Page 16 - Sjæklen2008

16
skydende varer på Christiansborg, hvor han i givet fald
skulle få yderligere slaver. 31 For sine varer skulle han købe
slaver, guld, elfenben („elephants tænder”) og dertil de lev-
nedsmidler, som var nødvendige for transporten af slaver til
Vestindien: millie (guineisk hirse), gryn, ris og palmeolie.
For alle varegrupper havde han en prisliste med, hvor de
forskellige priser var angivet, hvad enten han erhvervede sig
guld eller slaver. For slaver var værdien af de danske varer
højere. Man kunne altså erhverve sig mere guld end slaver,
hvilket betyder, at slaver var den mest eftertragtede handels-
vare. Der var nøje bestemmelser for slavehandelen. Så snart
han ankom til den guineiske kyst, skulle Hark Nickelsen
påbegynde handelen. „Og maae hand ikke blive liggende
paa et stæd hvor hand kiøber mindre end 4 slaver om dagen,
siden det er erfaret, at 3 ikkun stopper omkostningerne. Ved
slavernes indkiøb maae observeres, at ingen imodtages over
25 aar gammel, lidet eller intet skæg, og aldeeles ingen, som
er plettede eller haver filede tænder, eller tegn eller marqve
til skiørbut, qvinderne med staaende bryster, og børn af beg-
ge kiøn ei yngere end 8 aar.” En mand måtte koste mellem
80 og 96 rigsdaler, kvinder og børn „à proportion”. Kunne
han købe mange slaver, skulle tre eller fire af de stærkeste
udnævnes til „Bombas”, altså til slavedrivere. Og med disse
skulle man også gøre sig umage med at lære dem de vig-
tigste danske ordrer og talemåder. Skulle det ikke lykkes at
indkøbe nok slaver, måtte kaptajnen også indkøbe nogle fra
englænderne langs kysten. Ved Rio, St. Andree og Kap la
Hou kunne man med størst sikkerhed afsætte varer for guld
og elfenben. Til slut skulle han sejle mod Christiansborg,
aflevere sine breve og tage andre med, i givet fald erhverve
flere slaver, og sejle videre mod St. Thomas.
I 1748 befandt der sig på det danske fort Christiansborg
en besætning på 37 danskere (civilister og militærperso-
ner), i det følgende år var der 44. Ifølge guvernøren var
der problemer med vareforsyningen. Især havde danskerne
ikke nok krudt, mens de hollandske konkurrenter ved Accra
rådede over store mængder. Konflikterne mellem de lokale
stammer blev ved, og havde dertil medført at „Akenisterne”
(Akim), som var de eneste, der havde guldminer, havde
trukket sig tilbage til det indre af landet. Til gengæld hav-
de Ashiantierne tre gange haft slavehandlere i Ningo, dog
manglede danskerne handelsvarer, så hollænderne profite-
rede på den danske mangel. Ashianti kongen Oppoca hav-
de sendt tilbud og ville tydeligvis gerne handle med guld.
Dog forudsatte dette store mængder varer, og især krudt.32
Konkurrencen var ikke altid ganske fredelig: i det følgende
år angreb negre under hollandsk flag tre gange det danske
fort og de danske negre, så danskerne måtte udruste sine
egne negre med våben til forsvar.33
Ud fra protokollerne på det guineiske fort lader det sig
se, hvordan Hark Nickelsen omsatte sine instrukser i prak-
sis. Efter at Vesuvius havde nået til Guinea, købte „Capitain
Hendrich Corneliussen”, altså Hark Nickelsen, mere end
230 slaver langs kysten. Heldet havde tilsmilet ham, da
der ikke var andre handelsskibe på kysten, og guvernøren
på Christansborg priste oven i købet senere i sin beretning
kaptajnens „gode conduite”.34 Ikke alle kaptajner fik sam-
me gode skudsmål i forbindelse med denne handel. I det
følgende år klagede guvernøren over, at kaptajnerne Ole
Erichsen og Dirk Boysen behandlede slaverne for slet. Dirk
Boysen havde haft en slavinde i sin kahyt, som han herefter
solgte til ægteskab med en sort slavemægler, hvorefter han
fangede dem begge og gjorde dem til slaver. Guvernøren
bad dertil kompagniet indskærpe over for kaptajnerne „at
de bedre omgaaes med negerne og tractere een neger som
een neger”.35 Ole Erichsen havde i 1748 som kaptajn på
Jægersborg også problemer med sin styrmand, og i 1753
oplevede han som kaptajn på Patientia et slaveoprør på sit
skib, hvorved en stor del af skibets ladning og udrustning
gik tabt, og kompagniet led et tab på omtrent 20.000 rigsda-
ler.36 Dette var en lurende fare i slavefarten, hvor besætnin-
gen altid var mange gange i undertal. Men også forholdet til
officerer og mandskab var vigtigt, for igen ved opstanden
i 1753 havde Erichsen at gøre med en upålidelig overstyr-
mand. Kaptajnen måtte kunne forlade sig på officerer og
mandskab, og en ordentlig behandling af slaverne var vig-
tig; de var jo den vare, hvormed pengene skulle indtjenes.
De dansk vestindiske øer St. Thomas og St. Croix 1734. Det Konge-
lige Bibliotek, København.