Sjæklen

bet. Der blev et gevaldigt postyr om bord. Alle mand blev

kaldt på dæk, og man begyndte at svinge redningsbådene

ud i deres davider. Til al held forsvandt ubåden igen uden at

der skete noget, og man åndede lettet op. Lettelsen varede

frem til en nat midt ude på Atlanten, hvor der fra et krigsskib

blev affyret varselsskud for at få sejlskibet til at brase bak.

Fra krigsskibet blev der sendt en båd over mod HOLTHE,

og først da gik det op for mandskabet, at det var en engelsk

hjælpekrydser, som havde stoppet dem. En engelsk officer

undersøgte skibets papirer, for at kontrollere, at der ikke var

tale om et tysk skib, eller tidligere tysk skib, som blot havde

skiftet navn. Da intet mistænkeligt blev fundet, forlod of-

ficeren skibet igen med en ordre til kaptajn Svarrer om at

fortsætte den afbrudte sejlads.

Men nu blev den evindelige modvind, som man møj-

sommeligt havde krydset op imod, afløst af vindstille og

tåge. Lodskud fortalte, at man var kommet ind over New

Foundland bankerne, men en klar fornemmelse af, hvor

langt man var fremme, havde man ikke. Ikke før en dag,

hvor tågen lettede, og det klarede op ret forude, hvor man

så lige ind på en klippekyst. Kursen blev lagt om, og man

styrede sydover langs med land.

Krydsningen havde varet længere end forventet, og man

var næsten udgået for proviant og ferskvand. Tre døgn se-

nere var skibet ud for Halifax, hvor en slæbebåd halede dem

til en ankerplads i læ inde i fjorden, hvor også en del andre

skibe lå for anker. Der kom straks en skibshandler i sin båd

ud til HOLTHE, men han måtte ikke komme om bord, før de

canadiske kontrolofficerer havde været der, og de ville først

komme næste dag. Halifax var på dette tidspunkt Canadas

vigtigste flådehavn. Det varede et par dage, inden HOLTHE

kunne afsejle Halifax med friske forsyninger.

Letmatros Kiil fortæller intet om den sidste del af rejsen

ned til Fort Tubee ved Savannahflodens udmunding udover,

at der nu var gået 90 dage siden afsejlingen fra Danmark.

Kalenderen var således bladet om på slutningen af juli, in-

den en slæbebåd bragte HOLTHE op ad fjorden og frem til

den kajplads i Savannah, hvor der skulle lastes oliekager.

Det var en plads, som en del af mandskabet skulle blive me-

get fortrolig med.

Oplagt i Savannah

I Savannah blev der straks taget fat på indladning af en fuld-

last oliekager til Odense, men af flere årsager kunne HOL-

THE ikke få tilladelse til at afsejle straks. Kiil mener i sine

erindringer, at det var fordi, udførsler til Danmark var blevet

rationeret, og eftersom Danmark havde eksport til Tyskland,

måtte der kun eksporteres, hvad der ansås at medgå til lan-

dets eget forbrug. Kiil lægger sig dermed på linje med H. C.

Røder i

Dansk skibsfarts Renæssance

”Ved Amerikas indtræden i krigen blev de danske skibe

i amerikanske havne tilbageholdt af myndighederne, og de

skibe, der allerede havde fået ladning på kølen til Danmark,

Kaptajn N. Svarrer, havde allerede før sin ansættelse i Transatlan-

tic en solid erfaring som fører af store belgiske sejlskibe. Chr. Kiil

karakteriserer sin kaptajn ganske kort: ”Han var en fin mand!”

Privatfoto.