Page 10 - Sjæklen2003

10
Om finhvalen
Slægtskab og udseende
Der findes i verdenshavene ca. 80 forskellige hvalarter, som
man naturligt inddeler i tandhvaler og i bardehvaler. Fin-
hvalen hører til bardehvalerne, hvor den har lagt navn til fin-
hvalfamilien (Balaenopteridae) og til finhvalslægten (Bala-
enoptera). I bestemt form på dansk er »finhvalen« en art,
mens udtrykket »finhval« er flertydigt, idet det kan dække
over en familie, en slægt eller en art. Finhvalslægten omfat-
ter ud over finhvalen syv andre hvalarter, nemlig: blåhval,
sejhval, brydeshval, den nyopdagede Omuras hval, sittang-
hval, vågehval og dværgvågehval - nævnt efter størrelse.
Finhvalens nærmeste slægtning er blåhvalen, og der fore-
kommer hybrider (krydsninger) mellem de to arter. Finhva-
len er den næstlængste hvalart i verden kun overgået af blå-
hvalen, og på den sydlige halvkugle anslår man gennem-
snitslængden for en voksen hun til at være 26 meter og for
en han 25 meter. På den nordlige halvkugle er de tilsvaren-
de længder 22,5 meter og 21 meter. Et særkende hos fin-
hvalen, der ved strandinger gør den sikker at artsbestemme,
er dens forskellige farve på højre og venstre side af hovedet.
Venstre side er mørk, medens højre side er lys grå.
Anatomi
Vægten for en voksen finhval på den nordlige halvkugle lig-
ger mellem 40 og 50 tons, og ved hjælp af formelen W =
0,0015 x L3,46 kan man tilnærmelsesvis beregne vægten (W)
på en finhval, hvis man kender længden (L). Hvis 2003-fin-
hvalerne har en længde på 18 meter (ca. den længde hunnen
skal have for at være kønsmoden), vil vægten være 33 tons.
Udbredelse
Finhvalen er kosmopolit - hvilket vil sige, at den kan træf-
fes i alle de syv verdenshave. Den synes at være hyppigst i
tempererede og kolde havområder - især udenfor kontinen-
talsoklen. På den sydlige halvkugle vandrer finhvalen årligt
mellem ædeområder i de kolde havområder om sommeren
og faste- og yngleområder i de varmere vande om vinteren.
Dette vandringsmønster synes ikke at være så tydeligt i
Nordatlanten, hvilket muligvis skyldes, at Golfstrømmen her
også gør de nordlige havområder egnede som vinteropholds-
områder. Lydoptagelser frigivet af den amerikanske flåde
viser ingen signifikant geografisk forskel på sommer- og
vinterforekomst, og strandinger ved de europæiske kyster har
fundet sted hele året rundt uden tydelige sæsonvariationer.
Ligeledes er nyfødte finhvaler fundet året rundt, hvilket vi-
ser, at de nordatlantiske finhvaler ikke har en velafgrænset
parringssæson.
I forhold til danske farvande ligger finhvalens nærmeste
naturlige udbredelse i Norskehavet, men helt frem til starten
af 1900-tallet blev der fanget finhvaler i Oslofjorden, hvil-
ket kunne tyde på, at arten tidligere var mere hyppig endnu
tættere på Danmark.
Adfærd
Finhvalen er en hurtigsvømmer med en marchhastighed på
fem-otte knob, men ved forceret fart kan den komme op på
over 15 knob (28 km/t). I det meste af litteraturen nævnes,
at finhvalerne typisk blæser to til fem gange med 10 til 20
sekunders mellemrum, hvorefter de er neddykkede i fem til
15 minutter. Normalt svømmer finhvalen rundt alene, parvis
eller i flokke på op til seks-syv dyr. På gode fødesøgnings-
lokaliteter kan man dog tælle op til 100 finhvaler samlet,
men om man kan opfatte dem som én flok er usikkert.
Finhvalens lyde er meget kraftige og dybe »klagelyde«
med frekvenser, der daler fra 40 og helt ned til 16 Hz, hvil-
ket er under menneskers høregrænse. Det gælder for lyd
såvel som for elektromagnetiske bølger, at ganger man fre-
kvensen med bølgelængden, får man udbredelseshastighe-
den. Dette vil sige, at når finhvalernes lyde er meget dybe,
bliver lydenes bølgelængder meget lange, hvilket igen (da
dæmpningen er proportional med antal bølgetoppe og ikke
med afstand fra kilden) medfører, at de kan høres af andre
finhvaler over meget store afstande - måske hundreder af
kilometer. I de åbne have snakker man om den såkaldte
SOFAR-kanal, på 800-1300 meters dybde, hvor lyden på
grund af forskelle i vandets tryk og temperatur »fanges« og
Finhval, Balaenoptera physalus. Tegning: Birgitte Rubæk