Page 11 - Sjæklen2003

11

holdes samlet. Hvis finhvalerne kan dykke ned i nærheden

af SOFAR-kanalen, vil de kunne kommunikere med hinan-

den på mere end 1.000 kilometers afstand.

Den amerikanske hvallydforsker, Christopher Clark, me-

ner yderligere, at finhvaler er i stand til at bruge lyde som en

lavfrekvent sonar, dvs. at de kan navigere ved hjælp af deres

lyde, dog på en helt anden måde end den tandhvalerne an-

vender.

Livshistorie

Man ved ikke, hvor gammel en finhval kan blive, men visse

dyr er blevet skønnet til en alder på 80 til 90 år på grundlag

af vækstlag i de vokspropper, der sidder i hvalernes ører.

Voksenalderen anses for at være 25 år, men man regner med,

at de er forplantningsdygtige i en alder af seks-syv år for

hanner og syv-otte år for hunner. Der er dog som altid en vis

usikkerhed om nøjagtigheden i de metoder, man bruger til

aldersbestemmelse.

Parringstidspunktet på den nordlige halvkugle ligger ty-

pisk fra december til februar, men parringer kan finde sted

hele året rundt. Drægtighedsperioden er 11 måneder. Ungen

er fem-seks meter lang ved fødslen og vejer fra et til halv-

andet tons. Fravænning sker, når ungen ved en alder på seks-

syv måneder har opnået en længde på 11-13 meter. Efter

fravænningen har hunnerne en pause på seks måneder indtil

næste parring, således at der i reglen som minimum forløber

to år mellem fødslerne hos finhvalen.

Økologi

Finhvalerne er bardehvaler, hvilket vil sige, at de æder ved

at filtrere fødeemner ud af havvandet ved hjælp af talrige

barder, der tilsammen danner et fintmasket si-system i mund-

hulen. Finhvalerne er ikke kostforagtere, og de æder, hvad

de har mulighed for bestemt af sæson og farvand. På den

nordlige halvkugle synes det foretrukne fødeemne ikke kun

at være krill - små lyskrebs, der findes i enorme mængder i

de kolde havområder - men også stimefisk såsom lodde,

sild, makrel og blåhvilling. På dansk kaldes finhvalen også

sildehval - ikke at forveksle med »sildepisker«, som er et

andet navn for vågehval. Finhvaler fouragerer hyppigt i de

norske fjorde, hvor de driver sildestimer ind mod en stejl

undersøisk skrænt for at »koncentrere« føden.

Det er teoretisk anslået, at finhvaler har brug for bytte-

dyrskoncentrationer i havvandet på 17,5 g/m

3

, og at disse

betingelser er tilstede i vore farvande er ikke umuligt. Om

finhvalen - ligesom de andre hvaler i finhval-slægten - kun

æder om sommeren og faster om vinteren vides ikke med

sikkerhed, men det anslås, at den i ædeperioden kan konsu-

mere op til et ton krill eller fisk om dagen.

Relationer til mennesker

Grønlandshval, nordkaper, gråhval og kaskelot er store hva-

ler, der kunne jages fra småbåde med lanser og håndharpun

allerede i middelalderen, men finhvalerne var både for hur-

tige og for stærke. Til forskel fra de mere tykspækkede ret-

hvaler, der flød på vandoverfladen efter drabet, sank finhva-

lerne til bunds. Så skulle det lykkes at dræbe et af de større

medlemmer af finhval-slægten, ville man alligevel ikke kun-

ne trække den op til havoverfladen igen. Altså var finhva-

lerne fredet i de første 250 år af den kommercielle hval-

fangsts historie - lige indtil nordmanden Sven Foyn i 1864

opfandt harpunkanonen og det særlige ophalerspil, der kun-

ne hale hvalen op til skibet. Men så gik det hurtigt, og alle-

rede i 1904 - fyrre år efter - var finhvalerne i Nordøstatlan-

ten så fåtallige, at man måtte nedlægge hvalfangerstationer

på den norske vestkyst og finde nye jagtmarker i Sydhavet.

Fra 1925 gik man »off-shore«, og snart bredte den pelagiske

hvalfangst (hvalfangst på det åbne hav) med store hvalko-

gerier sig på alle have. Først blev bestanden af blåhvaler

skudt ned, derefter finhvalbestanden, så sejhvalerne og til

sidst vågehvalerne - en lille hval, som man i begyndelsen

ikke havde villet ofre en harpun på. Den kommercielle hval-

fangst stod på, indtil spanske hvalfangerskibe efter morato-

riet (indstillingen af hvaljagten) i 1980’erne som de sidste

ophørte med hvalfangst i 1989.

I dag jager man stadig finhvaler enkelte steder. På Grøn-

land nedlægges 10-15 finhvaler om året med den begrundel-

se, at fangsten ikke er kommerciel, men oprindelig. I Island

og på Færøerne planlægger eller foretager man jagt på finhva-

ler - angiveligt med forskningsmæssige begrundelser. I dag

regner man med, at bestanden af finhvaler er svagt stigende.

Kilde: William F. Perrin, Bernd Würsig, and J. G. M. Thewissen (eds.):

Encyclopedia of Marine Mammals,

Academic Press, 2002.