Sjæklen 2016

Netværkene, som blev opretholdt via hilsner og nyheder, hav-

de ikke kun en social funktion, men også en økonomisk betyd-

ning. Tydeligt bliver dette i relationen til Reinhold Lorentzen i

Amsterdam, men det gælder også alle andre kontakter til olan-

dere og andre halligfolk, da halligernes økonomi byggede på

netværk og gensidig støtte.

Søfart og religion

Alle breve, som Ipke sendte til Angens, var fyldt med religiøse

refleksioner og formaninger. Troen var et redskab til at kana-

lisere bekymringen om de pårørende til søs. Ipke selv skrev i

sine breve ofte mere om sin tro og manede sin kone mere til

tro, end han fortalte om rejserne, som han især senere sjældent

nævnte, da han sejlede for Pieter Smit Everhardtz. Angens var

også meget troende. I sine breve anråbte hun Jesus, anbefalede

sin mands skæbne til Jesus og manede til troen på Jesus, som vil-

le hjælpe. Angens jamrede meget om adskillelsen, og sådanne

klager blev altid vævet ind i lange religiøse udbrud.

I søfarernes verden, som altid var truet af døden og hvor konen

ikke vidste, om ægtemanden og forsørgeren ville vende hjem

fra den næste rejse, var bøn og tro en vigtig støtte.

For Ipke var

der en klar sammenhæng mellem troen og hans erhverv som

sømand. Således skrev han:

”Jeg føler og erfarer dagligt vores

Guds særlige nåde på grund af mit erhverv. Han vil fortsat vel hjæl-

pe og forblive vores fader“.

Frygten for døden sejlede altid med,

og kun troen hjalp imod det. Således skrev Ipke i 1801 fra Alto-

na:

”Adjø, min elskede, vi anbefaler os de hellige englers beskyttelse,

som er lovet til de fromme og sandfærdigt tjenende. Vær trofast til

døden, dette er mit forsæt. Med dette hjælp vil det lykkes. Bed for os,

at vi endnu vil ende også denne rejse lykkeligt“

Ipke og Angens levede i en personlig, følelsesbetonet fromhed.

Med deres orientering mod biblen, følelsen af manglende from-

hed og utilstrækkelig kristen livsførelse i samfundet samt Ipkes

permanente trang til at sætte spørgsmålstegn ved sin egen tro,

kan ægteparret tilregnes senpietismen

. Ipke kendte pietis-

mens hovedværker såsom Johann Arndts

”Wahres Christentum“

og også Zinzendorfs skrifter.

Udgangspunktet for ham var dog

biblen, og han kredser om den evige salighed. Han blev ikke

først i sine sidste leveår en religiøs sværmer, men vækkelsen

skete allerede i hans tolvte år.

Ipke anså sine beslutninger for at være bestemt af Gud. At han

blev skipper, tilskriver han Guds hjælp. Han forstod også beslut-

ningen om at sælge sit første skib som Guds inspiration. Ofte

begynder Ipke at sværme i sine breve. Ipke ville efterfølge Jesus

og leve i gudsfrygt. Men man kan fornemme noget sygeligt i

hans tro, når han prøver at fremtvinge saligheden. I al hans

snak om frelsens vished svæver angsten for alligevel ikke at

blive frelst og i stedet blive fordømt. Han lyder, som om han

ikke kun måtte overbevise sig selv, men også Gud for at indfri

evangeliets løfter.

Helt så enkelt var Jesu efterfølgelse dog ikke, da livet og selv

ægteskabet medførte mange forhindringer. Også i Ipkes ægte-

skab var der uenighed og skænderi, og dette udfordrede hans

tro. I sådanne anfægtelser huskede han religionen og anråbte

Gud om hjælp.

For Angens havde troen også en økonomisk betydning:

”Jeg suk-

ker ofte, den kære Gud ville velsigne min kæreste så meget som

denne sommer, for at den legemlige omsorg ikke måtte forhindre

sjælsorgen. Dette vil også sikkert ske, hvis vi er i stand til det og

ved at bruge hans gaver“.

Velsignelser og bønfaldelser for Jesus

kunne udarte til et forsøg på at ”tvinge“ skæbnen, ud fra, at Gud

ville hjælpe dem, der elskede ham.

Selv Før-kaptajnen Jacob Eschels (1757−1842), som eksplicit af-

viste alt religiøst hykleri, bevarede en høj, men individuel reli-

giøsitet,

og også Før-kaptajnen Lorenz Fr. Jepsen (1802−1891)

hvilede i sin tro.

Ipke Petersen og hans kone var dog mere reli-

giøse end gennemsnittet i deres tid. De nordfrisiske Øer og især

halligerne dannede på grund af deres perifere beliggenhed og

tilknytning til den farlige søfart grobund for en individuel reli-

giøsitet, som kunne afvige fra de anerkendte former og blive

til hykleri og sværmeri. Således blev Ipke Petersen i sine sidste

leveår ifølge kirkebogen anset for at være ”en total sværmer“.