Page 33 - Sjæklen2002

stemme på to kandidater. De to, der fik flest stemmer, ville

automatisk komme i Rådet, og de to, der fik næstflest stem-

mer, ville blive suppleanter. Det var Aksel Andersens plan

at sikre sig, at de forskellige foreninger hver stillede med én

repræsentant, således at stemmerne koncentreredes på få

personer, og der dermed var større chance for, at 1942-for-

eningens kandidat fik stemmer nok til at komme i Rådet.

Efter møder i Fleetwood og Whitehaven mente Aksel An-

dersen at have fundet støtte til sin plan. Ifølge ham havde

begge foreninger givet udtryk for, at man ønskede at se

1942 repræsenteret.

Helt overbevist kan han dog ikke have været, for hans

efterfølgende og gentagne opfordringer til Buckie-fiskerne

om at danne en forening vidner om, at Aksel Andersen

fandt det sikrest med en form for alliance i ryggen. Buckie-

fiskerne lod sig dog ikke uden videre overbevise om det for-

delagtige i en foreningsdannelse, og dette synes at skyldes

en mistro til vestkystens fiskere. Da Andersen i et brev til en

ven fortalte om sit besøg i Buckie, berettede han, at han

havde fortalt de tilstedeværende, at vestkystens fiskere slet

ikke var så slemme endda. Han fortalte desuden, at Buckie

ikke ønskede at danne en forening og komme i Rådet, fordi

vestkysten, så bare ville regere med dem. Aksel Andersen

forsøgte at forsikre dem om, at dette netop ikke ville være

så sandsynligt, hvis man dannede sin egen forening, der

kunne yde modstand

36

.

I april lykkedes det endeligt at danne en forening i

Buckie, og dermed var muligheden for en alliance mulig.

Aftalen mellem 1942 og Buckie var, at man ville råde med-

lemmerne til at stemme på en kandidat fra hver af de to for-

eninger. Dette var dog ikke en “officiel” politik, idet man

ikke ville give vestkystfiskerne en idé om at danne deres

egen alliance

37

.

Planen viste sig ikke at være helt unyttig, idet Fleetwood

faktisk mod den indgåede aftale alligevel valgte at opstille

to repræsentanter med den begrundelse, at bestyrelsen ikke

havde kunnet blive enig

38

. Denne beslutning vakte naturlig-

vis stor harme hos Aksel Andersen og hans ligesindede,

men planerne for valgets udfald lykkedes under alle om-

stændigheder, og i maj 1943 blev Aksel Andersen stemt ind

i Rådet på vegne af Foreningen af 1942, mens K. Lisborg

kom ind på vegne af Buckie-foreningen.

I begyndelsen af april 1943 havde Rådet også endeligt

godkendt oprettelsen af “Fiskernes Udvalg” med deltagelse

af en repræsentant fra hver af foreningerne. På det første

møde den 1. juni 1943 var de indvalgte repræsentanter

39

:

O. Holdthusen (formand)

E. Jespersen (Fleetwood)

G. Jørgensen (Whitehaven)

K. Lisborg (Buckie)

A. Andersen (1942)

H. Kristensen (Cardiff)

T. Thiesen (Birmingham)

Vicekonsul C. Jacobsen

40

Dette udvalg adskilte nu endeligt gruppen af fiskere fra sø-

mændene, og man havde fra Rådets side skabt et forum, der

kunne tage sig af fiskernes problemer, og som officielt kunne

gøre opmærksom på dem. Hvis man ikke ønskede at besvære

myndighederne mere end højst nødvendigt, var dette natur-

ligvis en fordel, men følte man omvendt, at udvalget af sam-

me grund undertrykte kritik, ville det lede til frustration.

Kutterfrigivelser

Hvad var det så for konfliktpunkter, der kom til udtryk i

Fiskernes Udvalg?

Som allerede nævnt var der konflikten mellem de skibs-

løse 1942-fiskere og de resterende fiskere, der havde fået

frigivet deres både. Denne konflikt handlede om, hvor me-

get pres man ønskede at lægge på den britiske regering for

at få løsladt flere kuttere til fiskeri. Det af Aksel Andersen

ofte udtrykte ønske om at få frigivet et større antal kuttere

til fiskeri fandt ingen støtte hos de andre foreninger - et for-

hold som Aksel Andersen gang på gang forbitredes over i

sin korrespondance både i de private breve til sønnen Bør-

ge, men også til venner og samarbejdspartnere i foreningen.

Den manglende støtte fra de fiskende kolleger i dette

spørgsmål, så Aksel Andersen som et klart udtryk for en

manglende solidaritet fiskerne imellem. Han mente endog,

33