Sjæklen

Arbejdstid

”Danske skibe står rundt om i havnene ikke godt anskrevne

hos fremmede søfolk”

, lød det i 1896. Særlig hårdt var det at

få englændere og amerikanere til at gå om bord på skibene.

Årsagen var, at man i danske skibe forlangte, at folkene skul-

le arbejde på dækket i deres frivagter. Det var ikke noget en

engelsk eller amerikansk skipper vovede at kræve. Normalt

var vagterne for det ene vagthold 00 - 04, 08 - 12 og 16 - 20,

det andet vagthold 04 - 08 (hundevagt), 12 - 16 og 20 - 24, de

to sidste vagter regnedes for henholdsvis dagvagt og første-

vagt. Det følgende døgn byttede man rundt. På danske skibe

forlangte man, at frivagten skulle arbejde på dækket til hhv.

klokken 10 eller 14. På britiske og amerikanske skibe gik

man vagt om vagt, og de to vagthold var aldrig på arbejde

samtidig. Om sproget nævnte samme kilde, at ”

ingen matros

er forpligtet til at at lystre kommando i Flagsproget

(d.v.s.

under skibets nationalflag)

undtagen, når det var et engelsk

skib. Ingen sømand kan mønstre som matros ude på de fjerne

have uden at han kan engelsk, eller i hvert fald forstår kom-

mandoordene i dette internationale sprog.

Matros Chr. Borgland fandt i 1890’erne, at arbejdsfor-

holdene i både tyske og engelske sejlskibe gennemgående

var bedre end i danske. Trods det lod han sig overtale til at

mønstre med Nordby-barken MAX på en rejse til Callao.

Udrejsen varede næsten fire måneder på grund af kontrær

vind. Det gav mangel på proviant og vand, og resultatet blev

sygdom om bord. Også den fem måneder lange returrejse

til Europa var fyldt med problemer. Der var sygdom, og en

mand faldt overbord fra klyverbommen. Det øvrige mand-

skab skulle derfor også klare de frafaldnes arbejde. Skibet

sprang læk, hvorefter der måtte pumpes en time hvert døgn

for at holde fartøjet nogenlunde læns. Skipperen forlangte,

at pumpning skulle udføres efter sædvanlig arbejdsvagt, så

når vagten eksempelvis havde frivagt om formiddagen og

først fik fri kl. 11 og allerede skulle stille igen kl. 12, var der

ikke megen tid til søvn. En dag blev det for meget. Folkene

krævede, at pumpning skulle ske på arbejdsvagten, altså

inden der blevet givet frivagt kl.10 eller kl.14. Skibet kom

øjeblikkelig i belejringstilstand. Det blevet noteret i skibs-

journalen, og skipperen truede med alvorlige straffe, for

efter hans opfattelse begik besætningen mytteri. Da skibet

ankom til Genua blev sagen forelagt konsulen, der forhørte

de forskellige, men henviste sagen til afgørelse ved dansk

domstol. Siden hørte folkene ikke noget, ligesom der ikke

var fradrag, da hyrerne blev udbetalt.

Om bord

Søloven af 1892 fastsatte straframmer for de ”

tjenestefor-

seelser eller brud på skik og orden”,

som kunne finde sted

om bord. Lovens håndhæver var skipperen, og straffene

sædvanligvis fastsat udfra den enkeltes hyre.

Afgørelsen

kunne ankes til en dansk konsul, som kunne afholde forhør,

mægle eller afsige en kendelse. Pengebøder blev indbetalt

til et konsultat og overført til udenrigsministeriet i Køben-

havn, hvor man tog stilling til, hvilken velgørende institu-

tion der skulle nyde godt af pengene. Enkeltstående tilfælde

kunne henvises til behandling ved dansk domstol, særligt

Sø- og Handelsretten.

Ud fra de forholdsvis få sager der endte i myndighe-

dernes arkiver, foregik livet ombord på de store sejlere for

det meste stille og fredsommeligt, hvor alle viste gensidig

respekt for de øvrige ombordværende. Der var selvfølgelig

undtagelser. Problemer kunne opstå af mange årsager. Sø-

folk levede tæt sammen i et lukket miljø, og sejltiden mel-

lem havneanløb kunne vare mellem tre og fire måneder el-

ler endnu længere. Folkene måtte stole på hinanden, når de

udmattede puklede på under hårdt vejr. I vindstille perioder

kunne drillerier gå på nerverne, og føde- og vandrationer

blive knappe, kokken fremstille elendig føde, styrmænd og

skipper var de rene slavepiskere o.s.v. Der var mange ting,

som kunne gå op i en spids og ende som en sag.

Skibsfører C.M. Poulsen måtte ved ankomsten til Ham-

burg i marts 1896 gøre rede for begivenheder, der var ind-

truffet på HERTHA af Kolding. Den tyske andenstyrmand

havde truet skipperen med vold. Det var de herrer blevet

enige skulle koste en bøde på 200 mark. For ulydighed og

fuldskab var den københavnske kok og steward ikendt en

bøde af en kvart måneds hyre = 8,75 Mark, en tysk matros

der havde forladt sin udkik måtte ligeledes erlægge en kvart

måneds hyre. Endelig havde en anden tysk matros frivilligt