stemme på to kandidater. De to, der fik flest stemmer, ville
automatisk komme i Rådet, og de to, der fik næstflest stem-
mer, ville blive suppleanter. Det var Aksel Andersens plan
at sikre sig, at de forskellige foreninger hver stillede med én
repræsentant, således at stemmerne koncentreredes på få
personer, og der dermed var større chance for, at 1942-for-
eningens kandidat fik stemmer nok til at komme i Rådet.
Efter møder i Fleetwood og Whitehaven mente Aksel An-
dersen at have fundet støtte til sin plan. Ifølge ham havde
begge foreninger givet udtryk for, at man ønskede at se
1942 repræsenteret.
Helt overbevist kan han dog ikke have været, for hans
efterfølgende og gentagne opfordringer til Buckie-fiskerne
om at danne en forening vidner om, at Aksel Andersen
fandt det sikrest med en form for alliance i ryggen. Buckie-
fiskerne lod sig dog ikke uden videre overbevise om det for-
delagtige i en foreningsdannelse, og dette synes at skyldes
en mistro til vestkystens fiskere. Da Andersen i et brev til en
ven fortalte om sit besøg i Buckie, berettede han, at han
havde fortalt de tilstedeværende, at vestkystens fiskere slet
ikke var så slemme endda. Han fortalte desuden, at Buckie
ikke ønskede at danne en forening og komme i Rådet, fordi
vestkysten, så bare ville regere med dem. Aksel Andersen
forsøgte at forsikre dem om, at dette netop ikke ville være
så sandsynligt, hvis man dannede sin egen forening, der
kunne yde modstand
36
.
I april lykkedes det endeligt at danne en forening i
Buckie, og dermed var muligheden for en alliance mulig.
Aftalen mellem 1942 og Buckie var, at man ville råde med-
lemmerne til at stemme på en kandidat fra hver af de to for-
eninger. Dette var dog ikke en “officiel” politik, idet man
ikke ville give vestkystfiskerne en idé om at danne deres
egen alliance
37
.
Planen viste sig ikke at være helt unyttig, idet Fleetwood
faktisk mod den indgåede aftale alligevel valgte at opstille
to repræsentanter med den begrundelse, at bestyrelsen ikke
havde kunnet blive enig
38
. Denne beslutning vakte naturlig-
vis stor harme hos Aksel Andersen og hans ligesindede,
men planerne for valgets udfald lykkedes under alle om-
stændigheder, og i maj 1943 blev Aksel Andersen stemt ind
i Rådet på vegne af Foreningen af 1942, mens K. Lisborg
kom ind på vegne af Buckie-foreningen.
I begyndelsen af april 1943 havde Rådet også endeligt
godkendt oprettelsen af “Fiskernes Udvalg” med deltagelse
af en repræsentant fra hver af foreningerne. På det første
møde den 1. juni 1943 var de indvalgte repræsentanter
39
:
O. Holdthusen (formand)
E. Jespersen (Fleetwood)
G. Jørgensen (Whitehaven)
K. Lisborg (Buckie)
A. Andersen (1942)
H. Kristensen (Cardiff)
T. Thiesen (Birmingham)
Vicekonsul C. Jacobsen
40
Dette udvalg adskilte nu endeligt gruppen af fiskere fra sø-
mændene, og man havde fra Rådets side skabt et forum, der
kunne tage sig af fiskernes problemer, og som officielt kunne
gøre opmærksom på dem. Hvis man ikke ønskede at besvære
myndighederne mere end højst nødvendigt, var dette natur-
ligvis en fordel, men følte man omvendt, at udvalget af sam-
me grund undertrykte kritik, ville det lede til frustration.
Kutterfrigivelser
Hvad var det så for konfliktpunkter, der kom til udtryk i
Fiskernes Udvalg?
Som allerede nævnt var der konflikten mellem de skibs-
løse 1942-fiskere og de resterende fiskere, der havde fået
frigivet deres både. Denne konflikt handlede om, hvor me-
get pres man ønskede at lægge på den britiske regering for
at få løsladt flere kuttere til fiskeri. Det af Aksel Andersen
ofte udtrykte ønske om at få frigivet et større antal kuttere
til fiskeri fandt ingen støtte hos de andre foreninger - et for-
hold som Aksel Andersen gang på gang forbitredes over i
sin korrespondance både i de private breve til sønnen Bør-
ge, men også til venner og samarbejdspartnere i foreningen.
Den manglende støtte fra de fiskende kolleger i dette
spørgsmål, så Aksel Andersen som et klart udtryk for en
manglende solidaritet fiskerne imellem. Han mente endog,
33
1...,23,24,25,26,27,28,29,30,31,32 34,35,36,37,38,39,40,41,42,43,...168