Page 34 - Sjæklen2008

34
med at fare rundt. Det var til tider ganske store ordrer de
modtog, og nogle gange skulle de rundt til flere af byens
slagtere eller bagere for at skaffe nok af de ønskede varer. I
Esbjerg kørte man direkte til den daværende rugbrødsfabrik
og hentede de 10-30 stk. rugbrød, som et enkelt fartøj kunne
have bestilt.
Det siger sig selv, at med så store ordrer, skibene afgav,
så var der også kamp om kunderne blandt skibsproviante-
ringerne. De lokalt hjemmehørende fiskefartøjer og skibe
var meget loyale og handlede som regel altid samme sted,
men når der kom fartøjer udefra, var skibshandlerne oppe
på mærkerne. Tidligere flokkes skibshandlerne om sømæn-
dene, når de anløb havn, lige som „brokaperne” i datidens
Helsingør. Blandt andet skulle en af skibshandlerne i Vejle
på et tidspunkt have ligget i en robåd mellem sivene længere
ude i fjorden og sejlet ud til de indgående skibe for at få pro-
viantordren. I Esbjerg sås skibshandlerne i auktionshallen,
når fiskerne kom for at få afregnet deres fangst. Man fik fat i
skipperen eller den ansvarlige for provianteringen og afleve-
rede en proviantseddel eller udfyldte den på stedet sammen
med ham. På fiskekutteren var det oftest kokkedrengen, som
stod for indkøbene. Det var som regel det yngste og mest
uerfarne besætningsmedlem, så skibshandleren måtte af og
til hjælpe med at bestemme, hvor store mængder der skulle
til en rejse af en bestemt varighed. Når proviantsedlen var
afleveret til skibshandleren, fik han travlt med at hente de
bestilte varer hjemme på varelageret og de forskellige ste-
der i byen. I højsæsonen for fiskeriet, skulle fiskekutterne
hurtigt af sted igen, når de var kommet af med deres last.
Den moderne teknologi har dog efterhånden overflødiggjort
kapløbet, både mod konkurrenterne og mod tiden, idet far-
tøjer på vej i havn er blevet i stand til at afgive deres ordre
på forhånd via telefax eller telefon, mens de er til søs. Det
giver skibshandlerne noget mere forberedelsestid, og med
et døgns varsel vil de være stand til at stå klar på kajen med
nye forsyninger, så snart skibene lægger til kaj.
Indkøbsforeninger
Selvom skibsprovianteringerne havde dygtiggjort sig i le-
vering af alle typer varer, blev de udsat for konkurrence
fra de indkøbsforeninger, der opstod forskellige steder.
Det var specielt fiskerne som oprettede og organiserede
sig i indkøbsforeninger. I Esbjerg er det de to store ind-
købsforeninger „Godthåb” og „Doggerbanke”, som gen-
nem mange år har sikret fiskerne favorable indkøbsvilkår.
„Indkøbsforeningen Godthåb” blev oprettet i 1919, og en af
grundene skulle efter sigende være, at nogle af skibsprovi-
anteringerne forskelsbehandlede kutterejerne med forskel-
lige priser efter sigende mest på petroleum7. Initiativtageren
til „Indkøbsforeningen Godthåb” var Jens Peter Jensen.
Han var en meget driftig herre, der som ung sammen med
sin bror var flyttet fra „Klitten” ned til Esbjerg for at fiske.
Han tilhørte gruppen af missionske fiskere, der var præget
af den omfangsrige kristne vækkelse på Vestkysten omkring
det forrige århundredeskifte. Han tilsluttede sig blandt an-
det sammenslutningen „Broderkredsen på Havet”, der var
båret af den kristne tro og havde et stærkt sammenhold.
Ifølge lovene for „Indkøbsforeningen Godthåb” er forenin-
gens formål „…ved fællesindkøb af skaffe medlemmerne de
nødvendige varer til udøvelse af fiskeriet til billigst mulige
priser; navnlig brændstof, olie, tovværk og redskaber”8.
Indkøbsforeningen beskæftigede sig fra starten mest med
levering af hovedsageligt tovværk, brændselsolie og fiskeri-
artikler. Senere er mange flere artikler kommet til, og med-
lemmerne kunne også handle med rabatter i flere af byens
isenkramforretninger9. „Indkøbsforeningen Godthåb” fun-
gerede i begyndelsen som selvbetjeningsforretning, hvor
varerne stor opbevaret i et skur, hvor medlemmerne kunne
låse sig ind og tage, hvad de skulle bruge, samtidig med at
de skrev det ned i en regnskabsbog. Selvom indkøbsforenin-
gerne tog noget af handlen fra skibsprovianteringerne, var
der stadigvæk rigeligt at beskæftige sig med for skibshand-
lerne, som stadig havde daglig- og kolonialvarerne som de-
res vigtigste område.
Som det fremgår af tilhørsforholdet til de to omtalte ind-
købsforeninger i Esbjerg, så var fiskerne på den tid delt i to
lejre – de troende missionsfiskere kaldet søndagsfiskerne,
og så de øvrige. Opdelingen af fiskerne skinnede også i gen-
nem på, hvor de enkelte fiskere handlede. Jens Peter Jensen,
der stod bag „Indkøbsforeningen Godthåb”, gik i 1925 på