Sjæklen

måtte atter losse den. De pågældende skibe kom efterhån-

den i fart mellem Nord- og Sydamerika og Vestindien til ra-

ter fastsat af den amerikanske regering. Dansk tonnage blev

i udstrakt grad taget i brug for fremmed regning, mens man

nægtede Danmark selv de nødvendigste tilførsler. Set med

allierede øjne kan det vel siges, at man uden hensyn til de

neutrale måtte sikre sig, at intet af det gods, som blev sendt

til Danmark, endte i Tyskland”.

Det var også, hvad der skete for HOLTHE. Der blev an-

søgt igen og igen om tilladelse til udførsel, men intet skete

før hen i december, hvor man fik ordre til at losse hele lad-

ningen igen og få den lagt i et pakhus, hvorefter skibet blev

beordret i amerikansk kystfart.

I Savannah måtte mandskabet ikke sove om bord, da det

ikke var sikkert nok mod de sværme af moskitomyg, som

det var tykt af nede ved floden. Overnatning foregik i en stor

sovesal på sømandshjemmet, hvortil der var adgang gennem

en moskitosikret sluse

. ”Der var gode senge og ret stor –

sikkert lovbefalet – afstand mellem dem, så vi befandt os vel,

og opholdet skulle jo komme til at vare længe”.

Der gik ikke lang tid, inden det begyndte at tynde ud i

HOLTHEs mandskab. Mange forlod bare skibet og tog an-

den hyre. Ved at mønstre ud fra amerikansk havn ville man

få amerikansk hyre, også selv om man mønstrede i et af de

skandinaviske skibe, som der var mange af i havnen. Den

amerikanske hyre var mindst tre gange højere end den dan-

ske, og den steg hele tiden. Blandt de øvrige danske skibe,

som blev opholdt i Savannah, var Transatlantics bark KY-

LEMORE. Besætningen herfra og den resterende besætning

fra HOLTHE havde af og til nogle glade oplevelser sam-

men under det lange ophold. De unge på skibet turde ikke

rømme, da det kunne få konsekvenser for deres muligheder

for siden at uddanne sig på navigationsskole, men kaptajn

Svarrer gav dem lov til at arbejde i land. Han ville blive

ved med at betale for deres logi på sømandshjemmet, men

maden måtte de selv skaffe, og de skulle fortsat stå mønstret

om bord, hvor de straks skulle møde op, hvis der var udsigt

til, at HOLTHE skulle afsejle.

For den unge letmatros Chr. Kiil blev det nogle ople-

velsesrige måneder i Savannah. Han tog først arbejde på et

træskibsværft, hvor man byggede ti ens skibe ad gangen.

Amerikanerne ville bygge skibe hurtigere, end tyskerne

kunne sænke dem, blev der sagt. Oven i skibshyren gav det

fem dollars om dagen

. ”Vi var rige!”,

skriver Kiil

Det var

et strengt arbejde på værftet, og da en flodskipper med en

flodpram – en af dem med et stort skovlhjul agter – tilbød

Kiil et job som styrmand, blev der svaret ja tak. Det var til

45 dollars om måneden, men så havde han også kosten. Sej-

ladsen foregik fra Savannah op ad floden til byen Augusta.

”Det var en herlig tid, men det varede ikke så længe,

vistnok fem rejser, så kom der to mand fra immigrationen og

hentede mig. Der var som følge af krigen kommet så mange

nye bestemmelser, og nu var der kommet den bestemmelse,

at alle udlændinge, der gik i land og tog arbejde på ameri-

kanske skibe, skulle udtage noget, de kaldte ”første papi-

rer”, så jeg havde brudt loven. Jeg blev taget med op på et

nyoprettet immigrationskontor og taget i forhør om, hvor-

når og hvordan, jeg var kommet ind i landet”.

Der blev sendt bud efter kaptajn Svarrer, som kom og

reddede trådene ud for sin letmatros, da han kunne doku-

mentere, at Kiil fortsat var påmønstret HOLTHE. Kaptajn

og letmatros kunne følges ad tilbage til HOLTHE. Under-

vejs fortalte kaptajnen, at det var heldigt, at Kiil ikke var

blevet registreret på immigrationskontoret, for så havde han

været værnepligtig og var blevet indkaldt med det samme.

Det var bare om at komme om bord igen, og kort tid efter

kom der besked om, at hele ladningen af oliekager skulle

losses og HOLTHE indgå i amerikansk kystfart. Da var det

blevet december.

KYLEMORE – sagen

Før HOLTHE kunne afsejle, skulle der skrabes en ny besæt-

ning sammen. Man var heldige at få fire fuldbefarne sejl-

skibsmatroser fra et svensk sejlskib, som lå oplagt i havnen.

Resten var netop noget skrabsammen, som ikke forstod sig

meget på sejlskibe, husker Kiil. Han havde nu selv sammen

med Hans fra Omø sejltid nok til at kunne mønstre ud som

fuldbefaren matros. Først måtte de begge dog tilbage til

immigrationskontoret for at aflægge synsprøve og besvare

en masse spørgsmål, for at de kunne godkendes som

A.B.-