Sjæklen

Gamle breve skulle straks tilintetgøres. Så fik skibet en trop

soldater om bord; fem – seks mand, der holdt vagt dag og

nat. De var nu flinke nok”.

Fra New York gik det til Santos i Brasilien efter en kaf-

felast – igen bestemt for New York, hvor der under et nyt

langt ophold blev hentet nye oplevelser så vel på varieteer

som på museer. Sømandens interesser er alsidige.

Nu gik turen til Ensenada i Argentina, hvor der ved et af

de store slagterier skulle lastes guano. Det var nu ikke guano

i dets gængse forstand som fuglelort. Det var alt muligt slag-

teriaffald, der var brændt til smuld og nu skulle bruges som

kunstgødning. Lasten var i sække af meget dårlig kvalitet, så

der var meget svineri og en hæslig stank ved indladningen.

Lasten skulle til Savannah. Afsejlingen fra Ensenada skete

8/11 1918. Datoen kan fastsættes efter ankomsten til Tubee

fortet, hvor lodsen kunne fortælle, at krigen var forbi. Den

var faktisk sluttet tre dage efter afsejlingen fra Argentina.

Det var en nyhed, som vakte glæde. Nu kunne man måske

endelig komme hjem.

Det var en stor lettelse for mandskabet, at få losset den

hørmende last. Det var så meningen, at den opmagasinerede

last af oliekager skulle lastes igen, men HOLTHE var sluttet

for en last kul til Buenos Aires, og afskiberen ville ikke gå

med til at annullere den uden en stor erstatning. Det blev så

bestemt at sejle med kullene og i Buenos Aires laste majs til

Danmark:

”Nå, hvad! Hyren drejede jo, og kokken bakkede

op – som vi sagde; så det gjorde ikke så meget”.

Oliekagerne måtte vente. Måske var det netop den last,

som aldrig nåede Danmark, men var med i en tragisk hæn-

delse, som kostede 13 af Transatlantics søfolk livet.

ALBERT HØEG synes

Det blev et langt ophold i Buenos Aires. Først måtte HOL-

THE ligge til ankers på reden, inden der blev plads ved elek-

tricitetsværkets kaj, hvor kullene skulle losses. Derefter var

der en lang kø af skibe, som ventede på at laste kornafgrøder

til de tomme lagre efter krigen hjemme i Europa.

Mandskabet om bord fik kontakt med flere af de dan-

skere, som havde lagt fædrelandet bag sig og slået sig ned

som farmere i Argentina.

i en stenfisker i Nyborg, når vi kom hjem, men blev kort efter hjem-

komsten angrebet af den spanske syge og døde”.

9. Svensk matros kaldet ”Hestan”.

10. Matros Boye fra Nyborg. ”Han var noget af en bohemenatur,

men ellers et godt menneske”.

11. Hans fra Omø, der sammen med Kiil mønstrede som letmatros i

HOLTHE. Sammen kom de til at aftjene deres værnepligt i marinen,

men under tjenesten blev Hans syg og døde af den spanske syge.

12. Svensk matros kaldet ”Bokken”

13. Sejlmager fra Norge

14. Fillip Andersson. Svensker, der senere blev uddannet styrmand

og lods og lodsformand i Limhamn, Sverige, hvor Kiil mange år

senere besøgte ham.

15. Niels fra Nakskov. ”Han var stærk og kunne slå en prober næve!”

16. Skibets religiøse kok og hovmester – steward – H. P. Hansen

fra Esbjerg – gerne omtalt som ”Reservejesus”. Efter et forlis gik

han i land og blev bestyrer af et sømandshjem.

17. Christian Peter Christiansen Kiil. Efter styrmandsuddannelse

i Aalborg karriere i DFDS.

18. Nordmand fra Bergen, ”der var en meget glad og munter gut”.

19. En dansk-amerikaner, som var med skibet i lang tid.

Kiil slutter sin præsentation og karakteristik af HOLTHEs faste

stok: ”Vi ser måske noget sørøveragtige ud alle sammen, men vi

blev taget midt i arbejdstiden, og var ikke klædt på til fotografe-

ring. Når vi gik i land, var vi skam flotte fyre. Og det er betegnen-

de, at jeg ikke mindes, at en eneste af dem, der er her på billedet,

nogensinde kom beruset om bord”. Privatfoto.

8 9 10