Sjæklen

det ikke blev taget så nøje med papirer. I New York førte

konsulatet statistik over rømninger gennem fire år fra 1892

– 1895. Antallet af rømninger lå disse år på hhv. 78, 25, 45

og 19. En hel del af disse folk kom til byen med dampskibe.

Særligt Thingvallaliniens udvandrerdampere havde man-

ge rømninger blandt besætningsmedlemmerne, men ikke

blandt mellemdæksopvarterne, som kun var hyret for rejsen

til Amerika, så de blev helt legalt afmønstret i New York.

Søfolk fra Jernalderens storsejlere var kun i yderst begræn-

set omfang leverandører til statistikkens tal. Når disse skibe

anløb New York var det sædvanligvis som afslutning på en

rundrejse med normal afmønstring af alle ombordværende.

Den amerikanske vestkyst havde helt andre forhold. I

1898 rømte seks mand fra SIXTUS af Nordby, og under

opholdet måtte skipperen skille sig af med yderligere to

mand.

Søfolkene kunne have landsyge efter den ofte lange sø-

rejse. VENUS af Kolding havde f.eks. i 1889 seks måneder

i søen. SIXTUS af Nordby havde i 1898 fire måneder og 11

dage og i 1904 fem måneder og fem dage. Når folkene mær-

kede fast grund under fødderne, kunne det være fristende at

forlænge landgangen. Hvorvidt det altid var rømning, der

fandt sted i San Francisco og omliggende pladser kan der

sættes store spørgsmålstegn ved. I 1890’erne blev tallet af

søfolk, der ikke kom retur til deres skib anslået til et par

tusinde hvert eneste år.

Hyrebasserne i USA var almindeligt berygtet for at

udsætte søfolk for en enestående samvittighesløs behand-

ling, og forholdene på vestkysten blev beskrevet som lov-

løse. Skipperne klagede over, at deres folk blev lokket til at

rømme, og at de de så kunne blive afkrævet 50 $ for at få

en afløser. Skipperne kunne imidlertid ikke alle sige sig fri.

Selv kunne de have økonomisk interesse i at folk rømte, da

søfolkene på rejsen havde optjent hyre for op imod et halvt

år. Såfremt skibet måtte vente på fragt, var der ikke behov

for hele mandskabet, så hvis nogle forsvandt, sparede man

hyre, og skipperen kunne beholde de rømtes tilgodehavende.

Mellem 1888 og 1914 havde danske storsejlere 22 anløb

af havne i det nordvestlige Amerika, heraf kom de syv til

ankers i San Francisco.

1892 var det PRINS VALDEMAR

af Nordby, der hentede en ladning hvede til den udmærkede

fragt af 35 sh. pr. ton. Da skibet var lastet, stillede kaptajnen

hos konsulen med papirer og søfartsbøger for tre danske sø-

folk, der var rømt. I deres sted blev skrevet tre udlændinge

på mandskabslisten.

Et skib under indsejling blev mødt af lodsen, og i hans

kølvand kom en samling lyssky elementer om bord, som

ved hjælp af gavmild udskænkning af spiritus, løfter om

alverdens herligheder såsom masser af dejlige damer, rige-

ligt mad og drikke, let tjente penge o.s.v., lokkede folkene i

land. Var løfterne ikke overbevisende nok, anvendtes andre

metoder som spiritus med knock-out dråber, trusler om –

og brug af – fysisk vold. Mord hørte til dagens uorden, og

ordensmagten kunne man absolut ikke stole på. Søfolk blev

plyndret for alt, det var lykkedes dem at få med i land. At

skipperen skulle betale de mange penge for at få nye folk til

skibet var naturligvis beklageligt, men de folk han fik om-

bord havde på deres side måttet underskrive en trækseddel

til Boarding-Masterne på op til tre måneder af deres fremti-

dige hyre for at slippe ud af dette Helvede.

U.S.A. vedtog 1906 en lov med straffe for shanghajning

af søfolk. Straffene gik fra 1.000 $ til et års fængsel, eller

begge dele for den, som

”under usande foregivender, ved

trusler, vold, beruselse eller lignende skaffer folk, eller blot

prøver at skaffe folk i noget skib i De forenede Stater, i den

henseende, at de pågældende der skal tage hyre eller udføre

arbejde af nogen art”.

Australien havde anderledes forhold, men inden skibene

nåede frem hertil havde søfolkene været længe undervejs,

og det var et sted, hvor mange kunne fristes af mulighe-

derme om en ny og bedre tilværelse. TERCERA af Nordby

anløb 1897 Brisbane fra London. Seks mand rømte, heraf

slog en dreng og en matros fra Nordby pjalterne sammen i

jagten på en ny tilværelse. Erstatning blev fundet med for-

hyringen af syv mænd og tre kvinder.

Tre mand gik ved Kolding-barken HERTHAs anløb af

Sydney i 1896 på eventyr. Blandt de rømte var kokken, der

senere sendte et bønskrift til kaptajn N.C. Klaaborg, hvor

han bad om forladelse for at have rømt, men bad om: ”

Med-

lidenhed med mig, for ellers vil jeg gaa til Grunde, og min