Page 29 - Sjæklen2002

De fiskere, der kunne fortsætte fiskeriet, havde således
en uforholdsmæssig stor fordel i forhold til dem, der var
beskæftiget i admiralitetstjeneste. Derfor oprettede man al-
lerede i 1940 en distributionsfond, der skulle bruges til at
udligne forskellen i hyre mellem de to former for beskæf-
tigelse10. Men også blandt de fiskende var der forskel på
økonomien.
Fiskemulighederne i Nordsøen var begrænsede, og på de
østvendte kyster var det almindeligt, at man kun sejlede ud
én dag af gangen11. Dette havde negativ påvirkning for de
fiskere, hvis kuttere skulle sejle fra Buckie. Først i 1943
blev fiskeriet i Nordsøen bedre, og en økonomisk udligning
af forskellen mellem vest og øst kunne spores 12.
De danske fiskere på vestkysten organiserede sig relativt
hurtigt i foreninger. I Fleetwood blev initiativet taget af en
brite, C. Proctor, der fungerede som sekretær for forenin-
gen. Efterfølgende dannedes endnu en fiskeriforening i
Whitehaven, mens Buckiefiskerne først langt senere orga-
niseredes13.
Fiskerne på vestkysten erkendte således hurtigt det for-
delagtige i at organisere sig i foreninger, og de havde sam-
tidig klare fælles fiskeriinteresser at varetage. De havde dog
også andet tilfælles. De første krigsår har utvivlsomt været
de mest dramatiske for det britiske fiskeri, og det var i den-
ne periode, de fleste kuttere krigsforliste14. De danske fiske-
re, der befandt sig i landet på det tidspunkt, oplevede begi-
venhederne på tæt hold og har formodentligt følt et vist fæl-
lesskab med de britiske fiskere. En fisker mindes tiden på
følgende måde: ”...det første halve år, det var det værste...så
var det ligesom om, man indlevede sig i deres forhold der-
ovre...man passede sit fiskeri og sådan noget - ikke - og så
gik det jo faktisk,..”15
Fiskerne fra de to tidlige foreninger i Fleetwood og Whi-
tehaven havde således flere fælles referencerammer. De var
ikke blot knyttet sammen af de fælles fiskeriinteresser, men
også af den fælles oplevelse af krigsudbruddet.
Aksel Andersen og Fiskeriforeningen af 1942
I 1942 kom en ny gruppe af danske fiskere til. Det var fiske-
re, der på fiskeri fra Danmark havde vovet sig for langt
udenfor de tilladte områder og på den måde var blevet
opbragt af den britiske marine. I maj og august 1942 ankom
således ca. 16 kuttere på denne vis til England16. For disse
fiskere gjaldt det, at de ikke umiddelbart fik deres kuttere
frigivet til fiskeri, og de stod derfor i en mere uheldig situ-
ation end deres kolleger fra 1940, der havde haft bedre
beskæftigelsesmuligheder.
1942-fiskernes ankomst var ikke en engangsbegivenhed.
I den efterfølgende tid kom der med mellemrum flere dan-
ske kuttere til - enten frivilligt eller ved opbringninger - og
fiskerne begyndte at gøre sig mere bemærket som gruppe.
Én af de fiskere, der kom over i 1942, var fiskeskipper
Aksel Andersen, der blev opbragt med sin kutter Nicoline i
maj 1942, men som allerede havde én kutter Vidas liggen-
de i England fra krigens begyndelse. Begge disse kuttere
blev inddraget af myndighederne, og det er næppe overras-
kende, at Aksel Andersen fandt sin skibsløse situation i
England noget frustrerende vel vidende, at to af hans kutte-
re rent faktisk befandt sig i landet. Dette skal nok ses som
en af bevæggrundene for, at Aksel Andersen kom til at spil-
le rollen som primus motor i bestyrelsen af den forening,
der blev dannet for 1942-fiskerne. Den egentlige grund til
dannelsen af denne forening var dog, at man i de allerede
eksisterende foreninger i Fleetwood og Whitehaven ikke
ønskede at optage de nyankomne fiskere. Den præcise bag-
grund for denne modvilje mod at optage 1942-fiskerne
fremgår ikke direkte, men en mulighed kunne være, at de
nyankomne fiskere blev anset for at være ‘nationalt uldne’,
idet de jo netop ikke var kommet frivilligt til England17.
Der kunne imidlertid også være en anden grund, som
dog aldrig udtrykkes direkte. Det gik jo godt for de fiskere,
der havde været i landet fra besættelsens begyndelse; man
havde i stor udstrækning fået lov til at bemande egne kutte-
re, og i den forbindelse var det lykkedes at enes om det
omtalte lønkompensationssystem, der tilgodeså alle. Det
kan ikke have vakt begejstring blandt de oprindelige for-
eningers medlemmer, at der nu var udsigt til, at en stadig
voksende gruppe af skibsløse også ville kunne gøre krav på
midler fra distributionsfonden. Herudover var priserne på
fisk begyndt at stabiliseres fra sommeren 1942 og en frem-
29