Page 21 - Sjæklen2003

»Breaching« kræver en tilstrækkelig vanddybde for, at
hvalen skal kunne få fart nok på - og på lokaliteten, hvor
finhvalen i Aabenraa optrådte med sit »breaching-nummer«,
er vanddybden op til 30 meter.
Årsagen til hvalers »breaching« kender man ikke, men
der er mange forslag til forklaring. Nogle foreslår, at formå-
let er, at hvalen får mulighed for at orientere sig ved hjælp
af synet oven vande, mens andre mener, at adfærden anven-
des i forbindelse med jagt på byttedyr, der skræmmes sam-
men på grund af drønet. En tredje forklaring er, at hvalerne
anvender det store plask til at slippe af med hudparasitter,
og de hvalarter, der ofte »breacher«, er sædvanligvis de
arter, der er mest plagede af parasitter. En fjerde forklaring
er, at drønet det giver, når hvalen rammer vandoverfladen
igen, er en måde at kommunikere til andre hvaler på, da lar-
men kan høres over stor afstand. Imidlertid er finhvalen i
stand til at kommunikere med lavfrekvente lyde, der rækker
meget længere end lyden fra en »breaching». Måske anven-
des »breaching« af hvalerne til at sætte trumf på et signal til
andre om et eller andet. At »breache» er dyrt for hvalen.
Igen hos pukkelhvaler har man beregnet, at hver »breach« i
energi koster 1% af dens daglige hvilestofskifte.
Sluttelig er der nogle, der mener at »breaching» er leg.
Indenfor etologien (læren om dyrenes adfærd) er »leg« ofte
den store skraldespand, vi hælder alle de observerede ad-
færdstyper i, som vi ikke umiddelbart kan tillægge en bio-
logisk funktion.
Hvordan finder de vej, og hvorfor strander de ikke?
Indledningsvis vil vi tillade os at inddele de evner, som hva-
lerne har til at skaffe sig informationer og anvende og bear-
bejde disse til brug i deres »rejseplanlægning» i dels »evne
til at navigere«, dels »evne til at orientere sig«.
Navigation har noget at gøre med at finde vej i det åbne
hav - uden topografiske vejvisere - og det er uvist, hvordan
finhvalerne bærer sig ad med dette. Magnetiske sanser til
sansning og tolkning af geomagnetismen er en mulighed,
der er nævnt. Især til forklaring af kaskelothvalernes mas-
sestrandinger og genstrandinger har eventuelle problemer
med denne sans været bragt på bane. Måske er det den geo-
magnetiske sans, der får finhvalerne til at stå med næsen
inde i alle fjordene, men herom senere.
At orientere sig handler om at bevæge sig i forhold til
den omgivende topografi og til genstande i eller på havet,
og her synes finhvalernes evner ret imponerende. Hvilke
sanser de så end bruger, så er disse fornemmelser i stand til
at gelejde hvalerne igennem ikke kun landets snævreste
farvande og løb, men også over fladvandede rev og sande.
Hvalerne er således svømmet gennem det 600 meter brede
Snævringen, gennem Årøsund og Hjarnøsund, der begge
har en mindstebredde på ca. 400 meter, men mest overra-
skende er det, at den ene af hvalerne er set svømme gennem
Alssund, hvor mindstebredden er under 100 meter.
Broerne har tilsyneladende heller ikke været nogen hin-
dring. Motorvejsbroen over Lillebælt har med sin gennem-
sejlingsbredde på ca. 600 meter nok ikke været noget pro-
blem, og den gamle Lillebæltsbro med en bredde mellem
midterpillerne på 210 meter heller ikke. At en af hvalerne
render under Kong Christian X’ bro i Sønderborg, en klap-
bro med en gennemsejlingsbredde på 30 meter, kan deri-
mod godt imponere, ikke mindst en hvalkigger, der ved fle-
re lejligheder har set kaskelothvaler opføre sig tilsynela-
dende fuldstændigt forvirrede og konfuse i betydeligt mere
åbne farvande. Ens for de nævnte farvande er, at de er stejl-
kantede og topografisk markante, hvilket man kan forestil-
le sig kan være en hjælp i orienteringen - i hvert fald hvis
finhvalerne har en eller anden akustisk/auditiv orienterings-
sans.
Vi kan ikke være sikre på det, men sandsynligvis er fin-
hvalerne på deres rejser til og fra Århus Bugt svømmet over
Søgrund mellem Gylling Næs og Samsø. Dette farvand er
ganske vist bredt, men største dybde er under fire meter, og
mere problematisk er måske, at farvandet i undervandsto-
pografi, gradienter og dybdeændringer er at sammenligne
med Vadehavet. Det Vadehav, hvor 38 kaskelothvaler - ale-
ne i den danske del - er strandet og omkommet siden mid-
ten af 1900-tallet.
Finhvalernes adfærd - selvoplevet i Snævringen og i
Aabenraa Fjord - viser, at de orienterer sig imponerende
præcist i forhold til topografi og til kunstige installationer. I
21