Page 36 - Sjæklen2002

De to ovenfor omtalte former for ræsonnement var med til

at legitimere et ønske om at få frigivet flere kuttere, men det

kunne efterfølgende være svært at slutte op om tanken, når

man først havde fået hyre. Således blev spørgsmålet om kut-

terfrigivelser gang på gang taget op i “Fiskernes Udvalg” af

Aksel Andersen og dennes allierede i Rådet, Thiesen. Gang

på gang besluttedes det, at der ikke burde lægges yderligere

pres på myndighederne. Hver gang støttedes denne beslut-

ning af Fleetwood, Whitehaven og selv den allierede fore-

ning Buckies repræsentant. Det kendetegnende for disse

foreninger var jo netop, at deres medlemmer for hovedpar-

tens vedkommende havde kuttere at sejle med. Der havde

således dannet sig en konsensus mellem de oprindelige for-

eninger og Rådet. En konsensus, som gjorde, at skillelinjen

ikke gik mellem fiskerne og Rådet, men mellem fiskerne

indbyrdes, og som udtrykte forskellene i de sociale forhold.

Fordelingen af Distributionsfonden

Det blev efterhånden påtrængende at finde en løsning i for-

hold til de nyankomne fiskeres deltagelse i fordelingen af

“Distributionsfonden”. Dette udgjorde for så vidt også en

potentiel konfliktsituation. Thiesen nævnte i et brev til Ak-

sel Andersen, at bølgerne havde gået højt, og forhandlin-

gerne været hårde, da man skulle aftale fordelingen i 1940,

og at man derfor måtte forvente det samme ved forhand-

lingerne i forbindelse med de nyankomne fiskere

49

. Det

synes dog som om, man nåede til en løsning på problemet

uden alt for store uoverensstemmelser. Således blev det på

et møde i september 1943 i Ministry of War Transport be-

sluttet, at fondsudbetalingen skulle opdeles i flere stadier,

således at de første, der fik udbetalt deres del, ville blive de

oprindelige 1940-fiskere, og de næste ville blive 1942-

fiskerne, som så ville få tid til at indbetale deres bidrag til

fonden over et års tid. Procentsatsen for fiskerne fra 1942

blev sat til 10% af bruttofangsten. Det var det samme beløb,

som fiskerne i 1940 var blevet enige om, men som for deres

vedkommende efterfølgende var blevet nedsat til 3% på

grund af den hurtige pengeakkumulation i fonden

50

. På den-

ne måde blev der sørget for, at 1942-fiskerne også selv kom

til at betale for deres udligningssystem. Dette system stille-

de Aksel Andersen sig ganske tilfreds med, og da rygtet om

pengeudbetalingen spredtes, fik det også indflydelse på

medlemmernes interesse og engagement i foreningen, hvil-

ket fremgår af de mange breve Aksel Andersen i denne pe-

riode modtog med forespørgsler om foreningen

51

.

En vis bitterhed synes der dog efterfølgende at være op-

stået. 1942-foreningen havde nemlig ikke meget at skulle

have sagt omkring administrationen af de indbetalte penge.

Da det på et møde blev besluttet at give rundhåndede beløb

til både Det danske råd og den britiske krigsindsats, vakte

det stor harme hos Aksel Andersen, der som den eneste

repræsentant for 1942-foreningen overværede mødet. Han

gav på selve mødet ikke udtryk for sin harme over beslut-

ningen, men i sin efterfølgende korrespondance, kom den

til udtryk. F.eks. skrev han til Thiesen, at det var .

..let at dis-

ponere over andre Folks Penge

52

. Om dette synspunkt deltes

af andre af foreningens medlemmer er svært at sige, men

det fremgår tydeligt, at Aksel Andersen i så fald ingen pro-

blemer havde med at dele holdningen med dem. På et andet

møde i Ministry of War Transport var det blevet foreslået at

give en ekstra procentdel af fondens beholdning til Rådet,

hvilket havde resulteret i en diskussion med en vis Carlsen,

Lisborg og Andersen

53

.

Irritationen over donationen skal nok ikke ses som et

udtryk for en egentlig uvilje mod at støtte Rådet eller den

britiske krigsindsats, men i højere grad en frustration over

vestkystens foreninger, som igen efter Aksel Andersens me-

ning havde optrådt egenrådigt og uden hensyntagen til

1942-foreningens interesser.

Kutterejernes specielle problemer

Udover de ovennævnte problemer foreningerne imellem og

i forholdet til Det danske Råd og myndighederne fandtes

der dog også nogle interne skillelinjer i 1942-foreningen.

Disse omhandlede skellet mellem egentlige kutterejere og

partsfiskere. Kutterejere som Aksel Andersen så naturligvis

med større bekymring på, hvad der skete med kutterne, når

de var blevet overtaget af briterne. Et emne, der optog Aksel

Andersen, var i denne forbindelse spørgsmålet om forsik-

ring af kutterne i Storbritannien. Ved et møde i Ministry of

36