Page 37 - Sjæklen2008

37
ét sted. Stamkunderne havde en kontrabog eller proviantbog
i butikken, hvor der løbende blev ført opgørelser over pro-
vianteringen. Flere forretninger tog sig af alt det økonomi-
ske, blandt andet med at sætte penge i banken og regne ud,
hvor meget de enkelte besætningsmedlemmer skulle have
udbetalt i løn, og dertil havde deres skattekort liggende. De
større skibe havde selvfølgelig skibsrederen til at ordne det
regnskabsmæssige, men for de små fiskere var det en stor
hjælp. Hos Jensen & Thomsens Skibsproviantering havde
man på et tidspunkt ansat en bogholder til at ordne det regn-
skabsmæssige for de lokale fiskere tilknyttet forretningen.
Sædvanligvis handlede de faste kunder på kredit, og det var
ikke ualmindeligt, at skibshandlerne hjalp fiskerne med at
strække kreditten og hjælpe dem i økonomisk vanskelige
tider. Når en fiskekutter havde haft en såkaldt „vindrejse”,
dvs. et fisketogt med en så ringe fangst, at det ikke kunne
dække omkostningerne, var skibshandlerne ofte villige til
at udsætte betalingsfristen. Går man tilbage i tiden, kunne
kreditten strække sig over hele vinteren, når det var sløjt
med fiskeriet. Fiskerne kunne så betale deres tilgodehaven-
der tilbage, når foråret og fiskene vendte tilbage. Som regel
blev der ikke lagt renter til beløbet10. Det hændte også, at
skibene i hårde vintre sad fast i isen eller var tvunget til at
ligge i havn. (Det var nok overvejende i de indre farvande
og fjorde, at det skete). Nogle skibe var forsikrede mod
isvintre, men det var ikke alle, og i de tilfælde trådte skibs-
handlerne til med forsyninger og lange kreditter. Ifølge Kaj
Holm har mange skibshandlere været ret velbeslåede, og
ifølge ham er skibsprovianteringerne ikke nær så følsomme
overfor konjunkturudsving, som i særdeleshed transport-
sektoren herunder søfarten. Det hænger sammen med, at
når skibene er tvunget til land, så skal besætningerne fortsat
have proviant, og de har måske udnyttet oplægningstiden til
at få malet skroget eller repareret forskellige dele på fartø-
jet, som skibsprovianteringerne i alle tilfælde leverede ma-
terialer til.
Overskud og service er nøgleordene, når man skal for-
klare skibsprovianteringernes relative succes og andel i
skibstrafikkens gode betingelser. „Intet er umuligt” er et
slogan, som skibsprovianteringerne gerne bruger, og for en
ærekær skibshandler er det noget nær det værste, at måtte
strege en ordre fra proviantlisten eller melde pas i en ud-
stukket opgave. „En god skibshandler leverer alle de varer,
der er bestilt – uanset hvor umuligt det måtte være ”11. Det
er også det, som gør erhvervet så spændende at arbejde i,
idet det er så alsidigt, og man aldrig ved, hvad man bliver
udsat for. Der er mange eksempler på anderledes opgaver og
ønsker, som en skibshandler er blevet stillet overfor. Udover
de almindelige særønsker i form af helt bestemte mærker og
fabrikater inden for dagligvarer og proviant kunne en skibs-
handler blive udsat for mange særprægede ønsker, som for
eksempel parykker, parfume eller nylonstrømper til besæt-
ningens koner derhjemme. Russere og andre nationaliteter
med begrænsede købemuligheder i hjemlandet er ofte dem,
som er kommet med de mest mærkelige ønsker. Det er ikke
kun sømænd og fiskere, som har benyttet sig af skibshand-
lernes evner, idet der også er mange bykunder, til i hvert fald
til de lidt mere specielle ting. Der har været ordrer på alt fra
jernkæder til dyrene i en zoologisk have, til et endeløst reb
med nisser som skulle indgå i juleudstillingen i et stormaga-
sin. Mange steder har opfattelsen været, at fås det ikke hos
skibshandleren, så er det umuligt at få fat i.
En skibshandler var én man kunne regne med, og er-
hvervet var forbundet med søfarten via en høj grad af loya-
litet og sammenhold. Gorm Thomsen beskriver sit arbejde
i skibsprovianteringen som de bedste år i hans liv. Det po-
sitive han kan pege på, er det miljø og store sammenhold
som eksisterede mellem ham og kunderne indbyrdes. Den
særlige stemning blandt sømænd blev overført til skibspro-
vianteringerne, hvor der i baglokalerne var plads til samling
og adspredelse. Her mødtes man over en „formiddagsøl”
og diskuterede fiskeriet eller øvrige hændelser i den store
verden. Selvom man var uenige, var der fuld fordragelig-
hed, når man mødtes i skibsprovianteringen – her var man
på neutral grund og vidste, hvor grænsen gik. Kunderne i
en skibsproviantering tilhørte ofte en samlet gruppe. Som
nævnt tidligere opstod der mellem fiskerne en del større
eller mindre grupperinger, som holdt sammen og ofte var
tilknyttet en bestemt forretning. På den måde var kunderne
meget trofaste og loyale, men det var også en gensidig loya-