54 / 196
dagen efter få udbetalt deres hyre. De skulle have et sted at
anbringe deres pakkenelliker og et sted at sove, så derfor
blev de bogstaveligt kastet i hænderne på crimps’erne, der
samtidig var Boarding-House masters, som tilbød kost og
logi på kredit samt velvilligt udlån af kontanter. Når så den
formelle afmønstring var foretaget og regnskabet gjort op,
stod de velvillige udlånere og forlangte indløsning af deres
udlæg. Der var også tilbud om at opbevare resten af den
hårdt optjente hyre, så pengene kunne strækkes over længe-
re tid. Søfolkene havde svært ved at finde anden mulighed,
så ofte måtte de blive på stedet, indtil gælden var blevet så
stor, at Boarding-Masteren tilbød at skaffe ny hyre mod at få
en trækseddel på deres udlæg.
63
Ordet crimp kan tolkes som
shanghajer, en speciel type mennesker, der levede af søens
folk, købte og solgte dem som får.
64
I 1892 kunne det danske gesandstskab i byen berette, at
forholdene var blevet bedre. Der var oprettet et Sailors Home
(et sømandshjem), der dette år besøgtes af 73 danske søfolk.
Her var fortræffelig kost og en seng til hver enkelt person,
alt til rimelig pris. Et Skandinavisk Sømandshjem var lige-
ledes åbnet og havde haft besøg af 157 danskere. Begge de
to nævnte instititioner kunne også medvirke til at overføre
søfolkenes penge til banker eller familiemedlemmer.
65
Selv om storsejlerne var yderst sjældne gæster i danske
havne, erkendte man, at også her var ”
Hyrebasser og Lo-
giknejpeværter”
sømændenes værste fjender.
66
Først flere år
senere kom der mere ordnede forhold – særligt da søfolke-
nes faglige organisationer opnåede retten til at anvise hyrer.
Rotterdam, som de øvrige nordeuropæiske havnebyer med et livligt havneområde og masser af ”Boarding-Houses”, hvor hyresøgende
søfolk kunne logere på kredit. Postkort: Holger Munchaus Petersens samling.
52