Page 35 - Sjæklen2002

at solidariteten hos selv foreningens støtter stoppede, så

snart de fik en båd. Et eksempel herpå, som især vakte har-

me hos ham, var et nyvalgt bestyrelsesmedlem i foreningen,

som efter at have fået sin kutter frigivet tog på fiskeri og

ikke lod høre fra sig igen

41

.

Det kan synes overraskende, at denne uenighed opstod,

idet fiskerne fra 1940 selv havde prøvet at få konfiskeret

deres kuttere og også havde måttet arbejde for frigivelser.

De havde derfor kendskab til problemerne og frustrationer-

ne derved. Omtalte eksempel med bestyrelsesmedlemmet,

der mistede interessen for foreningen, indikerer desuden, at

skillelinjerne fiskeriforeningerne imellem var mere kom-

plekse end som så. For at belyse dette yderligere bør der

kastes endnu et blik på en af de parter, der havde interesse

i spørgsmålet, og som søgte at påvirke fiskerne.

Fiskernes dilemma

Konflikten vedkom ikke kun fiskerne og de britiske myndig-

heder, men inddrog også i høj grad Det danske Råd. Dette

ønskede naturligvis ikke at stå i vejen for krigsindsatsen, og

derfor var man i et dilemma, når det handlede om at vareta-

ge fiskernes interesser. På den ene side ville man ikke lægge

pres på myndighederne, men på den anden side var det vig-

tigt at imødekomme utilfredsheden hos de skibsløse fiskere,

således at deres frustrationer ikke kom til udtryk som vrede

mod den britiske regering og de Allieredes sag eller for den

sags skyld Rådet selv

42

. På dette område synes de skibsløse

fiskere at have været lidt af et smertensbarn for Rådet. Hos

Christmas Møller var der heller ikke megen entusiasme at

spore, da han skrev om en fiskeskipper, der havde klaget over

myndighedernes behandling af sin sag:

Den gamle historie.

Jeg må jo se at klare det – men det bliver svært

43

. Rådet og

Christmas-Møller gjorde meget ud af at gøre fiskerne deres

ansvar bevidst. En fisker beretter, hvorledes Christmas-Møl-

ler på et møde i London opfordrede dem til enten at gå ind i

marinen eller tage på landarbejde, idet han understregede for

dem, at de ikke måtte undervurdere arbejdets nytte for krigs-

indsatsen

44

. Da Christmas-Møller kom til England, var besøg

hos fiskerne blandt hans første gøremål

45

. Rådets målsætning

med hensyn til den britiske sag har naturligvis også haft ind-

flydelse på fiskerne og har på ingen måde bidraget til at legi-

timere ønsket om flere kuttere.

Fiskerne befandt sig derfor i en konflikt mellem idealis-

me og pragmatisme. De ønskede i bund og grund at støtte

den britiske sag. Især den private korrespondance i Aksel

Andersens arkiv tyder på, at man med længsel ventede på

dagen, hvor tyskerne forlod Danmark

46

. Og i princippet stil-

lede fiskerne sig fuldstændigt enige med Rådet i dets pro-

klamationer. Men det var alligevel ikke nok til at overskyg-

ge hverdagens pragmatisme. De fiskere, der sejlede med

tidligere danske kuttere tjente gode penge, men havde man

ingen kutter at sejle med, var der kun en ringe fortjeneste i

udsigt, og for de fiskere, der ankom i 1942 og derfor ikke

umiddelbart var omfattet af distributionsfondens udlig-

ningssystem, må situationen have syntes direkte uretfærdig.

1942-fiskerne var nødt til at legitimere deres ønske om at

lægge pres på myndighederne for at tilbagelevere flere kut-

tere. Et citat belyser et sådant ræsonnement. En 1942-mand

skriver bl.a. til Aksel Andersen

...de vinder nok Krigen uden

vores skibes Hjælp

47

.

Det ovennævnte citat udtrykker en form for ræsonne-

ment, der nok ikke har været ualmindelig for fiskere, der

kom over i 1942. Selvom man var velvidende om, at man

befandt sig i et land i krig, var f.eks. Christmas Møllers pro-

pagandabudskaber endnu ikke slået igennem i Danmark.

Dette prægede netop 1942-fiskerne, der var kommet over,

mens stemningen overfor tyskerne i Danmark endnu var re-

lativt fredelig. Samtidig havde de ikke som de første fiske-

re, der kom til Storbritannien, oplevet de første meget svære

år af krigen.

Et andet og bestemt ikke urimeligt argument fra fiskerne

var, at man som fisker bidrog bedst til krigsindsatsen ved at

fortsætte sin daglige dont og dermed bidrage med fødeva-

reforsyning til det britiske folk. At dette var en udpræget

opfattelse hos fiskerne, fremgår bl.a. af et interview med en

fisker, der opholdt sig i England under krigen. Ifølge ham

brød man blandt fiskerne sig ikke om vicekonsul Jacobsen,

idet denne ikke havde forståelse for fiskerne og fandt, at

disse ydede størst bidrag til krigsindsatsen ved at arbejde i

land. Dette var bestemt ikke et populært standpunkt

48

.

35