Page 29 - Sjæklen2008

29

Skibsproviantering – et serviceerhverv i forandring

Af Richard Bøllund

Skibsprovianteringerne, der tidligere lå i et stort antal tæt

ved kajen i de fleste danske havnebyer, tilhører en snart

overstået æra i dansk havnehistorie. Denne artikel søger

primært at belyse skibsprovianteringernes rolle og funktion

i forhold til søfarten i perioden ca. 1950-2000, men giver af-

sluttende også forklaringer på nedgangen og forandringerne

i erhvervet. Den er blevet til på baggrund af interviews med

og beskrivelser fra forhenværende indehavere af Kaj Holms

Skibshandel i Vejle, Jensen & Thomsens Skibsproviantering

i Esbjerg samt J. P. Jensens Skibsproviantering i Esbjerg.

Emnet findes kun sporadisk behandlet i diverse skriftlige

fremstillinger.

1

Artiklen er det foreløbige resultat af museets

indsats for at afdække og formidle erhvervets historie. Målet

er på længere sigt at anvende den indsamlede viden og det

erhvervede inventar og genstande fra omtalte forretninger

til at genopføre en skibsproviantering som en permanent del

af museets formidling på Frilandsafdelingen.

Skibsproviantering i ældre tid

Proviantering og udrustning af skibene til kortere eller læn-

gerevarende rejser har altid krævet nøje planlægning og be-

regning af de mængder proviant m.v., som skulle med om

bord. Ikke mindst i sejlskibstiden krævede besætningens

antal et større logistisk arbejde at få skaffet og bragt alle

nødvendigheder om bord. Torben Abd-El Dayem har be-

skæftiget sig med emnet i sine beskrivelser af den danske

ekspedition til Ceylon og Indien i 1618-1622. I bogen „Det

Ostindiske eventyr” gives en udførlig beskrivelse af skibe-

nes udrustning

2

. Klargøringen af skibene til rejsen tog flere

måneder, og der var livlig aktivitet på Holmen i København,

hvor skibene lå frem til afsejlingen den 29. november 1618.

Håndværkere og daglejere var forhyret til at klargøre far-

tøjerne, og på kajen har det vrimlet med mennesker, som

fragtede varer til skibene. Proviant og anden udrustning

skulle bringes fra Proviantgården og krudt og kugler fra Tøj-

huset. Varerne kom også langvejs fra i vognlæs eller sejlet

dertil i pramme. Der er eksempelvis bragt tønder med fersk-

vand fra Vedbæk til drikkevand om bord. Fade med rhinsk

vin er også blevet bragt dertil, røbes det i regnskaberne.

Hvor meget der skulle med på denne sejlads, har været

nogenlunde fastlagt ud fra en standard, man opererede med

på den tid. Rationerne for flådens besætning blev fastlagt på

et møde i Det Brede Råd den 14. november 1618. Rationen

indeholdt følgende: Brød - 3½ pund ugentligt, smør - ¾

pund ugentligt, kød - 3 dage ugentligt, hver dag ¼ pund

flæsk og ½ skålpund oksekød, fisk - 4 dage ugentligt, hver

dag ¼ pund klipfisk, øl - 1 kande pr. dag samt en lille tår

brændevin hver morgen (1 sjettedel „møtschen”). Når der

ikke er overensstemmelse mellem den samlede mængde fø-

devarer bragt om bord på Den Ostindiske Flåde og antallet

af besætningsmedlemmer, er den sandsynlige forklaring,

som Abd-El Dayem også kommer ind på, dels at fødevarer-

ne ikke kunne holde sig friske på en længerevarende rejse,

og dels at mange besætningsmedlemmer på den tid døde

undervejs af forskellige sygdomme, bl.a. skørbug

3

. Man har

altså kalkuleret med et naturligt frafald i besætningen, og

selvom der sikkert er blevet provianteret undervejs på de

længere rejser, med hvad man kunne opdrive af eksotiske

varianter til kosten, har rationerne ikke været tilstrækkelige

til at dække bl.a. behovet for vitaminer m.m. Det skal ikke