Sjæklen

over fejltagelsen. De havde til kaptajn Svarrer forklaret, at

en toldembedsmand i Savannah havde hørt, at der blev råbt

tre gange hurra for

”the kaiser”

– og kunne det være andre

end den tyske kejser, som jo var USA’s hovedfjende?

Det hele blev ikke klaret op i et stort smil. Dertil var

sagen for alvorlig og militærets fiasko for eklatant. HOL-

THE fik et notat i militærets papirer, om at det var et mis-

tænkeligt skib. Ved næste anløb af Savannah – kort efter at

1. Verdenskrig var afsluttet – blev der sat soldatervagt ved

skibet, og ingen fik lov at gå i land. Det var den gamle sag,

som spøgte. Selv ikke en kontakt til den danske konsul kun-

ne ophæve blokaden, men bestyreren af sømandshjemmet,

hvor mandskabet havde boet under det lange ophold, fik dog

talt militæret til fornuft

. ”Soldatervagten blev trukket bort,

og vi stormede i land til alle de gammelkendte steder”.

HOLTHE sejlede ud af floden igen, blev der fra Tubee fortet

kippet venligt med flaget.

En julestorm

I Baltimore kom man hurtigt til kaj, og for mandskabet blev

der tid til nogle ture op i den juleudsmykkede by. Under

en moderne

coalspout

førtes kullene frem på et rullende

transportbånd til lasten, hvor en stor flok sorte arbejdere

knoklede med at trimme lasten. Lillejuleaften var mand-

skabet til gudstjeneste i den svenske sømandskirke. Det

var skibets meget afholdte steward og kok H. P. Hansen fra

Esbjerg, en troende missionsmand, som om bord gik under

navnet

”Reservejesus”

, der fik sine kammerater med. Jule-

aftensdag slæbtes HOLTHE ud til Cape Henry ved Chesa-

peake Bay.

”Da vi kom til Cape Henry, var der stærk pålandsvind,

og den kunne vi ikke stå til søs med, så der blev kastet anker,

og vi blev glade, for nu kunne vi få vores juleaften i fred.

Men lidt efter mørkets frembrud sprang vinden om i vest.

Alle mand blev vi pebet på dæk. Der blev hevet anker og sat

sejl, vi kom til søs, og det gik stærkt. Jeg skal lige love for,

at vi ikke fik nogen rolig juleaften. Det blæste friskt, og vi

havde alle sejl på. Desværre blæste det op til storm, så vi

kunne begynde at bjærge sejl igen, mens vi sejlede raskt af

sted med en hylende storm ind agter.

Næste nat, hvor jeg tilfældigvis stod til rors, fik vi øje på

et fyr på Bermudaøerne. Det blev observeret i en gal retning,

eftersom strøm og vind havde bragt os i en gal position. Vi

skulle vende for at komme klar. Stagvende kunne der ikke

blive tale om i den hårde sø, så vi måtte kovende, hvilket

altid er en farlig sag i hårdt vejr.

Alle mand blev pebet på dæk. Der skulle mange folk til at

hale braser, så alle sejl kunne drejes, efterhånden som skibet

drejede. Jeg fik ordre til at lægge roret hårdt i borde, så skibet

drejede rundt og holde det der. En overgang under drejningen

brød bølgerne så hårdt over dækket og ud over den anden

side, at jeg tænkte: ”Bare nu ikke flere er skyllet over bord”.

Jeg selv stod højt oppe på agterdækket, hvor søerne ikke

kunne nå op. Vi kom rundt og fik skibet lagt på en anden

bov, og der var ikke sket noget, ud over at alle var våde som

druknede mus. Næste morgen flovede det helt af, og i det

klare vintervejr så vi ind på de farlige Bermudaøer, som vi

så lykkeligt var kommet klar af”.

I amerikansk kystfart

Efter anløbet af Buenos Aires var HOLTHE i næsten halv-

andet år i amerikansk kystfart. Nordligste anløbshavn var

New York og sydligste Buenos Aires og La Platas havneby

Ensenada i Sydamerika.

”Det var min bedste tid til søs. Behagelige sejladser,

mindst en måned i havn, da vi ikke havde moderne losse-

midler, og vi skulle både losse og laste, og krigen mærkede

vi ikke noget til”.

Ved anløb af New York stak krigen alligevel sit hoved

frem, idet myndighederne var ret strenge over for fremmede

skibe, og der kom hele tiden nye bestemmelser og restrik-

tioner. Straks ved ankomst myldrede det om bord med folk,

der undersøgte alt.

”Første gang vi var der, blev alt skriftligt, gamle breve

og først og fremmest vore private dagbøger konfiskeret,

hvad vi var meget kede af, da vi derved mistede alle vore

optegnelser med datoer osv. Det var forbudt at skrive no-

get som helst, der kunne falde i de forkerte hænder, hvilket

egentlig var noget sludder, men vi fik besked om, at hvis vi

nogensinde herefter gjorde notater, kunne vi blive straffet.