Page 10 - Sjæklen2008

10

Kort efter 1600 tog barbareskernes kampdygtighed til

gennem indførelsen af sejlskibe og en forbedret bevæbning.

Faren udstrakte sig nu ikke længere kun til Middelhavet,

men også i det vestlige Atlanterhav helt op til Irland og

Frankrig. I 1627 angreb nordafrikanske korsarer endog

Island, hvor mange indbyggere blev dræbt eller ført bort i

slaveri.

6

Tabene for den vestlige skibsfart var store. Hollænderne

mistede mellem 1613 og 1621 ikke mindre end 206 skibe,

mens Hamborg i samme tidsrum mistede 56 skibe. I året

1662 blev otte skibe fra Hamborg opbragt. Herefter udru-

stede hamborgerne sine handelsskibe med en kraftigere

bevæbning og soldater, næste skridt blev indsættelse af sær-

ligt byggede krigsskibe til beskyttelse af handelsskibene,

og deraf udviklede sig i den sidste tredjedel af det 17. år-

hundrede den hamborgske konvojfart. Da man i det 18. år-

hundrede igen forringede eskorten, gik endnu 50 hamborg-

ske skibe tabt, og 682 søfolk endte i slaveri. I 1749 levede

mindst 104 hamborgske slaver i Algier, i 1752 endnu 58,

hvoraf 43 tilhørte deyen og 15 private; mod slutningen af

1754 kunne alle hamborgere frikøbes. Danskerne var også

ramt. Fra 1716 til 1754 blev 19 dansk-norske skibe med 208

mand ombord kapret.

7

De tilfangetagne søfolk blev ganske vist ifølge isla-

misk retslære betragtet som krigsfanger; salg og ofte gru-

som behandling gjorde dem dog i den vestlige forestilling

til slaver, hvis eneste redning var frikøb. Traditionelt var

tilfangetagelser ikke kun normale ved sørøveri og kaperi:

ved landkrigene mod Osmannerriget i Ungarn og på Balkan

blev de tilfangetagne tilsvarende behandlet. Man må under

alle omstændigheder vogte sig mod ensidige synsvinkler:

Slavebindingen af krigsfanger og afkrævelsen af løsepenge

fandtes ikke kun på den muslimske, men i lige så høj grad på

den kristne side. Således havde steder som Malta, Livorno

eller Napoli i tidlig moderne tid også sine slavemarkeder.

Fra Hark Nickelsen har vi ingen selvbiografiske opteg-

nelser. Dog skildrede hans fætter Hark Olufs i sine erindrin-

ger ganske kort tilfangetagelsen og salget på slavemarkedet

i Algier.

8

Hark Nickelsen kom i den algierske deys besiddel-

se og måtte tjene denne i tre år som kaffeskænker

9

– han var

dermed „kongelig slave”. Hans fætter Hark Olufs blev for

omregnet 1.000 mark lybsk købt af en privatmand på slave-

markedet, dagen efter solgte denne ham videre til en anden

med 100 marks profit. Hos denne bestod hans arbejde i „at

bestille et og andet i Haven, item at indsanke Morbær-Blade

til min Patrons Silke-Orme, og dernæst at bære Vand og at

holde Huuset ryddeligt”. Hark Olufs skulle altså især ud-

føre husligt arbejde, men også hos denne herre blev han kun

cirka 14 dage. „Men som den Constantinske Bej ved Navn

Assin”, husker han senere, „havde sin Commissionaire i

Algier for at indkiøbe Slaver, fik han Lyst til mig, og min

Patron overlod mig til hannem for 450 Styk von Achten.”

10

Slaverne blev altså ikke kun brugt som arbejdskraft, men

også anvendt som pengeanbringelser og spekulationsob-

jekter. Hark Olufs gjorde i de følgende år hos beyen af

Constantine en forbløffende karriere. Først tjente han beyen

som lakaj i nogle år. I 1727/28 blev han derefter gasnadal

(skattemester), så blev han kommandør for beyens livgarde,

og endelig i 1732 som agha ed-deira øverstbefalende for ka-

valeriet og en af de højest placerede embedsmænd i provin-

sen Constantine. Denne karriere var næppe mulig uden at

konvertere til islam, hvilket han ganske vist senere bestred.

Algier, ca. 1750 (Bergens Sjøfartsmuseum).