Da han tre år senere giftede sig med sin
kusine Marret fra Amrum, blev hun dog boende på Amrum.
Dette er typisk for Amrum-søfolkene, at deres hustruer, når
de stammede fra familier på Amrum, mest blev på øen. Kun
når de – som hans bror Jens – giftede sig uden for øen, flyt-
tede de andre steder hen, og vendte som regel ikke mere
tilbage. Konerne og børnene på Amrum var altså den magt,
der trak søfolkene tilbage til hjemstavnen. Marret boede i
sin fars, Oluf Jensens store hus i Süddorf, og forblev der
også efter indgåelse af ægteskabet. Efter at Hark Nickelsen i
1749 havde opgivet søfarten, boede han også med sin hustru
i dette standsmæssige kaptajnshus.
Da Hark Nickelsens enke Marret døde i 1786 blev der
udarbejdet en inventarliste over boet, som giver et indtryk
af levemåden og den velstand en rig kaptajn på de nordfri-
siske øer havde.53 Selv havde Hark Nickelsen været død i
16 år, da boet blev gjort op, og enkelte af hans ejendele var
sikkert ikke mere i huset, men alligevel ser der ikke ud til
at være ændret meget i boet, da inventarlisten optegner en
del mandsklæder, bl.a. „et par gamle mandstøfler”. Enken
havde altså omhyggeligt opbevaret dem.
Enken Marret Harken (1715-1786) efterlod en formue,
der var på ikke mindre end 25.580 mark 1 skilling. Denne
arv var den største på Amrum mellem 1763 og 1812. Hark
Nickelsens rigdom var tydelig, når den sammenlignes med
de øvrige dødsboer på øen. Mellem de 145 besiddelser, der
blev protokolleret mellem 1763 og 1812, var der seks, hvor
arven efter fradag af gæld oversteg 10.000 mark, 19 lå mel-
lem 2.500 og 10.000, 26 mellem 1.000 og 2.500, mens 37 lå
mellem 500 og 1.000 og 53 mellem 0 og 500. Fire personer
efterlod kun gæld.54 Hovedparten af dødsboerne havde altså
en værdi på under 1.000 mark, men også mellem de mere
velhavende var der kun få dødsboer over 10.000 mark. For
Amrum var Hark Nickelsen altså et undtagelsestilfælde. På
den mere folkerige ø Føhr var der enkelte personer med en
tilsvarende rigdom.
Alle genstande blev beskrevet og takseret enkeltvis, og
derfor findes ikke kun et komplet billede af husstanden,
men også af kaptajnens og hans enkes levemåde såvel som