Page 33 - Sjæklen2008

33
i en fart og var meget mere hektisk, husker Kaj Holm om
sin første tid. Alligevel faldt han til i erhvervet, efterhånden
som han vænnede sig til det. Det var jo også spændende at
komme om bord på de mange skibe og høre skipperne for-
tælle om deres oplevelser. Det var lidt ligesom at få en snert
af den store, vide verden.
Der var en ganske særlig atmosfære og lugt i en original
skibsproviantering. Den mest gennemtrængende var tjære,
der var blandet med lugten fra petroleum, sæbe og kryd-
derier. Tjærelugten, som man forbinder man med en skibs-
proviantering, kom fra de mange forskellige typer tovværk
i butikken, som var grundigt smurt ind i tjære for at kunne
modstå vand og vejrlig til søs. Efterhånden som man gik
over til nylontov forsvandt denne karakteristiske lugt, og
for mange var det en del af hele forretningens atmosfære,
som forsvandt samtidigt. For at genskabe stemningen og
nostalgien, husker Kaj Holm, hvordan de gik rundt med
små spande med tjære, som de varmede op, og spredte den
specielle lugt i hele butikken. Efterhånden som petroleum
er blevet en mindre betydelig handelsvare, og man er gået
væk fra løssalg, og i stedet får krydderier m.v. leveret i va-
kuumpakket emballage hører de karakteristiske duftindtryk
i butikken fortiden til.
Sømændene kom dog sjældent til en skibsproviantering
for duftens skyld. De kom til skibsprovianteringen for at af-
give deres proviantordre, finde udstyr eller erstatte ødelagt
grej. Skibsprovianteringen var det første sted, de gik hen,
når de manglede noget. Det er ikke helt forkert at sige, at
der fandtes alt mellem himmel og jord i en skibsproviante-
ring. Foruden tovværk var det almindeligt skibsudstyr som
lanterner, kovser, sjækler, motordele m.v. de kom efter. Når
det gjaldt navigation kunne de købe søkort, kompas m.v.,
og fiskerne kunne forsyne sig i butikkerne med nye grejer;
kroge, garn, flod, bøjer osv. Til personligt brug fandtes be-
klædning, arbejdstøj, barbergrej, sæbe, vaskepulver, aviser,
ugeblade, og meget mere. Foruden dette var der selvfølgelig
selve provianten, som efterhånden blev sat i system. De en-
kelte skibsprovianteringer lavede deres egen proviantseddel,
hvor sømændene hurtigt kunne krydse af, og angive mæng-
de af det de havde brug for. Proviantsedlerne kunne være
ganske omfattende, og de indeholdt som regel en ganske
særlig rubrik omfattende de såkaldte udførselsvarer, dvs. to-
bak og spiritus. Når det var til levering på skibe, kunne disse
varer sælges afgiftsfri i bestemte mængder som afhang af
besætningens størrelse samt destinationen og rejsens varig-
hed. Skibshandlerne måtte derfor have disse oplysninger og
regne ud, hvor mange varer fra „frilageret” skibene måtte få
med. Det var og er stadigvæk forbundet med et stort papirar-
bejde at få denne type varer indberettet til toldvæsenet.
Når det gjaldt den almindelige proviant, var skibspro-
vianteringerne forsynet med et varelager bestående af kon-
serves, mel, gryn, kaffe, te osv. De ferske og friske varer
skulle hentes ude i byen. Skibsprovianteringerne havde af-
taler med forskellige underleverandører ude i byen. Det var
især slagtere, bagere og grønthandlere, men også isenkræm-
mere, sejlmagerværksteder osv., som man hentede forskel-
lige ting hos. Sømændene skulle blot afgive deres bestilling
hos skibshandleren, som så sørgede for at skaffe alt, hvad
de behøvede. Det var let for sømændene, som derved spa-
rede dyrebar tid, mens de var i land, og der var mange andre
ting, de skulle ordne. Skibshandlerne derimod havde travlt
Jens Lysholdts Skibsproviantering på den oprindelige placering
på hjørnet af Tordenskjoldsgade og Willemoesgade (tidl. Havne-
gade) i Esbjerg. Foto ca. 1950.