Page 13 - Sjæklen2008

13

sejlede under dansk, men hamborgsk flag. Slavekassens

vedtægter tillod i dette tilfælde ikke at hjælpe, og man ville

heller ikke tillade yderligere indsamlinger, som ville have

medført konkurrence for de halvårlige kollekter til fordel

for slavekassen. Med henvisning hertil afviste Kancelliet

den 13. december 1724 suppliken.

14

Hjælp fra slavekassen

eller kongen blev der ikke tale om.

Tilfældet er helt igennem typisk. Danmark-Norge ville

med egne knappe midler ikke hjælpe andre stater, og hol-

lændere eller hamborgere ville kun sjælden frikøbe søfolk,

der kom fra andre stater, selv om disse sejlede under deres

flag. De hamborgske senatsakter gik tabt ved en bybrand i

1842, sådan at det ikke længere lader sig bestemme, hvor-

vidt man forsøgte at få hjælp i Hamborg. Resultatet var i al

fald negativt.

For søfolkene betød dette, at de indtil videre måtte

forblive i det nordafrikanske slaveri. Hark Nickelsen kom

først fri efter tre år, da han blev frikøbt af portugiserne. I

denne tid havde han tjent som kaffeskænker hos deyen i

Algier. De kristne lande ved Middelhavet og Atlanterhavet

var betydeligt mere plaget af barbareskernes overfald end

de nordeuropæiske. Desuden var udveksling og frikøb vel-

organiseret i disse områder. I Portugal indsamlede især de

katolske ordener penge til frikøb af slaver, og organisere-

de det i praksis. Særligt aktive var Padres Redemptores. I

1726 frikøbte de i alt 214 slaver. De så ikke så meget på

slavernes herkomst, men befriede i stedet alle de kristne,

de kunne få: først og fremmest naturligvis portugisere, men

også enkelte italienere, spanioler og endda nordeuropæere.

På listen over de frikøbte slaver står Hark Nickelsen som

nr. 88: „Henrique Corneles, natural de Hamburgo de idade

de 18 annos, e de cativeiro 2 e meyo, custou 1040 patacas,

que fazem 780 U. que pagou o cofre.”

15

Da han var ung og

arbejdsdygtig, var han forholdsvis dyr. Da Hark Nickelsen

tjente ombord på et skib fra Hamborg, er det ikke underligt,

at han – som i øvrigt også Hark Olufs i Constantine

16

– blev

betegnet som værende fra Hamborg. Om padrene frikøbte

Hark Nickelsen af ren næstekærlighed er ikke sikkert. Det

kan være, at de har fungeret som mellemmænd for familien

på Amrum, og målrettet har fået frigivet netop ham. Herom

svigter kilderne dog. De nordfrisiske søfolk hollandiserede

ofte deres navne, når de tjente på hollandske skibe. I over-

ensstemmelse hermed kaldte Hark Nickelsen sig Henrik

Cornelissen under sin sømandskarriere, hvilket på portugi-

sisk blev til Henrique Corneles.

17

Hans bror Jens kom ligeledes fri, ligesom også kaptaj-

nen Ricklef Flor blev tilbagegivet.

18

Hark Olufs vendte først

tilbage til Amrum i 1736, hvor beyen af Constantine frigav

ham for sine tjenester.

19

Om holstenerne ved vi intet.

Hvad Hark Nickelsen oplevede i de følgende år står hen

i det uvisse. På hans gravsten står kun, at han sejlede på

skibe fra Holland og København. Allerede i en alder af 22

år var han styrmand og som 27 årig skipper, altså kaptajn.

20

Den 12. april 1734 opnåede Hark Nickelsen borgerskab i

København.

21

Borgerskabet var en forudsætning for at be-

drive fri handel. Dette var interessant for en kaptajn, der

ville ind- og udføre varer for egen regning. Desuden havde

hans far, bror og onkel opnået borgerskab i Trondhjem.

22

København var dog en usædvanlig lokalitet for en amring.

Hark Nickelsen var den eneste amring, der således slog sig

ned i København i 1730’erne. Heller ikke fra Føhr eller

Halligerne var der borgere i København, men dog enkelte fra

Sild samt en fannik. Seks år senere finder vi Hark Nickelsen

som kaptajn på et skib fra det danske Vestindisk-Guineiske

Kompagni. Den tidligere slave var blevet slavehandler. På

gravstenen er afbildet en tremaster og derover et skibsnavn

Der Brandende Berg

. Det lyder som en vulkan, og betyder

vel

Vesuvius

. Måske ser vi på gravstenen den eneste beva-

rede afbildning af det skib, hvormed han blev rig.

Slavehandler mellem Guinea og Vestindien

I 1482 – endnu før opdagelsen af Amerika – havde portu-

giserne rejst det første europæiske fort på den vestafrikan-

ske guldkyst. Frem til det 17. århundrede kunne de opret-

holde deres monopol, men herefter kappedes de europæiske

magter om indflydelse og guld i Guinea. Fra 1657 spil-

lede også danskerne med i dette spil via det i Glückstadt

baserede Afrikanske Kompagni. I 1661 byggede de fortet

Christiansborg ved Accra i nutidens Ghana.

I 1653 blev desuden grundlagt et Vestindisk Kompagni i