Sjæklen

Efter udbruddet af 1. Verdenskrig nærmest eksploderede

fragtraterne, og den danske regering stillede krav til rede-

rierne om pligtrejser for at sikre forsyninger til det danske

samfund. Dampskibe til at hente korn og foderstoffer i Syd-

amerika og USA var ikke til at skaffe, og da J. J. Larsen

for alvor var ved at løbe tør for forsyningsmuligheder, tog

man i Odense en stor beslutning. I løbet af sommeren 1916

købte man fra Norge tre store tremastede barkskibe og et

fuldskib – alle bygget af jern – og man oprettede aktiesel-

skabet Transatlantic med J. M. Larsen som bestyrende re-

der. De helt store råsejlere, de firemastede barkskibe med

en dødvægt på op til 4.000 tons bygget i sidste fjerdedel af

1800-tallet var i begyndelsen af 1900-tallet ved at forsvinde

ud af rederiernes flåder. Det var dyrt anskaffede skibe, men

med dårlige fragter gav de intet overskud, og det var det,

som talte på bundlinjen. Hvor lande som Frankrig, Tysk-

land og England skilte sig af med disse skibe, der opkøbte

nordmændene dem nærmest i bundter til utroligt lave priser.

”Dampskibene var blevet større, de havde fået mere øko-

nomisk maskineri, og Panamakanalen skulle jo snart åbne,

derfor var der ikke mange, der troede på en fremtid for stor-

sejlerne, altså ud over nordmændene, der med de beskedne

investeringer så muligheden for at sejle et overskud hjem”

Det var fra Norge, at Transatlantic – ligesom andre sto-

re danske kornfirmaer – skaffede sig en flåde, men nu var

fragtraterne så højt oppe, at prisen på tonnage også var i top.

Skibenes dødvægt lå mellem 1.000 og 2.000 tons. Første

køb var i maj 1916. Det var barken KYLEMORE af Christi-

ania, som siden skulle blive Danmarks største sejlskib. Det

var efter at skoleskibet KØBENHAVN i 1928 var forsvun-

det. Skibet hed da SUZANNE og var hjemskrevet i Marstal.

Måneden efter fulgte købet af ALEXANDER LAWRENCE

af Christiansand og i juli fulgte hurtigt efter hinanden HOL-

THE af Larvik og fuldskibet OBERON af Porsgrund. Flere

af handlerne blev kontraktmæssigt afsluttet, før skibene

kunne overtages i dansk havn. Ingen af disse tre skibe fik

et liv, som rakte meget længere end til Transatlantics ejer-

skab. De blev alle ophugget i løbet af 1920’erne. Der havde

været tale om at ændre skibenes navne, men under indtryk

af krigen havde englænderne sat sig imod, at skibe ændrede

navn. De skulle beholde det navn, hvormed de nu engang

stod opført i de officielle skibsregistre, så tyske skibe ikke

skulle slippe ud under andet navn.

Tremastet bark HOLTHE

Først i begyndelsen af 1917 ankom HOLTHE til Nyborg

med en ladning hentet i Amerika. Skibet havde endnu det

norske neutralitetsmærke malet på skroget, men førte dog

Transatlantics kontorflag på mastetoppen. På returrejsen fra

Amerika havde skibet anløbet sin hjemhavn Larvik

”for at

proviantere”

, hed det, men opholdet i Norge havde varet

otte dage, og hos de folk, som i Nyborg skulle klargøre ski-

bet til dansk indregistrering, blev det hurtigt opfattelsen, at

man havde benyttet anløbet af Norge til at ribbe skibet for

alt muligt.

HOLTHE af Larvik var bygget i 1890 i Alloa i Skotland

og havde indtil 1908 sejlet som BANKBURN af Liverpool.

Det var reder Alf Lunde i Larvik, som købte skibet i 1908

og gav det navnet HOLTHE, så Transatlantic blev i 1916

skibets tredje ejer. Det var således ikke noget helt nyt skib,

rederiet havde overtaget. Alle sejl og alt det løbende gods

måtte fornyes, og meget andet blev forbedret. En gammel

donkeykedel blev udskiftet med en ny stor petroleumsmotor

til brug ved losning og ankerophivning m.m.

Arbejdet om bord blev ledet af kaptajn N. Svarrer fra

Esbjerg, som havde sin kone med om bord, samt styrmand

Morten Jensen Lauridsen fra Nordby på Fanø. Blandt det

menige mandskab var den 20-årige Christian Peter Christi-

ansen Kiil. Han havde sejlet i småskibe og dampskibe tidli-

gere, men for at komme på navigationsskole, skulle han først

have fire år til søs og heraf mindst et år i et større sejlskib

i oversøisk fart. Det var denne kvalifikation, han nu ville

hente om bord på HOLTHE. Hyren som letmatros om bord

havde han fået med hjælp fra sin farbror, som var kaptajn i

Vandbygningsvæsenet og boede i Esbjerg, hvor han ejede

det hus, som kaptajn Svarrer boede til leje i med sin familie.

1/2 1917 kort tid efter, at HOLTHE var ankommet til

Nyborg, havde Tyskland erklæret den uindskrænkede

ubådskrig, og det havde ikke skortet på opfordringer fra den

unge Kiils mor hjemme i Horne i Vendsyssel til sønnen om