Page 17 - Sjæklen2003

Og hvad så?
Finhval-sagaen gav sommer og efterår 2003 anledning til
en lang række spørgsmål, hvoraf de fleste havde det til fæl-
les, at de vanskeligt kunne besvares. Der blev spurgt om -
og vi spurgte os selv om - følgende:
Hvilke(n) slags hval/hvaler er det?
Hvor mange er der?
Hvor store er de?
Hvad laver de?
Hvorfor strander de ikke?
...og så det sværeste spørgsmål:
Hvorfor er de her?
... tæt fulgt af
Hvor blev de af?
De første fem spørgsmål kan man give rimelige formodnin-
ger om svarene på, men de to sidste spørgsmål, kan man
kun kommentere med udsagnet: Vi aner det ikke.
Hvilke hvaler var det, der agerede?
Der er kun ca. 80 forskellige hvalarter i verden, og størrel-
sen af den eller de observerede hvaler gjorde faktisk mulig-
hederne i forbindelse med artsbestemmelsen temmelig be-
grænsede. De ca. 70 tandhvalarter kunne hurtigt udelukkes
på grund af størrelsen, da den eneste større tandhval er kas-
kelothvalen - og denne hval er rimelig karakteristisk i van-
det på grund af den skrå blåst, den puklede rygfinne, den
knudrede ryg og det firkantede næseparti. I øvrigt er vi ri-
meligt fortrolige med denne art, da vi de sidste 20 år har
været involverede i små 40 kaskelotstrandinger på den jy-
ske vestkyst.
Altså er der kun bardehvaler tilbage, hvoraf yderligere et
par stykker (rethvalerne) kunne udelukkes på grund af mang-
lende rygfinne. Farven passede ikke på en blåhval, og den/
de observerede hvaler var for store til, at det kunne være vå-
gehval - og hos vågehval er der i øvrigt heller ingen synlig
blåst. En pukkelhval kunne det heller ikke være pga. af hva-
lens glatte hud og den upuklede rygfinne. Tilbage var så fin-
hval, sejhval eller brydeshval. Rygfinnens form (upuklet,
spids, men ret flad) kunne endeligt bestemme hvalen til at
være en finhval.
Den 12. juli lykkedes det den ene af artiklens forfattere
at komme så tæt på hvalen under en uddykning, at de karak-
teristiske striber på hovedpartiet tydeligt kunne ses, og en-
delig kunne man endvidere se på den videofilm, der blev
optaget i Kalø Vig, at underkæberne havde forskellig farve
på styrbord og bagbord side af hvalen - et eksklusivt karak-
teristika for finhvalen.
Hvor mange var der?
Det lyder besynderligt - især for folk, der ikke har været i
nærkontakt med finhvalerne på havet - at man ikke bare har
kunnet tælle antallet - om der var én, to eller flere hvaler.
En af artiklens forfattere befandt sig mandag den 11. au-
gust 2003 i tidsrummet 17.30 - 21.00 i en sejlbåd i farvan-
det ud for Skærbæk Havn i Kolding Fjord. I dette tidsrum
kunne vi observere hvalblåst ca. 30 gange - eller ca. hvert
6.-7. minut. Alligevel kunne vi ikke (tre mands besætning)
afgøre, om der var én eller to hvaler, som svømmede rundt
omkring båden. Ikke på noget tidspunkt var hvalerne ude af
vandet eller viste blåst på samme tid, og der var ikke sikre
tegn på - ud fra vurdering af uddykningernes spredning i
rum og tid - at der befandt sig mere end ét dyr i farvandet.
En fuld uddykning med blåst, rulning og afsluttende ryg-
finne tager ca. syv sekunder. Dette vil sige - hvis vi regner
med seks minutters intervaller mellem uddykningerne - at
hvalen er synlig i 2% af tiden. Hvis hvalerne uddykker uaf-
hængigt af hinanden, skulle dette give oddsene 1:2.500 for
at se dem på samme tid. Dog er det muligt, at hvalerne føl-
ges ad på en sådan måde, at uddykningerne bliver mere el-
ler mindre synkrone, som vi kender det fra marsvin. Dette
ville selvfølgelig øge sandsynligheden for to-hvals observa-
tioner.
Hvaler kan man altså kun tælle, når de dykker ud - hvis
man da ikke sidder i et fly og kan kigge ned gennem det
17