Sjæklen

den måde var der ingen fare ved at blive om bord, indtil man

blev observeret, men alle stod dog klar ved redningsbådene.

”Da skete det frygtelige: Fartøjet begyndte at hælde styr-

bord over, og i et øjeblik var det langt under vandet i begge

sider. Der var ikke tid til at få taljerne hugget af, og begge

bådene kæntrede, hvorved alle mand kom i vandet, nogle un-

der og nogle ved siden af bådene. Vi var fire mand, der søgte

til storriggen, hvor vi forblev hele natten indtil kl. halv syv

om morgenen, da vi blev opdaget og ført ind til Vrångö.

Andenstyrmand Knud Frydendahl fik fat i mesanriggen,

hvor han holdt sig fast til kl. tre om natten, da han af ud-

mattelse i den stærke kulde måtte slippe sit tag; han faldt

i søen og druknede. Beklageligt nok kunne vi ikke bringe

ham hjælp fra storriggen, da vi selv kun med største besvær

kunne holde os fast”.

Tolv af Transatlantics søfolk druknede den nat i skær-

gården sammen med lods Bertelsen. En af de overlevende

var steward H. P. Hansen – Reservejesus – som har leveret

den citerede beretning ved søforhør i Gøteborg og siden i

København.

Ligene af kaptajnen og førstestyrmanden blev

bjærget og ført til Fanø, hvor de blev begravet 23/2 1920 på

Vester kirkegård i Nordby. Steward Hansen gik i land og

blev siden bestyrer på et sømandshjem.

Rederiet Transatlantic opgives

På rederikontoret i Odense begyndte det at blive klart, at

der hverken var økonomi eller fremtid i de store sejlskibe.

Konjunkturerne blev i begyndelsen af 1920’erne dårlige, og

rundt omkring i havnene kunne man se en større og større

del af handelsflåden blive oplagt.

Endnu i 1919 havde rederiet ud over ALBERT HØEG

anskaffet fuldskibet EDON af Skien i Norge. Skibet var byg-

get i England 1886 som HOLYROD af Liverpool, men kom

nu med hjemsted i Odense til at hedde HENRY SMIDT op-

kaldt efter endnu en repræsentant for Fyens Disconto Kasse,

proprietær fra Nybøllegård i Hillerslev Henry Smidt (1845-

1920).

Allerede 1923 var dette skib solgt til ophugning i

Genua, Italien.

OBERON, der ligesom ALEXANDER LAWRENCE

egentlig var købt af J. J. Larsen endnu før Transatlantic var

dannet, solgtes 1924 med skibsreder Anders N. Petersen fra

Dansk-Fransk Dampskibsselskab som mellemmand til op-

hugning i Leith, England.

Allerede 1921 kunne man se ALEXANDER LAWREN-

CE ligge uvirksom og oplagt i havnen i Odense, før det i

1924 blev ophugget i Swansea, England.

HOLTHE sejlede endnu i 1921, hvor skibet en dag an-

løb Nørre Sundby og fik besøg af sin tidligere letmatros

Chr. Kiil, som nu gik på navigationsskole i Aalborg sam-

men med sin gamle skibskammerat fra HOLTHE, Ejnar G.

Nielsen fra Viborg. Transatlantics skibsinspektør, Rasmus P.

Rasmussen, der havde ført den nu oplagte ALEXANDER

LAWRENCE, var med om bord ved denne lejlighed, og op-

timistisk på rederiets vegne havde Rasmussen taget sin no-

tesbog op og tilbudt Kiil at blive skrevet op til en styrmands-

hyre, når han var færdig på skolen. Men det blev der nu

ikke noget af. HOLTHE kunne som rederiets øvrige skibe se

frem til en længere oplægningsperiode, før det i 1925 blev

solgt til endelig ophugning i Tyskland.

Den eneste sande overlever i Transatlantics flåde var KY-

LEMORE, der fik frist til 1936, før det i Hamburg led sam-

Barken ALEXANDER LAWRENCE af Odense købtes i sommeren

1916 af de tre brødre Larsen, men overførtes i november til rede-

riaktieselskabet. I hele skibets tid i Transatlantics eje førtes det af

Svendborg-kaptajnen Rasmus Peter Rasmussen. Foto: Museet for

Søfart, Helsingør.