Sjæklen

stykke tid på navigationsskolen på fanø savnede han sin

søfartsbog, for uden den kunne han ikke ”

føre tilstrække-

lig bevis for sejlads i udenrigsfart”

. Han var i 1900 rømt

fra lenita af nordby. Han havde efterfølgende kontaktet

kaptajn Clausen, som havde fortalt, at søfartsbogen var afle-

veret i valpariso, men den var af én eller anden grund ikke

kommet til udenrigsministeriet i københavn. i sagsakten er

intet noteret om straf.

Måneden stopper

første kontakt med land efter endt rundrejse var ensbe-

tydende med opsigelse og afmønstring af mandskabet.

gladstone af nordby ankom til antwerpen 15/12 1906

og blev fortøjet på siden af en damper, hvorefter besætnin-

gen afmønstredes på nær to mand

det nødvendige vagthold

blev herefter sat af folk fra land.

Cingalese af nordby var 1895 under indsejling til

bremen. ud for bremerhaven blev dækket fyldt med runne-

re fra bremen. det var skomagere, skræddere og selvfølge-

lig boarding-mastere, der alle delte gavmildt ud af cigarer,

ligesom der var fri adgang til flasker med stærke drikkeva-

rer. alt sammen naturligvis for at få søfolkene i humør til at

investere deres optjente hyre på runnernes tilbud.

når et skib endnu i begyndelsen af 1890’erne ankom til

themsen, blev det entret af en sværm af mennesker, herun-

der kvinder kaldet

harpies

(bevingede kvindelige dæmoner),

som bogstavligt talt fyldte sprit i halsen på søfolkene for at

få dem i deres garn. rædselsfulde og nedværdigende optrin

fandt sted og gjorde skibets videre færd til en risikabel fore-

teelse. næste invasion kom i dokken, hvor det var

crimps

(hyrebasserne), der indbyrdes sloges for at på fat i søfolke-

nes tøj og andre ejendele. søfolkene opførte sig som viljelø-

se dukker over den voldsomme interesse for deres personer.

selv de mest standhaftige, der havde kunnet modstå harpi-

ernes fristelser og holdt sig fra de tilbudte drikkevarer, var

magtesløse. de var sagt op, skulle gå i land, men kunne først