Sjæklen

sailors

. Som sådanne ommønstrede de nu i HOLTHE, og da

de øvrige matroser var mønstret til amerikanske hyrer, lod

Svarrer også sine tidligere letmatroser mønstre på den måde.

Straks efter udlosningen kom en slæbebåd for at føre ski-

bet ud af fjorden. Destinationen var Baltimore i Maryland,

hvor der skulle lastes kul til Buenos Aires i Argentina. På

vej ud af havnen passeredes den oplagte KYLEMORE. Efter

gammel sømandsskik

tog begge skibes besætninger opstil-

ling langs rælingen og råbte hurra tre gange for hinanden.

Fra HOLTHE lød brølet på engelsk ud over havnen

”Three

cheers for the kejlmor!”

– efterfulgt af en livlig vinken. Da

slæbebåden var kommet ud til flodmundingen ved Fort Tu-

bee, blev der fra fortet affyret en kanon, og nedslaget faldt

lige foran slæbebåden, som dog ikke reagerede. To skud mere

bragte slæbebåden på andre tanker. Den fik HOLTHE vendt,

og endnu et par skud drønede foran stævnen på HOLTHE.

”

Vi så da en stor motorbåd komme styrende mod os. Den

lagde til, og marinesoldater gennede alle, også kaptajnen,

hen i forskibet. Soldaterne tog nu kaptajnens salon i besid-

delse, og under skarp bevogtning blev vi en efter en ført til

forhør i salonen. Efter afhøring blev vi ført op på agterdæk-

ket, for ikke at få kontakt med mandskabet forude. Forhøret

gik ud på at få oplyst, hvem vi var, hvor vi kom fra, og hvad

vi havde råbt, da vi forlod Savannah”.

Alle forklarede det samme, at det var KYLEMORE,

man havde råbt hurra for, og efterhånden blev militæret klar

KYLEMORE havde ikke som Transatlantics øvrige skibe hjemsted i Odense, men var registreret i Nyborg, hvor skibsmægler Thomas

Wang (1862-1934) i mange år havde dette billede hængende på sit kontor. Skibets historie er nærmere beskrevet i Finn Ole Boyes bog

”Havrebarkerne fra Marstal”. Ligeledes er der en del erindringsstof fra skibets fører, kaptajn Chr. Aaberg, over flere numre af tidsskriftet

”Vikingen” årgang 1966. Privatfoto.