90 / 160
88
med deres store andel søfarere, var der en stor del af året kun
kvinder, børn og gamle til stede. Dette samvær fungerede tilsy-
neladende så godt, at mændene vendte tilbage på trods af alle
fristelser og forsørgede familierne. Økonomisk nødvendighed
og social tvang var forbundet, mens også social nærhed spillede
en rolle. Dette viser især Angensʼ breve, som overbragte nyhe-
der og hilsner fra slægtninge og naboer og derved åbenbarer
en stor social forankring.
Mens Angens satte dagsordenen i det daglige med sine man-
ge ønsker, kom der nogle grundstrukturer fra Ipke. Angens var
religiøs, men Ipke var endnu mere religiøs og fordybede sig i
religiøse spekulationer. Dertil kom nogle principielle beslutnin-
ger med stor betydning såsom køb og salg af skibet. Disse be-
slutninger blev taget af Ipke, men blev truffet med inddragelse
af Angens. Hendes synspunkter var vigtige for ham. I mange
henseender virker ægteparret derfor moderne, fordi vi kan
genfinde mange af disse mønstre i nutiden. I årenes løb blev
Angens stærkere i sine økonomiske beslutninger og vel også
mere uafhængig. Dog kan kilderne her spille os et puds, fordi vi
i begyndelsen kun har Ipkes breve, og senere mest Angens’, og
den respektive skriver virker derfor stærkere.
Ipkes og Angens’ liv blev bestemt af økonomi. Søfarten måtte
indbringe så meget, at familien kunne leve af det. Alligevel spiller
økonomi kun en forbavsende lille rolle i Ipkes breve. Han skriver
om pengesager og varer, om forsendelser og indkøb, og i de
første år gav han Angens præcise finansielle ordrer. Forbindelser
til halligøkonomien findes dog sjælden. Måske er økonomiens
lille betydning i hans breve udtryk for, at han i sidste ende var en
dårlig købmand, og at han måske helst ville fortrænge de økono-
miske aspekter af sin gøren. Så meget des hårdere slår de igen-
nem, når økonomien kom i krise, f.eks. før salget af ”Immanuel”,
og da han ville sælge ”Theodorus”. I begge tilfælde var det i sid-
ste ende økonomiske overvejelser, der konkret udløste handlen.
Mere fremherskende er økonomi i Angensʼ breve. Hun fortæller
om halligøkonomien, har ønsker til hvad Ipke skal medbringe
fra Amsterdam, og beretter om investeringer. Her kan man se,
at husholdning og økonomi bestemte hendes daglige liv, og
hele tiden beskæftigede hende. Økonomi og sociale relationer
bliver blandet, når hun f.eks. fortæller, hvordan børnene bi-
drager til husholdningen, eller beder om at medbringe varer til
venner og naboer.
I halligernes økonomiske diskurs indgik åbenbart også, at man
kunne købe ALT i Amsterdam. Amsterdam var de ubegrænse-
de indkøbsmuligheders by. Således vækkede diskursen An-
gensʼ ønsker. Denne verdslige side stod i konflikt med hendes
religiøse vækkethed. Selvom hun indimellem fik dårlig samvit-
tighed, kendte hun kun lidt til beskedenhed. Og Ipke indkøb-
te flittigt i Amsterdam, hvad hun bestilte. Iøjnefaldende er, at
oldebarnet førte familiens verdensfjernhed og alle verdslige
tings ildesethed tilbage til Ipke.
69
Vi oplever derfor en antago-
nisme af verdslige fristelser og pietistisk tro, som nogle gange
bryder igennem i Angensʼ formuleringer, når hun springer frem
og tilbage mellem ønsker og dårlig samvittighed. Således op-
står hendes usammenhængende stil. Først bestiller hun noget
harmløst til husholdningen: ”
Vi har så få sække. Jeg ved ikke, om
min kæreste har råd til to eller fire. Vi havde vel behov for gammel
sejldug til to sække“.
Hun tør dog ikke ønske noget til sig selv.
Derfor tilføjer hun:
”Hvad der mere tilhører underholdningen, vil
jeg overlade min kærestes egen vilje, hvis formuen er tilstrækkelig“.
Men egentlig har hun da helt andre ønsker! Og nu er det luksus,
som kommer næst:
”En ½ pund hvid topsukker“
. Dette var dog
alligevel for meget og vist syndigt, og derfor indskrænkede hun
med det samme:
”Vores krav er for store, kære Gud, velsigne vores
kære far, hvis det ikke kan blive til det hele, så er det også godt.“
Men fristelsen er alligevel for stor, derfor følger i den næste sæt-
ning:
”Jeg kan godt lide det sorte og hvide silkestof.“
Men det går
nu virkelig ikke, derfor fortsætter hun:
”Jeg vil vente med det, til
min kæreste kommer hjem. Give Gud, at vi vil opleve denne fornø-
jelse snart“.
Og dermed er hendes ønsker langtfra endt.
70
Verdensmetropolen Amsterdam og dens kultur fandt vej til
Angens’ verden ved den yderste nordfrisiske periferi via de fri-
stende varer og de derfra opståede økonomiske muligheder. De
verdslige fornøjelser stod dog i modsætning til den pietistiske