Sjæklen

kokken kom tilbage med kaffen, var skipperen inde i kahyt-

ten, hvor han gav kokken en større overhaling og kaldte ham

tyveknægt. Kokken svarede, at skipperen ikke burde skælde

ham ud i andres påhør, men så ”

sprang kaptajnen op fra sto-

len, greb mig i brystet og ville slå mig en skalle. Da han

endnu var beruset og dårligt kunne stå på benene, havde jeg

intet besvær med at holde ham, så at han ikke kunne komme

mig til livs, og jeg forsøgte at tale ham til rette”.

Flere gange

sprang skipperen på kokken, endelig den fjerde gang lykke-

des det at slå kokken ind mod døren, hvorved kokkens højre

hånd blev beskadiget. I sit raseri truede skipperen kokken på

livet, idet han råbte: ”

Jeg skal Satan lyne mig slå dig ihjel”.

Mens den norske skipper søgte at tale skipperen til ro, strøg

kokken ud af døren og meldte: ”

nu går jeg til konsulen for

at klage”.

Skipperens svar var: ”

du kan gå ad Helvede til”!

Kokken kom fra øen om bord på den norske skippers

skib, mens FRANZ SCHWALBE sejlede mod Nantes.

Skipperen kaldte kokkens forklaring ”

usandfærdig”.

At han

som skipper skulle havde været under indflydelse af spiritus,

og at kokkens liv skulle have været i fare, var det rene vrøvl.

Desuden hævdede skipperen, at kokken var deserteret, og

derfor hverken havde krav på tilgodehavende hyre, tøj eller

øvrige ejendele. Forklaringen fra Nantes blev sendt til Lon-

don, hvor de to beskrivelser blev vurderet. Her fandt man, at

kokkens ”

fremstilling synes meget pålidelig og sandfærdig”

Påstanden om, at kokken skulle være rømt på et så afsides

sted som Azorerne, efterladende sig tilgodehavende hyre

på omtrent 700 kr og en god garderobe, når han vidste han

skulle afmønstre 14 dage senere i Nantes, blev ikke taget for

gode varer. Til konsulatet i Nantes måtte skipperen betale

915,85 Francs, som blev sendt til København og indsat på en

bankbog i Bikuben med 659,15 kr. i kokkens navn.

KRONPRINSESSE LOUISE af Nordby anløb i 1905

Valpariso som nødhavn på grund af havarier. Det var kul-

minationen på en rejse, der hidtil havde været fyldt med

problemer. Skipperen var død og førstestyrmand ny skipper.

En mand af besætningen var omkommet. Der var desuden

diverse tvister mellem bådsmand og skibets nye førstestyr-

mand, hvor bådsmanden i hele besætningens og skipperens

påhør havde kaldt styrmanden noget unævneligt. Dertil følte

styrmanden sig truet af mandskabet. De nye folk om bord

havde egne opfattelser af, hvordan livet burde leves om bord

på et sejlskib. Det gav anledning til meget bryderi, og under

skibets tvunge ophold i Valpariso måtte konsulen flere gan-

ge lægge øren til mandskab og skipper, der ønskede hans af-

gørelse på deres uoverensstemmelser. To matroser, en britte

og en tysker, erklærede dagen før afsejling, at de ikke agtede

at arbejde, hverken den dag eller nogen følgende, mens de

”

iagttog en

ærbødig og høflig

optræden”

over for kaptajnen

på konsulatet. De to mand var villige til at lade sig fængsle

her, eller lægges i jern om bord. Men afmønstre uden udbe-

taling af deres hyre ville de ikke. Straffen for deres arbejds-

vægring var en halv måneds hyre, som de fandt ”

var en mild

og nådig straf”

, men at straffen kunne gentages for hver

dag, de ikke ville arbejde, ville de ikke tro på. Konsulen

anså ikke skipperen for ”

at være mand for at bringe dem til

lydighed og frygtede, at de skulle have en demoraliserende

indflydelse på den øvrige besætning”.

De to mand blev der-

for afmønstret på stedet og fik udbetalt mindre end halvde-

len af deres tilgodehavende.

Rømningsmænd

På et Skandinavisk Søfartsmøde i 1883 var et af emnerne

rømning eller desertering. Alt hvad der kunne opnås enig-

hed om, var, at emnet burde behandles af en international

delegation til ”

systematisk modarbejdelse af Rømningsvæ-

senet og særlig af de fristelser til r

ømning, der udgår fra

Boardingmastere og deres Runnere”.

Når en sømand rømte, gjaldt det for ham at få mest mu-

ligt af sit tøj og andre ejendele med, og sørge for at have

forskud på hyren o.s.v. En ting en rømningsmand aldrig

kunne få med, var Søfartsbogen, der beviste, hvem han var,

og hvilke kvalifikationer han besad. Den var afleveret og

nærmest taget i pant af skipperen ved forhyringen.

I europæiske havne var det yderst sjældent, at folk rømte

fra de store sejlere. Det var normalt her rejsen endte, den

tilgodehavende hyre blev udbetalt, og folkene helt legalt

kunne gå i land med ejendele og papirer.

Amerikanske havne var anderledes. Her fristede både

eventyr i land og løfter om høje hyrer på nye skibe, hvor