82 / 160
80
ligt bidrog også, at han ikke havde det godt, hvilket kan ses af,
at han klagede over sygdom i sommeren 1795.
31
Ipke var nu 51
år gammel, dvs. i en alder, hvor de fleste kaptajner for længst
var gået i land.
32
Han havde dog ikke sparet nok op til fremtiden.
Nu kunne man tro, at Ipke tilbragte resten af sit liv på Oland
efter skibets salg og levede af sin opsparede kapital samt land-
ejendom og landbrug ligesom andre pensionerede skippere.
Dette skete dog ikke. I årene 1796 til 1801 var Ipke medlem af
den lokale fattigkommission på Oland. I årene 1800 og 1801 var
han endda kirkeværge (jurat). Disse ulønnede embeder kræve-
de, at han var til stede på øen. Han var dermed også blevet en af
honoratiorerne, som udøvede de offentlige embeder. I et brev
til en fætter antydede han dog, at han igen ville til søs:
”Jeg skal,
såfremt Gud vil, igen til at tjene“.
33
Sikre oplysninger fra Ipke har
vi endnu engang fra 1801, hvor han igen er ombord på et skib.
Efterhånden var han 57 år gammel, og det var en høj alder, selv
for en skipper. I hans sønners breve står, at han sejlede på en
sildebøjse fra Cuxhaven.
34
Han arbejdede altså i Nordsøfiskeriet.
Vi ved dog ikke i hvilken funktion.
Skipperen og rederen
Begge gange var det gennem forbindelser, at Ipke Petersen
blev skipper. Han købte sit første skib ”Immanuel” for på denne
måde at blive skipper, dvs. kaptajn på sit eget skib. For at han
kunne købe ”Immanuel”, havde fire andre olandske skippere
givet ham et lån. Fordelingen på fire personer skulle formind-
ske den høje risiko, som altid fandtes ved skibe. Skibsførelsen
lå dog alene hos Ipke. På skibet ”Theodorus” var Ipke kun an-
sat kaptajn, selvom han ejede en ottendedels part. Her havde
halligsøfarernes tætte netværk i Amsterdam hjulpet ham med
de nødvendige forbindelser. Tade Volkerts fra hallig Langenæs
kendte rederen Pieter Smit Everhardtz. Tade Volkerts anbefale-
de Ipke Petersen, og lånte ham også de fornødne penge til at
købe den nødvendige part.
35
Skibet var ejet af en gruppe investorer. På denne måde blev risi-
koen fordelt på flere skuldre. Ipke Petersen måtte selv overtage
en ottendedels part for at blive kaptajn/skipper. Dette var prak-
sis, for at kaptajnen skulle have en interesse i foretagendets
succes, og også havde del i både risiko og gevinst.
36
Han var
dermed selv en af rederne, og fik derudover en fast hyre på 25
gylden om måneden (300 om året). Ipke traf dog ikke beslutnin-
ger om skibet på egen hånd. Pieter Smit Everhardtz førte reder-
nes forretninger som ”bogholder“ eller korresponderende re-
der. Han var derfor Ipkes direkte foresatte, og Ipke tiltalte ham i
brevene servilt med ”
waarde patron
“ (ærede patron). Med denne
tiltalemåde blev klient-patron-forholdet italesat. Forholdet mel-
lem kaptajn og reder og deres forskellige positioner og interes-
ser indebar visse mulige konflikter, som blev synlige i brevene.
Ipke skrev regelmæssigt breve til rederen og orienterede ham
om rejsens forløb samt om indgåede og forventede aftaler. Alle
breve er skrevet på hollandsk. Ipke kopierede dem i en brevbog,
som også indeholdt regningerne, som han ligeledes sendte til
rederen. Mellem hans egne breve kopierede han også de breve,
han fik af Pieter Smit Everhardtz.
37
Ipke Petersen var ikke en god købmand, eller god til at vurdere
situationer. I hvert fald var rederen i 1792 ikke særligt tilfreds
med ham. I stedet for at søge fragt lagde han skibet i vinterhavn
på Langenæs. Man spørger sig selv, hvor meget han egentlig
havde prøvet at finde fragt. Måske ville han hellere være hos sin
familie. Ipke kommed lange søforklaringer, når han måtte bede
rederen om penge:
”Nu er brugt alle mine penge, og uden intet
kan jeg ikke komme over vinteren med min kone og børn“
.
38
Pieter Smit Everhardtz var meget utilfreds med beslutningen
om at lægge skibet i vinterhavn, og han frygtede, at både Ipke
og de øvrige redere ville lide tab på grund af det.
39
Ipke svarede,
at en rejse til Norge ville have været for farligt på denne årstid,
og at flere andre søfolk fra halligerne var forulykket på Nordsø-
en i dette efterår.
Måske var det lærepenge, en ny skipper måtte betale. I 1793
og 1794 var der færre problemer, og skipper og reder havde nu
afstemt deres forventninger. Ipke bragte ikke længere skibet i
vinterhavn på halligerne, men i stedet i Amsterdam eller Ham-