De fiskere, der kunne fortsætte fiskeriet, havde således
        
        
          en uforholdsmæssig stor fordel i forhold til dem, der var
        
        
          beskæftiget i admiralitetstjeneste. Derfor oprettede man al-
        
        
          lerede i 1940 en distributionsfond, der skulle bruges til at
        
        
          udligne forskellen i hyre mellem de to former for beskæf-
        
        
          tigelse
        
        
          10
        
        
          . Men også blandt de fiskende var der forskel på
        
        
          økonomien.
        
        
          Fiskemulighederne i Nordsøen var begrænsede, og på de
        
        
          østvendte kyster var det almindeligt, at man kun sejlede ud
        
        
          én dag af gangen
        
        
          11
        
        
          . Dette havde negativ påvirkning for de
        
        
          fiskere, hvis kuttere skulle sejle fra Buckie. Først i 1943
        
        
          blev fiskeriet i Nordsøen bedre, og en økonomisk udligning
        
        
          af forskellen mellem vest og øst kunne spores
        
        
          12
        
        
          .
        
        
          De danske fiskere på vestkysten organiserede sig relativt
        
        
          hurtigt i foreninger. I Fleetwood blev initiativet taget af en
        
        
          brite, C. Proctor, der fungerede som sekretær for forenin-
        
        
          gen. Efterfølgende dannedes endnu en fiskeriforening i
        
        
          Whitehaven, mens Buckiefiskerne først langt senere orga-
        
        
          niseredes
        
        
          13
        
        
          .
        
        
          Fiskerne på vestkysten erkendte således hurtigt det for-
        
        
          delagtige i at organisere sig i foreninger, og de havde sam-
        
        
          tidig klare fælles fiskeriinteresser at varetage. De havde dog
        
        
          også andet tilfælles. De første krigsår har utvivlsomt været
        
        
          de mest dramatiske for det britiske fiskeri, og det var i den-
        
        
          ne periode, de fleste kuttere krigsforliste
        
        
          14
        
        
          . De danske fiske-
        
        
          re, der befandt sig i landet på det tidspunkt, oplevede begi-
        
        
          venhederne på tæt hold og har formodentligt følt et vist fæl-
        
        
          lesskab med de britiske fiskere. En fisker mindes tiden på
        
        
          følgende måde: ”
        
        
          
            ...det første halve år, det var det værste...så
          
        
        
          
            var det ligesom om, man indlevede sig i deres forhold der-
          
        
        
          
            ovre...man passede sit fiskeri og sådan noget - ikke - og så
          
        
        
          
            gik det jo faktisk,..”
          
        
        
          15
        
        
          Fiskerne fra de to tidlige foreninger i Fleetwood og Whi-
        
        
          tehaven havde således flere fælles referencerammer. De var
        
        
          ikke blot knyttet sammen af de fælles fiskeriinteresser, men
        
        
          også af den fælles oplevelse af krigsudbruddet.
        
        
          
            Aksel Andersen og Fiskeriforeningen af 1942
          
        
        
          I 1942 kom en ny gruppe af danske fiskere til. Det var fiske-
        
        
          re, der på fiskeri fra Danmark havde vovet sig for langt
        
        
          udenfor de tilladte områder og på den måde var blevet
        
        
          opbragt af den britiske marine. I maj og august 1942 ankom
        
        
          således ca. 16 kuttere på denne vis til England
        
        
          16
        
        
          . For disse
        
        
          fiskere gjaldt det, at de ikke umiddelbart fik deres kuttere
        
        
          frigivet til fiskeri, og de stod derfor i en mere uheldig situ-
        
        
          ation end deres kolleger fra 1940, der havde haft bedre
        
        
          beskæftigelsesmuligheder.
        
        
          1942-fiskernes ankomst var ikke en engangsbegivenhed.
        
        
          I den efterfølgende tid kom der med mellemrum flere dan-
        
        
          ske kuttere til - enten frivilligt eller ved opbringninger - og
        
        
          fiskerne begyndte at gøre sig mere bemærket som gruppe.
        
        
          Én af de fiskere, der kom over i 1942, var fiskeskipper
        
        
          Aksel Andersen, der blev opbragt med sin kutter
        
        
          
            Nicoline
          
        
        
          i
        
        
          maj 1942, men som allerede havde én kutter
        
        
          
            Vidas
          
        
        
          liggen-
        
        
          de i England fra krigens begyndelse. Begge disse kuttere
        
        
          blev inddraget af myndighederne, og det er næppe overras-
        
        
          kende, at Aksel Andersen fandt sin skibsløse situation i
        
        
          England noget frustrerende vel vidende, at to af hans kutte-
        
        
          re rent faktisk befandt sig i landet. Dette skal nok ses som
        
        
          en af bevæggrundene for, at Aksel Andersen  kom til at spil-
        
        
          le rollen som primus motor i bestyrelsen af den forening,
        
        
          der blev dannet for 1942-fiskerne. Den egentlige grund til
        
        
          dannelsen af denne forening var dog, at man i de allerede
        
        
          eksisterende foreninger i Fleetwood og Whitehaven ikke
        
        
          ønskede at optage de nyankomne fiskere. Den præcise bag-
        
        
          grund for denne modvilje mod at optage 1942-fiskerne
        
        
          fremgår ikke direkte, men en mulighed kunne være, at de
        
        
          nyankomne fiskere blev anset for at være ‘nationalt uldne’,
        
        
          idet de jo netop ikke var kommet frivilligt til England
        
        
          17
        
        
          .
        
        
          Der kunne imidlertid også være en anden grund, som
        
        
          dog aldrig udtrykkes direkte. Det gik jo godt for de fiskere,
        
        
          der havde været i landet fra besættelsens begyndelse; man
        
        
          havde i stor udstrækning fået lov til at bemande egne kutte-
        
        
          re, og i den forbindelse var det lykkedes at enes om det
        
        
          omtalte lønkompensationssystem, der tilgodeså alle. Det
        
        
          kan ikke have vakt begejstring blandt de oprindelige for-
        
        
          eningers medlemmer, at der nu var udsigt til, at en stadig
        
        
          voksende gruppe af skibsløse også ville kunne gøre krav på
        
        
          midler fra distributionsfonden. Herudover var priserne på
        
        
          fisk begyndt at stabiliseres fra sommeren 1942 og en frem-
        
        
          29