Sjæklen 2016

havde brugt de tilsendte penge. Tilsyneladende fungerede det-

te system, for der findes ingen klager over forsvundne varer

eller penge. Kun breve ankom sommetider ikke. Varerne blev

sendt til den næste havn, oplagret ved bekendte og afhentet

ved lejlighed.

Husholdningen på Oland, som indebar både landbrug og tekstil-

produktion, var således tæt forbundet med skibet. De dannede

på en måde en fælles husholdning, der supplerede hinanden. Så

længe Ipke sejlede med sit eget skib i nærområdet, blev der især

udvekslet fødevarer, beklædning og lidt penge. Når han sejlede

fra Amsterdam og Altona, fik udvekslingen en ny dimension.

Metropolen Amsterdam var en handelsplads, hvor man kunne

få varer fra hele verden. Byen var fyldt med fristelser og mulig-

heder. Hamborg og Altona var allerede store byer med et stort

udbud, og Ipke bragte i sine år som skipper af ”Immanuel” varer

derfra med hjem. Men Amsterdam tilbød endnu flere varer. Her

var al luksus i verden til salg – og dette lod heller ikke Angens

uberørt.

Angens havde uendeligt mange ønsker om, hvad Ipke skulle

bringe med til hende fra Amsterdam. Men igen og igen blev

hun også plaget af bekymring for at være ham til besvær. Listen

af hendes ønsker blev længere og længere, og igen afbrudt af

hendes dårlige samvittighed og bekymring for, om pengene vil-

le række. Således gik det i næsten hvert brev. Angens bad også

manden om at gøre ting for hende, f.eks. at få farvet strømper.

Når Angens sendte kasser med fødevarer og beklædning til

Ipke, sendte hun samtidigt mål til nye sko og prøver på tekop-

per og stof, fordi han skulle købe mere af det. Når varerne an-

kom, enten fordi Ipke selv medbragte dem eller han sendte dem

med andre, glædede Angens sig i overmål – og ønskede sig med

det samme endnu mere. Angens takkede for kærligheden, men

især for de medsendte varer:

”Vi takker vores kære far for kærlig-

heden, især for det halve pund af bedste te og også for det røde og

hvide stof, som vi ikke forventede. Den almindelige te er også fin. Jeg

nyder den hver gang, jeg bruger den. Give Gud, at min kæreste vil

fortjene det igen med helbred og fornøjelse“.

I sådanne formuleringer bliver det tydeligt, at kærlighed og

forsørgelse hang tæt sammen. Ægteskabet var et økonomisk

fælleskab. Angens var dybt afhængig af Ipkes indtjening, og de

varer og penge han sendte hjem. Det var ikke en selvfølgelighed,

at det skete. I søfarersamfundet var der jo altid risiko for, at man-

den ødslede de tjente penge bort i fremmede havne og måske

endda foretrak ikke at vende hjem, men at bosætte sig i en frem-

med havn. På de nordfrisiske øer blev dette problem løst gen-

nem social kontrol og sømændenes tætte netværk i havnene.

Ipke bragte fine stoffer fra Amsterdam samt papir, hør, sko, te,

kaffe, krydderier, tobak, olie, vin, sirup, sukker, piber og desu-

den almindelige fødevarer, som ikke blev produceret på Oland,

såsom ost, hvide ærter, kartofler, løg og stokfisk. Angens be-

stilte også tre gange en vævekam. Stofferne blev brugt til tøj,

der blev syet derhjemme, og de indgik på den måde i hushold-

ningen på Oland. Mange ting, som Angens ønskede sig fra Am-

sterdam, var i hendes øjne luksusvarer. Fra den europæiske

overklasses perspektiv, som ligeledes skaffede sig luksusvarer

fra Amsterdam, var det dog dagligdagsvarer, men set fra den

yderste periferi, hvor Angens boede, var det ren luksus.

Angensʼ lange ønskesedler var ikke kun udtryk for hendes egne

voksende behov, men også for hendes købmandssans. Hun

havde nemlig opdaget, at man kunne tjene penge på ”luksusva-

rerne“ fra Amsterdam. Varerne var således delvist også bestemt

til slægtninge og naboer. De blev enten købt i deres navn eller

videresolgt til dem med gevinst. Måske havde Angens faktisk

mere sans for handel end Ipke, som jo økonomisk set ikke var

en succesfuld skipper.

Angens solgte varer på Oland, som Ipke havde bragt med fra

Altona eller Amsterdam. Nabohjælp og handel gik her op i en

højere enhed. Først var det måske kun ønsker, som blev ytret

i nabohjælpens ramme, uden at der blev tænkt på fortjeneste.

Således skrev Angens: ”

Jeg skal hilse fra vores skolelærer. Han vil

gerne have fire pund kaffebønner, hvis der måtte være lejlighed“.

Langsomt blev det dog til rigtig handel, hvor det drejede sig om

gevinst.