Sjæklen

forlade skibet inden 24 timer og fradrages halvdelen af sin

tilgodehavende hyre.

GLADSTONE af Nordby ankom 17/12 1892 til Mel-

bourne efter tre måneder i søen fra NewYork. Ret usædvan-

ligt medbragte skibet to passagerer, en mand og en dame.

Om aftenen 19/12 gik kaptajn, første styrmand og den kvin-

delige passager, som stadig boede ombord, fra borde. Nogle

af mandskabet havde ladet sig friste til at mærke fast grund

under fødderne, men havde ikke fået lov. Da de tre returne-

rede var de berusede (om kaptajnen var beruset var uvist),

de tog ophold på dækket, hvor de tog imod folkene, der

havde været i land. Styrmanden ganske kontant ved at give

hver enkelt en knytnæve i ansigtet. Knytnæveslaget var ikke

velkomment og blev på et tidspunkt gengældt, hvorefter det

udartede sig til et større slagsmål. Kaptajnens indsats var

begrænset til opildnende tilråb, som ”

go at it, I will see fair

fighting”.

Den kvindelige passager blandede sig i stridig-

hederne, og da styrmanden på et tidspunkt holdt en matros

nede, rev hun matrosen i ansigtet med neglene. Mandskabet

fik efterhånden overtaget, styrmanden måtte trække sig til-

bage, men kom tilbage med en kniv i hånden. Han forsøgte

dog ikke at anvende den, og uden problemer blev den taget

fra ham.

Herpå fulgte et lokalt efterspil med politi og retssag.

Kvinden forklarede sin deltagelse med ønsket om at stifte

fred. Årsagen til, at hun havde revet sømanden i ansigtet var,

at han havde sagt, hun var en kvinde af dårlig karakter, og

så havde han sparket hende på brystet og givet hende et blåt

øje. Retten fandt det temmelig idiotisk, at hun havde blandet

sig i stridighederne, men sømanden blev alligevel dømt til

tre dage i byens fængsel, betaling af en bøde på 10 shilling

samt udredning af sagens omkostninger med 26 shilling.

Konsulens forhør bragte flere sager for dagens lys. Den

mandlige passager havde under en storm, hvor en af folkene

var ved at blæse ned fra en rå, hørt styrmanden udtale ”

that

would not matter, there are plenty more – where he comes

from”

Mandskabet havde flere gange beklaget sig til kaptajnen

over styrmanden, men det havde han ikke taget sig af. Kon-

sulens opfattelse af kaptajnen var, at han muligvis var en

god sømand, men en ringe leder og dårligt forbillede for

sine folk – og dertil en simpel mand der tog let på tingene.

Det kom også frem, at styrmanden ved flere lejligheder

havde demonstreret sin magt og autoritet over mandskabet

for kvinden, med hvem han syntes at have været på ”

very

friendly terms”.

Han havde slået på folkene uden årsag og

anvendt ”

bad names”

. Damen medvirkende aktivt til det

dårlige klima. Engang havde hun sagt til en sømand, at hans

”

wife was a whore”

og betroet ham, at det var styrmanden,

der havde fortalt det til hende. I det hele syntes hun at være

ligeså ferm i ”

bad language”

som styrmanden.

Konsulen fandt, at styrmanden totalt havde mistet re-

spekt og autoritet ved sine handlinger og dømte ham til tab

af en måneds hyre. De seks søfolk, som var gået i land uden

at få lov og efterfølgende var kommet i slagsmål med styr-

manden og kvinden,

skulle hver især betale en dags hyre i

straf. Der var ingen straf til kaptajnen, men omkostninger

for rederiet. Konsulen fandt det voveligt at sætte folkenes liv

på spil ved fortsat at lade dem følge med GLADSTONE. De

seks mand fik udbetalt deres tilgodehavende hyre og afmøn-

strede, da ladningen var losset.

GLADSTONE ”

var ellers et prægtigt skib, som nok

kunne fryde en sømands hjerte”

. 1895 kom der ny besæt-

ning på 24 mand ombord. 11 forskellige nationaliteter var

repræsenteret, ”

og der var nogle slemme karle iblandt. Man

kunne vel sige, hvorfor tager man sådanne folk ombord?

Ja, man tog dem nu ikke. De sendtes af forhyringsagenter

og logiværter, sådanne søfolk som ingen penge havde, og

som logiværter og agenter ønskede bort, for at de kunne få

fat i et par måneders hyreforskud”.

Det var en styrmands

beskrivelse af det mandskab, der kom ombord i Marseille.

Under et efterfølgende anløb af Santos deserterede nogle af

folkene, andre blev syge, atter andre måtte efterlades i by-

ens fængsel. Afløserne var af samme slags ”

heriblandt fem

negre, som førte store ord og dominerede i lukafet”.

I 1904

var skibet i Rangoon for at hente jute til Chile. Der var uro

blandt mandskabet. Seks mand nægtede at arbejde, blev af

den lokale ordensmagt hver idømt fængsel i syv dage for

deres forseelse og kom ikke med på den videre rejse. En

finsk matros røg på hospitalet med en kønssygdom. Da den