Sjæklen

set skibet komme sejlende lige ret gennem et meget farligt

minefelt. Hvert øjeblik havde man ventet at se skibet ramme

en mine og blive sprængt. Derfor var lodsbåden straks gået

ud for at komme til assistance, om det værste skulle ske.

Det var minefeltet Herthas Flak, som tyskerne havde ud-

lagt tværs over Kattegat kun med smalle passager langs den

svenske og den danske kyst. Dette felt manglede fuldstæn-

digt på kortet fra Lerwick.

Nu gik turen ned gennem Kattegat, og der ankredes op

ved Enebær Odde ud for indløbet til Odense Fjord. Her kom

en slæbebåd for at tage HOLTHE det sidste stykke op til J. J.

Larsens pakhus på Sverigesgade. Datoen var 9/71919. Efter

mere end to års fravær kunne skibet fortøjes til en dansk kaj.

Det var en festdag. Chr. Kiil kiggede ud over rælingen

og så kaptajn Svarrers kone med hele familien, som han

kendte så godt fra opholdet i Nyborg. Førstestyrmand M.

J. Lauridsens kone Fanny stod der i sin smukke fanødragt.

På turen ned gennem Kattegat havde Kiil siddet og reg-

net på, hvor meget han kunne have til gode. Der var brugt

godt af hyren under de lange havneophold. Han havde jo

dollarhyre, og hvis han gangede med kr. 3,25, som dollaren

havde stået i under hele krigen, så kunne der vel være ca. kr.

2.000 i danske penge. Stor var forbavselsen næste dag, da

der skulle afregnes på rederikontoret. Dollaren var steget i

kurs til næsten det dobbelte. Det var en ganske god slump

penge, der kunne sikre en styrmandsuddannelse på naviga-

tionsskolen i Aalborg, når først den udsatte militærtjeneste

var overstået. Med en fed check fra Fyens Disconto Kasse

gik turen i første omgang hjem til forældrene i Vendsyssel.

Lidt vemodigt var det også, at det for hans vedkommende

blev et farvel til de store sejlskibe.

ALBERT HØEGs forlis

Da ALBERT HØEG kom til Danmark, fik den som aftalt

HOLTHEs førstestyrmand Morten Jensen Lauridsen fra

Fanø som kaptajn. Med sig som førstestyrmand fik han

Niels Hansen Jessen ligeledes fra Nordby på Fanø, og med

dem fulgte HOLTHEs steward Hansen fra Esbjerg – Reser-

vejesus, selv om det nu havde været Kiils indtryk, at de to

ikke have været på god fod med hinanden, når Lauridsen

forstyrrede de søndagsgudstjenester, som stewarden gerne

foranstaltede om bord på HOLTHE.

ALBERT HØEG blev i efteråret 1919 sendt af sted

til Savannah for at hente en ladning oliekager. Det skulle

blive en meget ulykkelig hjemtur. ALBERT HØEG afsej-

lede Savannah 15/11920. Man havde god vind de første 8

-9 dage, men derefter løb man ind i en række korte, men

hårde storme. Et par uger senere befandt skibet sig i midt i

Nordatlanten på højde med Nova Scotia. Ved 21-tiden 28/1

skete følgende:

Ved slutningen af en af disse hårde storme brasedes no-

get om styrbord; fire mand af vagten gik for at klare braser-

ne af. Der kom da en brådsø, der hævede sig over stordæk-

ket. De tre mand klamrede sig fast på stedet. Den fjerde, den

17-årige letmatros Anton Berg Meinertz fra Nordby, Fanø,

ville formentlig løbe for at holde sig fast ved et eller andet,

men så har søen skyllet ham udenbords. Han fik fat i logli-

nen, men da en mand begyndte at hale ham ind, brast linen,

og redning var ikke på nogen måde mulig”.

Efter at have mistet letmatrosen forløb rejsen uden større

hændelser, men under uafbrudt regn, sne, storm og orkan,

indtil Norges kyst kom til syne. Vinter i Nordatlanten skal

man ikke spøge med, har mangen sømand erfaret.

Lørdag 14/2 passeredes Skagen, hvor der blev taget lods.

Det var lods Jørgen Bertelsen fra Frederikshavn, der skulle

lodse skibet ned gennem den smalle passage i minebæltet.

Man forsøgte nu at holde sydover, men det blev opgivet på

grund af tiltagende storm med snebyger af VNV og af frygt

for at komme ind i minebæltet. Under hårdt sejlpres sty-

redes ALBERT HØEG nu mod Sverige for om muligt at

nå ind til Gøteborg inden aften. Man nåede det ikke; der

var blevet styret for nordligt, og da man kom frem til lods-

stationen på Vinga i den yderste skærgård, var det blevet

mørkt. Ud for Vinga blussedes længe efter lods, men da der

ikke kom nogen lodsbåd til syne, blev skibet lagt bidevind

og styret udefter i en halv times tid, hvorefter der halsedes

rundt og styredes mod lodsstationen igen. Denne gang kom

man for langt ind. Kl. ca. 20 huggede ALBERT HØEG flere

gange i bunden ved Måholmen på sydsiden af Amneskären.

Det så ud til at skibet stod fast og ville blive stående, og på